Det vækker næppe stor overraskelse, at Bjørn Lomborg ikke har meget fidus til klimatopmødet, det 24. af slagsen, som slutter i dag i Polen. Siden udgivelsen af bogen Verdens sande tilstand i 1998 har den danske miljø- og klimadebattør, som i dag er direktør i tænketanken Copenhagen Consensus Center, været en arg kritiker af de tilbagevendende topmøder.

De er næsten bare spild af tid og penge, mener han. Alt for meget snak, alt for luftige løfter, alt for lidt fokus på det, der virkeligt batter noget: Grøn forskning. Og tænk bare på alle de andre – og mere akutte – problemer, verden tumler med: fattigdom, underernæring, sygdom, uddannelse, krig, you name it. Her kunne man også gøre meget mere nytte for meget færre penge, som Lomborg nu i 20 år har gentaget. Nogle gange med mere ørenlyd end andre.