Skelbækgade på Vesterbro ligner den helt rigtige placering for kontorhotellet WeWork. I denne del af København findes det rette blandingsforhold af råt og hipt – graffiti på murene og unge mennesker i bevægelse – som den amerikanske kæde bejler til.

WeWork er meget mere end en arbejdsplads. Freelancere, iværksættere og etablerede virksomheder kan leje sig ind i deres kontorer, som er skudt frem på rekordtid og i dag tæller mere end 500 adresser rundtom i verden. Ud over skriveborde, mødelokaler, kaffe og fyraftensøl lover WeWork at give adgang til et »fællesskab«, hvor man »ankommer som et individ, ’jeg’, men bliver en del af et større ’vi’«.