Debat

Sort og hvid

Peter Hausner, animationsinstruktør Cedergangen 14, 2300 Kbh. S

Weekendavisens Leder den 31. juli er stort sat op; dobbelt længde og prominent forsidehenvisning inkl. tegning. Man må derfor antage, at lederens holdninger repræsenterer det ypperste, husets ånd formår.

Så meget desto mere forstemmende er det, at teksten ender som en nærmest ufrivillig parodi på lydene fra det inderste mørke, beskrevet i »Den Hvide Boks«.

Man tager et voldsomt billede (sorte, bevæbnede mænd i Louisville), booster det og trækker det ud over hele situationen. Som når Trump og hans milits i Portland omdanner to blokke til en krigslignende zone og udråber scenariet til en racekrig i alle USAs byer. Trump gør det, fordi han er en kaos-populist i fuld panik. Men jeg ved ikke helt, hvorfor Lederen finder det greb nødvendigt.

Og dog: Med dette hensigtsafstemte afsæt ønsker lederen at fortælle os, at strukturel racisme er en konstruktion. Og hvis man anvender statistik til at blotlægge strukturel racisme, så må man nødvendigvis misbruge statistikken, skal vi forstå. Dog ikke når det gælder om at vise, at asiater klarer sig godt (?); så er statistik nyttigt. Det er også et bevis på, at strukturel racisme er falske nyheder, når mange sorte klarer sig godt i basketball (seriøst?). Dette var et par hurtige neddyk.

Lederen er naturligvis listigt formuleret, med et par høflige tilløb til pligt-empati.

Men. Sådan helt overordnet, Weekendavisen ... Det er det mest ubegribelige »double-down«-skud i egen fod, I har præsteret i denne sag. For det er skam ikke, fordi man hidtil har sparet på artikler, ledere, klummer andwhathave­you, hvor velformulerede, hvide, privilegerede, pæredanske skribenter fortæller os, hinanden og ekkokammeret i almindelighed, at dén der »woke-mob« er da vist ved at blive lige frisk nok, hva’?

Bundlinjen: Nærværende leder understreger med hjerteskærende, pædagogisk klarhed, at al mistanke om Den Hvide Boks’ eksistens og de tristeste formodninger om dynamikken i dens inderste tanker er helt og aldeles ... korrekte.

Øv, Weekendavisen.

Erhvervsuddannelser

Michael Wittrock, 15 år

Allerede i 6. klasse blev jeg inviteret til min første samtale med en studievejleder. Hun havde et klart budskab: Vælg en erhvervsuddannelse, for det er det, der er fremtiden, sagde hun. Ikke bare én, men mange gange. Faktisk er jeg i de seneste år blevet bombarderet med information, kampagner og reklameindslag om, hvor fantastisk en erhvervsuddannelse er. Næsten på et niveau, hvor det grænser til indoktrinering. For jeg er en af de unge, som mange gerne ser, vælger en erhvervsuddannelse. Fordi vi som samfund har brug for arbejdskraft, dygtige håndværkere og en mangfoldig arbejdsstyrke. Så jo – jeg har forstået budskabet, og jeg mangler bestemt ikke information. Hatten af for det. For information er godt – men det er ikke nok.

For selvom der i de seneste år er gjort meget for at nytænke og modernisere vores erhvervsuddannelser, er det jo stadig kun en uddannelse. Det virkelige valg handler om, hvad man kan bruge uddannelsen til – og her er der stadig langt til et drømmejob som håndværker.

Overalt i pressen har jeg hørt om håndværkere, der bliver slidt ned. Håndværkere, der har dårlige arbejdsforhold, bliver sygemeldt, får en ringe løn eller bliver spist af med en symbolsk pensionsordning. Og nej, det gælder ikke kun de meget hårde job. Som for eksempel brolæggere og kloakarbejdere. Det gælder også kantinedamen, der dag efter dag bærer rundt på tunge gryder på et hårdt gulv, der langsomt slider selv de mest veltrænede knæ, arme og skuldre op. Senest har en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter vist, at ansatte med hårdt fysisk arbejde kan se frem til både længere tid med sygdom og ledighed end gennemsnittet og samlet set vil holde færre år på arbejdsmarkedet end personer uden et fysisk hårdt arbejde. Er det den fremtid, vi som unge skal se os selv i? Er det det, der skal få os til at vælge en erhvervsuddannelse? Næppe!

Vi unge er usikre på, hvad fremtiden bringer. Vi har hørt om den demografiske klemme. Vi har hørt, at vi er de få, der skal forsørge alt for mange. Vi har hørt om efterlønnen, der blev afskaffet. Om pensionsalderen, der blev sat op. Og vi har set de politiske kampagner om, at nu må det være »Arnes tur«. Fordi Arne er slidt ned. Vi ved, at vi meget let kan blive den generation, der skal blive længst tid på arbejdsmarkedet. Måske nogensinde. Vi er derfor nødt til at se på, hvor vi kan få et job, som vi kan holde til. Et job med en vis bekvemmelighed. Et job, hvor man kan få ordnede forhold med en løn- og pensionsordning, der gør, at man kan trække sig tilbage, hvis man får behov for det.

Hvis vi som samfund for alvor vil have flere unge til at søge ind på vores erhvervsuddannelser, er vi nødt til først at gøre noget for at skabe bedre forhold for håndværkere på vores arbejdsmarked. Så det bliver lettere at være håndværker, og vi unge kan se, at det er muligt at få et job, som vi kan klare – også i det lange perspektiv. Der er som minimum brug for bedre løn- og arbejdsvilkår og mere fleksible muligheder for at gå tidligt på folkepension.

En moderne, attraktiv erhvervsuddannelse er et godt skridt på vejen, og de mange reklameindslag er gode til at skabe en ny fortælling. Men det løser ikke problemet. Skab en ny virkelighed først. Gør det attraktivt at være håndværker. Så kommer de unge helt af sig selv.

Pandaer retur

Preben Nissen Reberbanen 43, 6200 Aabenraa

Diktaturet i Den Kinesiske Folkerepublik har slået til over for den tidligere koloni Hongkong. Det kinesiske styre vil etablere en afdeling af sin efterretningstjeneste i Hongkong, hvor store menneskegrupper gennem det sidste år har kæmpet for mere demokrati. Men nu får de i stedet livstidsstraffe, aflytning af borgerne og kontrol med ngo’er og nyhedsmedier.

Som beboere i et demokrati må vi på det skarpeste tage afstand fra de indgreb. Og der skal tages afstand på en måde, som vil skabe opmærksomhed. Derfor: Vi må sende de pandaer, som Kina har udlånt/lejet til Danmark, retur.

De to pandaer kom til København ZOO i 2019 og blev anbragt i et helt nyt anlæg til 160 millioner kroner Prisen for at leje de to pandaer er en million amerikanske dollars årligt i 15 år. Det svarer til godt 100 millioner kroner. Læg dertil penge til drift og pasning af pandaerne. Og Kina har stadig den totale ret over de to dyr og deres kommende unger.

Det vil vække opsigt, hvis de dyr sendes tilbage. Det vil internationalt øge opmærksomheden mod de diktatoriske indgreb, Kina har foretaget over for Hongkong. Og vi kan nemt bruge de mange millioner herhjemme.

Hellige bilkøer

Dan Enevold Sundbæk Uhrenfeldt Århusvej 26B, 8940 Randers SV

Jeg bor i Randers og arbejder i Silkeborg. Det er en rute på 50 kilometer. I morgen skal jeg møde fra kl. 08.00-15.00.

Hvis jeg skal nå det, skal jeg af sted 05.55 for at nå bussen, hvor jeg så er på arbejde 07.33. Det tager altså 1 time og 36 minutter i en rumlende, bumlende bus på snørklede landeveje, hvor jeg hverken kan arbejde eller læse. Det koster 58,40 kroner. Så kan jeg tage bussen 15.11 og er hjemme kl. 16.47. Det er igen 1 time og 36 minutter, men det koster 73 kroner.

Det koster 131,40 kroner og tager i alt tre timer og 12 minutter per dag, hvilket bliver til 2628 kroner og 64 timers transport om måneden.

I bil koster det nok det samme med afbetaling, diesel og vedligeholdelse om måneden, men så tager det kun to timers transport om dagen, hvilket er 40 timers transport om måneden, jeg sparer 24 timer om måneden og har fleksibilitet.

Hvis jeg har forstået din forklaring om, hvor du bor, må den nærmeste station være Humlebæk Station.

Fra Humlebæk Station kan du tage toget kl. 06.06 og være i Ringsted kl. 07.38, hvilket er 100 kilometer på 1 time og 32 minutter. Du kan således nå dobbelt så langt som mig i offentlig trafik på den samme tid. Turen derhen koster 61,60 kroner, altså får du ca. 50 kilometer mere end mig for 3,2 kroner ekstra med den samme rejsetid.

Fra Humlebæk kan du også tage toget kl. 06.06 og være ved Jyllingecenteret kl. 07.44. Det er også 50 kilometer, 1 time og 38 minutter, men til en by, der er mindre end 1/4 så stor som Silkeborg. Turen koster 31,20 kroner. Hvilket er 27,20 kroner mindre, end jeg betaler for den samme afstand på den samme tid.

Sådan som jeg ser det, handler det ikke så meget om folks valg, men mere om den infrastruktur, der stilles til rådighed for os, der bor, hvor der er langt mellem jobbene, busserne og togene.

Nyd turen på din cykel i morgen.