Leder.

Sandheden er ikke sort og hvid

Siden hvide betjente i slutningen af maj tog livet af sorte George Floyd i Minneapolis, har der været voldelige protestdemonstrationer i en lang række amerikanske byer. De foregår under paroler mod den strukturelle racisme, og i Europa, herunder i Danmark, har mange ukritisk overtaget begrebet. Ingen ønsker jo at blive mistænkt for at nedtone sagens alvor, dertil er Floyds død simpelthen for oprørende. Videoen viser en skræmt sort mand, der grædende beder for sit liv, mens hvide betjente langsomt, nærmest metodisk, klemmer livet ud af ham. Ordet »racisme« indfanger ikke betjentenes lidenskabsløshed, men med »strukturel« foran er det, som om det træder tydeligere frem, at hans død havde karakter af aflivning snarere end af mord.

Alligevel viser den sidste uges protestdemonstrationer i USA, hvorfor der i allerhøjeste grad er grund til at vare sig for brugen af ordet »strukturel«. For Black Lives Matter-bevægelsen og dens væbnede støtter i de selvbestaltede militser har ordet nemlig en helt anden betydning, der varsler ilde for hele USA. »Strukturel« er påstanden om, at hele det amerikanske system er illegitimt: Det er et repressivt system, der har til formål at opretholde et hvidt overherredømme og undertrykke minoriteter. Eller som den Pulitzerpris-vindende forfatter Isabel Wilkerson postulerede i denne uge i et langt essay i The Guardian: »Vi kan ikke forstå de nuværende opstande eller så godt som ethvert vendepunkt i amerikansk historie uden at tage højde for den menneskelige pyramide, som er indkodet i os alle. (...) Ligesom DNA er en instruktionskode for cellernes udvikling, har kastesystemet været styresystemet for økonomisk, politisk og social interaktion i USA lige siden grundlæggelsen.«

Det er dén forestilling om strukturel undertrykkelse, som leverer brændstof til sidste weekends voldelige demonstrationer med ildspåsættelser, plyndring og smadring af butikker og angreb på offentlige bygninger i en lang række byer i USA. Billederne af den kampklædte, svært bevæbnede milits NFAC (Not Fucking Around Coalition), der marcherer gennem Louisvilles gader i staten Kentucky under en Black Lives Matter-protestdemonstration, siger det hele: Systemet er illegitimt, og derfor bliver det legitimt at ændre det med magt. Selvtægt bliver en naturlig konsekvens. De erhvervsdrivende i Louisvilles bymidte blev præsenteret for en stribe af krav: Minimum 23 procent af de ansatte og ledelsen skal udgøres af sorte, svarende til den sorte befolkningsandel i Louisville. Og 23 procent af alle indkøb skal foretages hos sorte leverandører; og ellers skal 1,5 procent af nettosalget doneres til lokale sorte organisationer. Ve den, der undslår sig.

Teorien om den strukturelle racisme retfærdiggør voldelige angreb på myndighederne, fordi det er dem, der opretholder systemet. For demonstranterne er det ikke et spørgsmål om mere og bedre uddannelse af politistyrkerne, og ej heller om, at der skal slås hårdere og mere konsekvent ned på tilfælde af racisme eller machokultur blandt ordenshåndhæverne. For politimændene er et produkt af systemet, og derfor giver det for demonstranterne slet ikke mening at tale om individuel skyld eller om personligt ansvar. Ligesom argumentet om, at langt de fleste sorte bliver dræbt af andre sorte, eller at politidrab på sorte lige så ofte bliver begået af sorte betjente, også preller helt af. For ifølge teorien er de sorte politimænd også et produkt af undertrykkelsen. Hele systemet må omstyrtes. Som sådan er påstanden revolutionær.

Beviset for den strukturelle racisme finder tilhængerne i statistikken. Hvis sorte klarer sig dårligere end hvide, så skyldes det den historiske uret, som slaveriet har påført dem. Det er det historiske efterslæb i magt og ressourcer, som det nuværende system opretholder og forstærker. Sorte må derfor om nødvendigt med magt tilkæmpe sig deres andel af ressourcerne. Men det er en vild og vanvittig teori. Af flere grunde. For det første kan man ikke basere en teori om undertrykkelse på statistiske forskelle. Dem kan man altid finde på alle mulige parametre. Høje mænd tjener mere end lave mænd. Mænd med lang uddannelse tjener mere end mænd uden uddannelse. Så hvad stiller vi op, når høje sorte mænd med lang uddannelse klarer sig bedre i livet end lave hvide mænd med kort uddannelse? Hvem diskriminerer så hvem? For det andet er systemet naturligvis ikke strukturelt racistisk, når diskrimination på alle niveauer er forbudt i USA. Bortset altså lige fra den positive diskrimination – særbehandling – som netop sorte nyder godt af.

For det tredje og vigtigste kan systemet ikke være strukturelt racistisk, når der er sket en klar forbedring af de sortes forhold siden tressernes borgerrettighedslovgivning i USA. Det er netop blevet bedre, fordi systemet ikke søger at reproducere racismen. Tværtimod er det systemets fortjeneste, at det år for år bliver stadig mindre acceptabelt at opføre sig racistisk i USA, selvom mange givetvis desværre stadig gør det. Ifølge Gallup var der i 1958 fire procent af amerikanerne, som støttede ægteskab mellem sorte og hvide. I 2013 var det 87 procent. I firserne var Cosby & Co. det populæreste tv-show i USA overhovedet, og stjerner som Oprah Winfrey, Jay-Z, Beyoncé, Kanye West er ikke sorte stjerner. De er bare stjerner. USA har haft en sort præsident i to perioder og foreløbig to sorte udenrigsministre. Og nok er det rigtigt, at sorte mænd, der vokser op i middelklassefamilier, tjener mindre end hvide mænd, der har samme opvækstvilkår, men hov: Hvorfor har sorte kvinder større sandsynlighed for at komme på college end hvide mænd, når man korrigerer for forældrenes indkomst? Hvorfor er tre fjerdedele af alle spillere i The National Basketball Association sorte? Og endelig: I et strukturelt racistisk system, hvordan kan det så gå til, at asiaterne – indiske, japanske og kinesiske amerikanere – tjener mere end både hvide, latinoer og sorte? Det kan man ikke forklare uden at inddrage kulturelle faktorer: Asiater ofrer traditionelt alt for deres børns uddannelse, mens de sortes familiestruktur siden tresserne er brudt sammen i en grad, så 77 procent af alle sorte babyer i USA i 2015 blev født af en ugift mor.

Men selv om systemet ikke er strukturelt racistisk, udelukker det selvfølgelig ikke, at sorte, som gruppe betragtet, kan have mere at slås med end de øvrige befolkningsgrupper. Det har de. Det rammer de sorte særligt hårdt, at USA er et økonomisk meget ulige samfund. Et land, som flyder med våben og stoffer. Et land, hvor sundhedssystemet er dyrt, overbureaukratisk og ikke omfatter alle. Et land, hvor offentlige skoler mange steder er lokalt finansieret, så fattige kvarterer betyder fattige skoler. Et land, hvor universitetsuddannelse koster en formue. Et land, hvor massiv indvandring fra syd de senere årtier har skabt hård konkurrence om ufaglærte jobs.

Men det er en opskrift på borgerkrig, hvis man vil hævde, at hensigten med systemet er at gøre sorte til ofre for hvide, og at det som udgangspunkt er synd for alle sorte, mens det ikke er synd for nogen hvide overhovedet. Når militser med våben i hånd insisterer på, at hudfarve gør den moralske forskel, så argumenterer de fuldstændig som voldsparate hvide i Alt-Right-bevægelsen, der omvendt mener, at hvide er ofre for minoriteterne. Skal USA være et bedre og mere retfærdigt land, handler det nu som altid om, at hudfarve ikke skal være en faktor. Den skal tages ud af ligningen, den skal ikke sættes ind. Fru Justitia er blind. Farveblind. All Lives Matter.

 

Læs også artiklen om, hvordan protesterne eskalerede i USAs hvideste by: »Solidaritet eller selvrealisering?«