Debat

Udviklingshjælp

Jens Peter Tang Dalsgaard, ph.d., MBA White Villas Resort, Siquijor, Philippines

Kære Rasmus Prehn,

Tak for dit svar den 24. april på min kronik »Under overfladen« den 8. april om udviklingshjælp og korruption m.m. Jeg tager med glæde imod tilbuddet om en god snak over en kop kaffe.

Du udbeder konkrete eksempler. Det er notorisk svært at finde eksempler og bevis på korruption. Det er lige præcis dilemmaet. Derfor er den så sejlivet. Og den er åleglat. I et land omtalte ministeriets embedsfolk i smug deres eget nationale fattigdomsprogram 135 som »program 531«: Startede man for eksempel med 50 millioner dollars på centralt niveau, nåede cirka 30 millioner ud til provinserne og 10 millioner til de fattige målgrupper. Resten forsvandt stille i brune konvolutter og dybe lommer undervejs.

Vi kendte til »spøgelsesmarkskoler«: donorbetalte markskoler, som kun fandtes på papiret. Men bilagene var der og pengene 100 procent brugt. På papiret, på overfladen, så alt redeligt ud. Jeg er for nylig blevet kontaktet af danskere, som fik mundkurv på eller blev sortlistet, fordi de vidste for meget om forfejlet bistand eller påpegede misbrug, og ikke kun for småbeløb.

I 2008 sagde jeg op og afleverede mine frustrationer i en 20-siders afslutningsrapport på en dansk ambassade. Fin rapport, var svaret. Det var efter knap ti år som Danida-rådgiver i tre forskellige programsamarbejdslande. Jeg skrev om »7 Bud på en bedre bistand« i Danidas blad Udvikling (2009) og »Udviklingsarbejde og dansen om guldkalven« i Globalnyt (2019). Så jeg har råbt op og ønsker, jeg havde haft mod til mere tidligere. Men svært, hvis man føler, at man risikerer jobbet, og samtidig skal brødføde familien. Desværre.

Tingene har bedst af at komme frem i lyset, men vi er tit bedre til at feje dem under tæppet.

Kina og Europa

Torvald Fonsbøl Williamstown, Australien

I maj 2009 mødtes statsminister Lars Løkke Rasmussen med Dalai Lama på Marienborg. Derfor nedfrøs Kina forholdet til Danmark, diplomatisk og økonomisk. Et halvt år senere accepterede vi officielt Kinas herredømme over Tibet, og Danmark kom igen ind i varmen. Siden har dansk politik været præget af en dyb angst for, at vi kunne havne i dybfryseren igen. Det må aldrig ske igen ... Sådan formulerede Søren Pind regeringens politik her i Weekendavisen i februar i år.

Den Norske Nobelkomite, som Stortinget udpeger, tildelte i 2010 den kinesiske forkæmper for menneskerettigheder Liu Xiaobo Nobels fredspris. Kina reagerede med at nedfryse diplomatiet og straffede Norges eksport hårdt.

Norge holdt stand til sidst i 2016. Prisen for kinesisk velvilje var høj. Ikke bare godkendte Norge etstatspolitikken, der indlemmer Tibet i Kina. Også de kunstige øer, Kina har bygget i Det Sydkinesiske Hav, blev i diplomatiske vendinger anerkendt, i strid med Den Internationale Domstol i Haag, som tidligere samme år havde afvist kinesiske krav på områderne.

I 2015 forsvandt den kinesiskfødte svenske Hongkong-baserede boghandler Gui Minhai i Thailand. I februar i år blev han idømt ti års fængsel i Kina for ulovlig formidling af efterretninger. I november 2019 gav kulturminister Amanda Lind hos Svenska PEN litteraturprisen Tucholsky til Gui Minhai in absentia. Siden har Kina rullet alvorlige diplomatiske trusler ud mod Sverige, og kultur- og handelssamarbejdet fryses ned, som det skete for Danmark og Norge. Men burde de to lande ikke udvise solidaritet med deres truede broderfolk?

Frankrig var igennem den kinesiske vridemaskine og måtte gå bodsgang efter præsident Nicolas Sarkozys møde med Dalai Lama i 2008. Hvor er solidariteten i EU? Er det ikke lige præcis i forhold til Kinas del og hersk-strategi, Unionen burde vise sin berettigelse?

Hvorfor sker det ikke? Der er en ubalance i styrkeforholdet mellem det politiske Europa og transnationale privatøkonomiske interesser. Sidstnævnte er klare vindere i globaliseringen af handel og produktion, sammen med Kina. Det makkerpar lægger et hårdt pres på Europas politiske institutioner. Sammen med dem er, på tragisk vis, menneskerettighederne på taberholdet.

Udviser Kina aktuelt et hovmod, der kan vække Europa til samlet modstand? Er nok nok? Jeg håber det inderligt. Det er ved at være sidste udkald.

Dronningen

Niels Graverholt, lektor emeritus
Skelagervej 230
8200 Aarhus N

Nu, hvor stormen af rosende udtalelser om Dronningen har lagt sig, må det måske være tilladt også at kritisere hende.

Thomas Larsen, kommentator på Berlingske, udtalte for nylig, at Dronningen kan være i ægte dialog med folket. Min nu afdøde kusine boede på samme gang som hende på et kollegium i Universitetsparken, da hun læste på AU, og da havde hun stort set ikke kontakt med andre end en hofdame, som var installeret på gangen til at varte hende op. Og siden da har det ærlig talt også været svært at få øje på nogen »ægte dialog med folket«.

Det var da i hvert fald ikke tilfældet på et pressemøde, hvor en ung journalist sagde »du« til Dronningen, hvilket omgående affødte en sarkastisk kommentar om, at de to da vist aldrig var blevet dus. Skulle en dronning ikke have format til at overhøre sådan en »fortalelse« – eller måske endda at acceptere, at folk siger du til hende? Hun er vel ikke guddommelig?

Hun tør sige, hvad hun mener, udtalte samme Thomas Larsen. Ja, det tør siges, som for eksempel da hun i et interview med Politiken den 11. april udtalte, at hun ikke ser de store katastrofer for sig som følge af klimakrisen. Og hun har tidligere forsvaret flyrejser med, at man jo ikke kan køre rundt i trillebør. Udtalelser så ubegavede og totalt i strid med videnskaben, at man ikke skulle forvente dem fra en person i hendes rolle.

Og hvad mente Dronningen mon med at give elefantordenen til forbrydere og diktatorer som eksempelvis Egyptens Hosni Mubarak og Rumæniens Nicolae Ceausescu?

Larsen udtalte også: »Hun har gefühl. Det handler om virkelig at have en fornemmelse af, hvor balancen går.« Denne »gefühl« skjuler hun usædvanlig godt, når hun på besøg rundtomkring i landet pulser løs på sine importerede cigaretter med total mangel på respekt for, at der er rygeforbud på stedet. Jeg selv røg i mange år 60 cigaretter om dagen, men stoppede fra dag til dag. Det kan faktisk godt lade sig gøre, hvis man har lidt karakterstyrke – men det kræver åbenbart mere end den, Dronningen er i besiddelse af.

Vores dronning er aldeles ikke fejlfri, og jeg håber at leve længe nok til at se hende blive afløst af Frederik og Mary, som har en del mere format.

Taiwan

Jørn Peter Wehage-Carlsen, lektor, cand.mag.
Julius Bloms Gade 12, 1 tv.
2200 København N

Tak for den indsigtsfulde kronik »Foregangslandet mod øst« af professor emeritus Tage Søndergård Kristensen i sidste uge om, hvordan Taiwan har kunnet mestre at bekæmpe COVID-19 resolut og effektivt, samtidig med at Taiwan vel at mærke har undgået at lukke deres samfund ned, som man har gjort i Danmark, Europa og mange andre steder i verden. Må man håbe på, at alle politikere og beslutningstagere i Danmark og Europa vil læse denne kronik og tage ved lære af Taiwan som mønstereksempel, når/hvis (gud forbyde det!) COVID-19 vender tilbage i anden eller tredje bølge, eller når/hvis næste pandemi rammer os.

Det er tydeligt, at der er en anden årvågenhed, proaktivt beredskab og handlekraft i Taiwan (og Sydkorea, som berettet i Weekendavisen om »Pandemi-generalen« Kim Woo-Joo den 8. april 2020) i forhold til at inddæmme og iværksætte en klar strategi med baggrund i tidligere erfaringer med virusudbrud fra det nært beliggende Kina, samtidig med at samfundet i al sin væsentlighed stadig er oppe at køre. Modsat Taiwan kom COVID-19 fuldstændig bag på Danmark og Europa. De reagerede sent og panikagtigt ved at nedlukke deres samfund på stribe for at få kontrol med smitten, lukke grænser og bruge tid til at omstille sundhedsvæsenet til at bekæmpe COVID-19 og diskutere, hvilken strategi man skulle forfølge, og som stadig fremstår uklar og famlende for den danske regering og sundhedsmyndigheder.

Politikere og økonomer har indtil videre gjort sig betragtninger om, at coronakrisen bliver overordentlig dyr for dansk og europæisk økonomi og vil medføre en stor offentlig gæld, som skal høvles af i de kommende år. Må man håbe på, at politikerne både i Danmark og Europa vil nærstudere og tage ved lære af Taiwan og udarbejde en klar strategi og et fremtidigt beredskab for bekæmpelse af kommende virusudbrud uden at skulle lukke vores samfund ned på stribe igen og med kolossale konsekvenser for vore landes økonomi, velstand og livskvalitet til følge.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.