Dansk hyggeracisme?

En studievært har fået kærligheden at føle, efter han lavede en overgang mellem to TV-indslag i TV 2’s News & Co. Først havde programmet vist et indslag om de marokkanske fodboldspillere, der havde taget hele familien med til VM, og bagefter skulle Årets Foto beundres. Det forestillede tre stumpnæseaber, som holder om hinanden.

Værten Christian Høgh Andersen byggede bro mellem indslagene og sagde: »Det er lidt i forlængelse af snakken om Marokko, der samler familien i Qatar, så har vi også en dyrefamilie her, der er samlet, måske for at holde varmen.«

Er det racistisk? Ja, åbenbart, hvis man spørger rækken af menigmand m/k, som siden har stillet sig i kø for at fordømme udtalelsen på sociale medier. »Fy føj«, har erhvervsleder og debattør Stine Bosse således skrevet på Twitter, og søndag formiddag bakkede et enigt panel i Presselogen op om, at TV 2 havde undskyldt udtalelsen.

Værten selv har også beklaget og skrevet på Facebook, at: »I et dårligt forsøg på at være humoristisk kom jeg til at trække en linje til det at holde sammen som familie, da det næste emne om dyr skal præsenteres i studiet. Utilsigtet bliver det en sammenligning mellem Marokkos fodboldlandshold og deres familier og så den abefamilie, som min medvært Søren Lippert holder et billede af, som vi skal bruge til det efterfølgende indslag i programmet.«

Var det en elegant overgang? Måske ikke, og der er hundrede eksempler på lidt kiksede forsøg på at improvisere lidt i et TV-studie. Spørgsmålet er, om hans udtalelse kan karakteriseres som racistisk.

For hvad handlede bemærkningen om – familiesammenhold eller udseende? Den handler om det første. Er det racistisk at sammenligne den måde, som mennesker og aber holder sammen, og hvis det er, hvorfor? Og gælder det da for alle dyrearter? Ville hans udtalelse også være blevet kategoriseret som racistisk, hvis vi havde set et foto af løver, sneleoparder, kolibrier eller delfiner? Og ville han i øvrigt være blevet kaldt racist, hvis indslaget havde omhandlet danske eller tyske fodboldspillere? Jeg tillader mig at tvivle.

SÅ HVEM ER det egentlig, der laver den racistiske kobling?

Sagen kan minde om den, der i 2018 ramte H&M. På tøjgigantens britiske hjemmeside kunne man engang købe en grøn hættetrøje til børn med teksten »Coolest Monkey in the Jungle«. Drengen, der bar trøjen, var imidlertid sort, og det var netop hans hudfarve, som fik internetpolitiet til at gå i udrykning.

H&M fik kritik for at være racister og for at kalde drengen for en abe, det stod jo på hans trøje! Efter bodsgang og undskyldninger blev den fjernet fra butikkerne. Men moren til drengen frabad sig høfligt omverdenens sympati og opbakning, da hun ganske enkelt ikke anerkendte den præmis, at hendes dreng skulle ligne, være eller se ud som en abe. Han bar jo bare en hættetrøje med en abe og tekst, og hvorfor kan en sort dreng ikke det, spurgte hun.

Det affødte en interessant debat om, hvem der egentlig var racistisk – H&M eller de kritikere, der foretog koblingen?

Det er kendetegnende for sager som den og nu også TV 2 News-værtens bemærkning, at det kribler i fingrene på de identitetspolitisk korrekte efter at påpege såkaldt racistiske sammenligninger, som man så kan himle op over og udskamme andre for. At man er fuldstændig ligeglad med motiver og hensigter og i stedet fortaber sig i sine egne følelsers overlegenhed. Hvis noget føles racistisk, ja, så er det åbenbart racistisk.

Men hvem er det egentlig, der reducerer de marokkanske spillere til aber? Ikke studieværten, som sammenligner sammenholdet, ligesom moren ser en dreng, der er model og ikke en abe og i øvrigt frabeder sig, at andre polerer deres ego på hans bekostning.

Og ja, måske er det mig, der er »privilegieblind« og »ikke forstår, hvordan det er at tilhøre en minoritet«. Det er muligt, men jeg ved også, at vi skal være påpasselige med at fremstille andre som martrede og svage og opfinde maligne hensigter hos folk, alene for selv at fremstå renere og bedre.

For det lover ikke godt for vores tillidssamfund, hvis folks intentioner bliver tildelt en helt sekundær eller irrelevant rolle og totaltrumfet af forargede reaktioner, som kun finder sandhed i egne følelser.

Det sidste viser sagen om Christian Høgh Andersen, ligesom den desværre også viser, at han har håndsky ledelse i ryggen, der er mere villig til at smide en medarbejder under bussen end til at vise ham tillid. Det sidste må vække bekymring blandt hans kolleger.