Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

God eftermiddag, kære læser

Så kom det, alle har talt om. I går aftes omkring klokken 19.30 affyrede Iran omkring 180 ballistiske missiler mod Israel. Den officielle begrundelse for angrebet var drabene på Hizbollah-leder Hassan Nasrallah og den iranske kommandør i Revolutionsgarden (IRGC) Abbas Nilforoshan, der begge blev slået ihjel i et israelsk luftangreb i Beirut fredag. Drabet på Hamas-lederen Ismail Haniyeh, som formentlig blev myrdet af Mossad, mens han opholdt sig som diplomatisk gæst i Teheran i juli, blev også nævnt af IRGC som begrundelse for angrebet.

Ifølge Pentagon var angrebet næsten dobbelt så voldsomt som det, Iran foretog i april, hvor de affyrede 120 ballistiske missiler samt en masse droner og krydsermissiler. Når angrebet i går betragtes som mere voldsomt, skyldes det brugen af ballistiske missiler. Et langtrækkende ballistisk missil enten forlader jordens atmosfære eller nærmer sig dens grænse, inden det rammer sit mål. Det bevæger sig hurtigere end krydsermissiler og droner. Det er derfor sværere at nedskyde og kan også potentielt medføre større ødelæggelse.

Ikke desto mindre var angrebet ingen nævneværdig iransk succes. Missilernes mål har formentlig været tre luftbaser – herunder Nevatim-luftbasen, hvor Israel opbevarer flere af deres F-35-jagerfly. Iran hævder at have ødelagt tre af disse kampfly, men det er ikke bekræftet. Mossads hovedkvarter i Tel Aviv har muligvis også været et mål. Derudover har de rettet en stor del af deres missiler mod tætbefolkede områder, formentlig med det formål at overbebyrde det israelske luftværn, der er indrettet til at fokusere på at nedskyde missiler, der kan koste store civile tab, og i tilfælde af at være overbebyrdet: at lade missiler med retning mod mindre befolkede områder passere. Præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, udtalte i går aftes, at det iranske angreb »så ud til at være besejret og ineffektivt«. Han beskrev angrebet som en »alvorlig eskalation fra Irans side«.

Der er kun rapporteret om et enkelt dødsfald: en uheldig palæstinensisk mand i Jeriko, der blev ramt af et fragment fra et nedskudt missil. To civile israelere i Tel Aviv er meldt såret af fragmenter. Iranernes sidste angreb i april resulterede i en enkelt tilskadekommet syvårig beduinpige, der også blev ramt af et fragment og fik alvorlige kvæstelser.

1. En fælde?

Spørgsmålet er, om Iran med deres meget forudsigelige gengældelsesangreb har vandret direkte ind i en israelsk fælde. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har gentagne gange advaret om, at man vil besvare ethvert angreb mod landet. Det gjorde han allerede i sin tale til FN i fredags. Og efter gårsdagens angreb har han gentaget dette budskab og kaldt det iranske angreb en »kæmpe fejl«.

Hverken Irans luftvåben eller deres antiluftskyts er videre imponerende. Landet er derfor sårbart over for israelske luftangreb. Samtidig er deres største afskrækkelse i form af Hizbollah i Libanon så svækket, at de må betragtes som værende sat midlertidigt ud af spil. Iranerne har med deres angreb således næsten intet opnået militært ud over at have givet Israel en virkelig god undskyldning for at bombe mål i Iran – måske endda understøttet af USA.

Fra Israels side har der aldrig været et mere oplagt tidspunkt for at svække Iran militært. Om de vil gå efter iranske atomfaciliteter, olieraffinaderier, IRGC-kommandocentre eller havneområder, vil de kommende dage formentlig vise.

2. Terrorfrygt

Mere dødeligt end det iranske missilangreb var et terrorangreb i det sydlige Tel Aviv, der også fandt sted i går. Det var udført af to palæstinensere bevæbnet med riffel og kniv og har kostet mindst syv mennesker livet. Også herhjemme har der været frygt for terror. To eksplosioner blev hørt i nat omkring klokken 3.20 meget tæt ved den israelske ambassade. Forældre til børn på den jødiske Carolineskolen vågnede op til en besked om, at skolen af samme grund ville holde lukket i dag. Justitsminister Peter Hummelgaard kunne her til formiddag fortælle til TV 2, at man endnu ikke kan fastlægge et motiv bag de to eksplosioner, og at der foregår en omfattende politiefterforskning.

3. Vicepræsidentdebat

Og så et hurtigt smut forbi den anden side af Atlanten, hvor den ganske bizarre valgkamp fortsætter. Det virkelig mærkelige ved denne valgkamp er, at intet betyder noget, samtidig med at alt er afgørende.

Lad mig forklare. Vi har de sidste måneder set, hvordan partikonventer, præsidentdebatter og selv attentatforsøg nærmest intet har ændret i meningsmålingerne. Intet virker til at betyde noget. Samtidig er meningsmålingerne så absurd tætte, at det meget vel kan vise sig, at de mindste marginaler kommer til at bestemme valgets udfald. Med andre ord: Alt kan være afgørende.

I nat var det så de to vicepræsidentkandidater, Republikanernes J.D. Vance og Demokraternes Tim Walz, der skulle debattere. Blandt kommentatorer var der her til morgen bred enighed om, at Vance klarede sig bedst. Men ifølge flere meningsmålinger, der blev foretaget kort efter debatten, var der tale om et uafgjort resultat. Ifølge CBS' måling fik Vance 42 procent, Walz 41 procent, og 17 procent mente, det var uafgjort. Den eneste mærkbare betydning af debatten virker til at være, at seerne kom ud af debatten med et mærkbart bedre indtryk af begge kandidater, end de havde før debatten.

Det kunne tyde på endnu en betydningsløs begivenhed i en valgkamp, hvor alt kan afgøre udfaldet.

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes