Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære læser

Ugens helt store historie er naturligvis krigen mellem Israel og Hizbollah, der eskalerer dag for dag. Krigen begyndte 8. oktober sidste år, hvor Hizbollahs nu afdøde leder Hassan Nasrallah traf det skæbnesvangre valg at bistå Hamas’ terrorkampagne mod Israel ved at lade det regne med raketter ned over det nordlige Israel. Det er siden blevet til cirka 8.000 raketangreb fra Libanon, der har resulteret i en intern fordrivelse af cirka 60.000 israelske indbyggere.

Hizbollah krævede, at Israel skulle indgå en våbenhvile med Hamas, før de ville indstille angrebene. Men den israelske regering lod sig ikke afpresse, og de sidste to uger har de svaret igen ved systematisk at likvidere størstedelen af Hizbollahs øverste lederskab (herunder Nasrallah selv), reducere militsens lagre af langtrækkende missiler og sabotere dens interne kommunikationskanaler.

Nu står vi så med det, mange har både ventet og frygtet: en israelsk landoffensiv i det sydlige Libanon, der begyndte i nat. I går meddelte Israel, at man vil foretage »begrænsede, lokaliserede og målrettede« operationer med landtropper syd for Litanifloden.

1. Landoffensiv i Libanon

Endnu er der ikke meget at berette om den faktiske landoperation i Libanon, der er i sin spædeste fase. Blot nogle ukonkrete udmeldinger fra IDF om »intense kamphandlinger«. Så lad os zoome lidt ud og se på, hvad der er på spil. Sidste gang Israel befandt sig på libanesisk land, var i 2006, hvor de også var i krig med Hizbollah. Konflikten varede blot en måneds tid. Eftertiden har kategoriseret denne korte krig som en sejr til Hizbollah – den eneste af slagsen, en arabisk hær har kunnet påføre Israel i landets 76 år lange eksistens. De efterfølgende 18 år har både Hizbollah og den israelske hær forberedt sig på næste gang, de to styrker skulle udkæmpe et slag.

Det bliver således særdeles interessant at se, om Israel kan fortsætte den stime af succesfulde operationer, de har udført de sidste to uger, eller om Hizbollahs frygtede lagre af missiler, komplekse tunnelsystemer og forsvarsværker vil vende krigslykken til deres fordel.

Noget kunne tyde på, at Hizbollahs kommandostruktur endnu ikke er kommet sig over de målrettede israelske angreb. Vi mangler stadig at se nævneværdige eksempler på deres sagnomspundne lagre af raketter, der estimeres at bestå af mellem 40-120.000 styk – verdens største beholdning for en ikkestatslig styrke. Det seneste døgn har kun budt på 15 mindre raketangreb fra Hizbollahs side, hvilket ikke ligefrem er imponerende. Til sammenligning angreb Hamas Israel med over 2.000 raketter 7. oktober sidste år.

2. Papirtigeren

Det er naturligvis alvorligt nok i sig selv, at Israel er ved at foretage en landoffensiv i Libanon, men hvad mange enten frygter eller forventer, er et opgør med Israels hovedfjende i regionen, Iran. Drabet på Nasrallah og den hurtige, effektive svækkelse af Hizbollahs organisation er en gigantisk ydmygelse for præstestyret, der har finansieret og brugt militsen som deres primære middel til at afskrække Israel fra at angribe landets atomfaciliteter. Folk er begyndt at omtale Iran som en papirtiger, altså som en styrke, der ser mere farlig ud på papiret, end den er i virkeligheden. Det er nok for tidligt at konkludere, men meget tyder på, at Iran ikke ønsker en direkte konfrontation med Israel på nuværende tidspunkt. Det kunne indikere, at de frygter ikke at kunne forsvare sig i tilstrækkelig grad. Dette øger kun Israels incitament til at angribe nu frem for senere.

Præstestyret i Teheran har i årtier været meget åbne om, at de ønsker Israel fjernet fra landkortet. Samtidig har de arbejdet målrettet for at blive en atommagt. Det siger sig selv, at Israel gerne vil hindre begge dele i at blive en realitet. Lige nu ser det ellers så frygtede Iran svagt og rådvildt ud. Deres forlængede arm i Libanon, Hizbollah, har fået gedigne tæsk på rekordtid, uden at præstestyret har kunnet komme dem til undsætning. Israel har advaret Iran om, at de vil skyde iranske fly ned, der forsøger at lande i Libanon med forsyninger til Hizbollah. Indtil videre har Iran ikke turdet gøre andet end at adlyde. Det er altså Israel, der på alle parametre har overtaget initiativet.

Kort sagt: Der har ikke været et tidspunkt, hvor en krig mellem Israel og Iran er mere sandsynlig end lige nu.

3. Slappe afsløringer

Nu skal det ikke alt sammen handle om landoffensiver og risiko for regionale storkrige. Dagens mere kulørte historie er den tidligere boganmelder og klummeskribent på Berlingske, Katherine Diez, der i januar blev afsløret i plagiat. Siden har hun været noget tavs, men udkommer i dag med en bog på People's Press, I egen barm, hvor hun angiveligt deler ud af alverdens saftige detaljer fra sit privatliv. Hun har tidligere været kæreste med den netop udnævnte socialdemokratiske energikommissær, Dan Jørgensen, og restauratør Adam Price. Sidstnævnte har på Instagram proklameret, at hans privatliv er blevet krænket – hvilket naturligvis kun har øget interessen for bogen.

Indtil videre har det dog været lidt slapt med de faktiske afsløringer, der er kommet ud. Kort opsummeret: Diez har måske/måske ikke sniffet kokain på Marienborg og har haft et misbrug, mens hun var sammen med Adam Price. Snork.

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes