Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

God eftermiddag, kære læser

Mange – herunder mig selv – har frygtet, hvilke konsekvenser det vil få for Ukraine at have Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus. Nu er han der, og vi får snart at se, om frygten har været begrundet.

Helt overordnet er der tre scenarier for, hvad Trump vil gøre i Ukraine. Det første er det, Trump selv har præsenteret: at han ville skabe fred i landet på sin første dag i embedet. Det har han som bekendt ikke gjort. Men det var næppe heller en af de udtalelser, der skulle tages helt bogstaveligt, og hans egne rådgivere har da også siden luftet muligheden for, at det nok snarere vil tage nogle måneder.

Den specifikke tidsramme er dog ikke så vigtig. Det afgørende er, at Trump i dette scenario relativt tidligt i sin embedsperiode sætter sig ned med Putin og Zelenskyj og på en eller anden måde får parterne til at enes om en fredsaftale, der formentlig vil indbefatte, at Ukraine veksler land for fred og dermed opgiver Krim og de østlige provinser, som russerne allerede kontrollerer. Det er ikke et scenario, særlig mange analytikere tror på. Hverken Ukraine eller Rusland har vist tegn på at ville forhandle.

Det andet scenario går på, at Trump vil tvinge Putin til forhandlingsbordet ved at straffe russerne økonomisk og styrke ukrainerne på slagmarken. Joe Bidens tilgang til krigen var en vag mellemposition, hvor han reelt lod ukrainerne udbløde langsomt. Her er håbet, at Trump vil lægge en mere konsekvent kurs, når han indser, at den eneste måde, man kan få Putin til at forhandle om fred på, er ved at styrke ukrainernes forhandlingsposition og tvinge Kreml til den erkendelse, at det ikke vil være muligt for Rusland at opnå sine politiske mål i Ukraine gennem militære midler.

Scenariet baserer sig på, at Trump udviser sin ypperste art of the deal-ekvilibrisme og anvender pisk, gulerod og sin berømte uforudsigelighed til at nå sit mål. Scenariet er en smule optimistisk, da det ikke rigtig harmonerer med de udtalelser, Trump selv er kommet med de sidste tre år, hvor han tværtimod har brokket sig højlydt over, hvor meget den militære støtte til Ukraine koster de amerikanske skatteydere. På den anden side er det nok den mest realistiske måde at få Putin til at forhandle på.

Det tredje scenario lyder, at Trump vil udfase støtten til Ukraine, hvilket vil medføre en permanent russisk overtagelse af Østukraine og Krim. Herefter vil Trump bebrejde europæerne, at det gik, som det gik. Hans budskab vil lyde, at det var europæernes konflikt, ikke amerikanernes, og at vi bare sad på hænderne og krævede, at storebror reddede os. Han vil i så fald have en pointe. De fleste europæiske lande har udvist en rystende tungnemhed de sidste tre år og er i høj grad at bebrejde, hvis Ukraine taber krigen. Dette er det mest pessimistiske, men nok også mest sandsynlige scenario, da det eneste, det kræver, er, at Trump intet foretager sig ud over at give alle andre skylden.

1. De første tegn

I går fik vi så de første antydninger af, hvad Trump vil stille op i Ukraine. På Truth Social truede han Rusland med sanktioner, hvis Putin ikke indgår en aftale snarest. Han beskrev desuden den russiske økonomi som kriseramt.

Så hvilket scenario passer denne udmelding bedst ind i? Det er for tidligt at sige noget entydigt, men umiddelbart passer det bedst med det optimistiske scenario, hvor Trump gennem pisk og gulerod svækker Ruslands forhandlingsposition. Alene det forhold, at Trump er begyndt at opfatte russerne som svage, er et godt tegn. Trump foragter svaghed.

2. »Århundredets største joke«

Apropos den europæiske indsats er der skidt nyt fra vores kommende ammunitionsfabrik, Krudten, der skal genåbnes i Elling. Efter to år er den ikke i nærheden af at være oppe at køre. Og nu kan Jyllands-Posten afsløre, at den danske stat kun har forpligtet sig til at købe 5.000 granater om året, den dag den står færdig. Det svarer til, hvad russerne i perioder har brugt på et halvt døgn i Ukraine. »Det er århundredets største joke,« er Jacob Kaarsbo, sikkerhedspolitisk analytiker og tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, citeret for i samme avis.

At Danmark efter to år fortsat ikke er i stand til noget så simpelt som at smide krudt ned i et metalrør og forsegle det, og at vi tilsyneladende går mere op i udbudsrunder, spareøvelser og sirlige bureaukratiske processer end vores egen sikkerhed, sender heller ikke ligefrem et signal hen over Atlanten om, at vi tager situationen seriøst.

3. Useriøse politikere

Hvad angår seriøsitet i dansk politik (eller manglen på samme), langer finansminister Nicolai Wammen (S) ud efter flere oppositionspolitikere i et interview med Berlingske, hvor han anklager især De Konservatives Mona Juul, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Danmarksdemokraternes Inger Støjberg for at forsøge at score billige politiske point midt i en historisk national krise, hvor selve Rigsfællesskabets territoriale integritet er udfordret.

»Jeg kunne ønske mig, at man på sådan et tidspunkt havde set, at der også i oppositionens rækker var flere statsmænd og -kvinder, end tilfældet har vist sig,« lyder Wammens hårde dom.

Til gengæld roser han SFs Pia Olsen Dyhr og De Radikales Martin Lidegaard for at have forstået situationens alvor og ikke stille urealistiske krav til regeringen, som de godt ved ikke kan indfries.

Tak for at læse med!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes