Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

God formiddag, kære læser

Klokken 18 dansk tid bliver Donald Trump svoret ind som USAs 47. præsident. Det markerer den formelle begyndelse på det, der har potentiale til at blive Danmarks største udenrigspolitiske krise siden Besættelsen.

Normalt tilfalder den titel muhammedkrisen i 2006. Og den var da slem nok. Da det for alvor brændte på dengang, følte vi os temmelig alene og svigtet af vores nærmeste venner og allierede. Men trods denne skuffelse skabte muhammedkrisen aldrig tvivl om Danmarks allianceforhold. Da den var overstået, fortsatte vi som hidtil. Lettere rystede, men uden at noget fundamentalt var ændret.

Trumps erklæringer om at få fingrene i Grønland er blevet udlagt som ren forhandlingsteknik. Og det kan da godt være, at det viser sig blot at være en kulørt måde at få os til at leve op til vores arktiske forpligtelser på. Men det kan også vise sig, at det er noget helt andet, der venter os. At vi går ind i en fremtid, hvor dansk sikkerhedspolitik står over for en eksistentiel krise, vi ikke har set, siden vi måtte lægge neutralitetspolitikken i graven i 1940erne. En fremtid, hvor det ikke længere tæller, hvor mange danske soldaters liv der blev ofret på slagmarkerne i Afghanistan eller Irak. Hvor årtiers dybe loyalitet med Washington ikke længere sikrer os hverken venskab eller lydhørhed.

Eller endnu værre: at vi går ind i en ny tid, hvor vores primære sikkerhedspolitiske alliance, NATO, går i opløsning. Alliancen er trods alt ikke mere værd end den gensidige tillid, der holder den sammen. Et porøst løfte om, at vi vil være der for hinanden, den dag det tæller. Er der tilpas tvivl om dette løfte, er der ingen forsvarsalliance.

Det kan også være, at vi nu går ind i en verden, hvor det ikke længere er Vesten, der kæmper for en nogenlunde regelbaseret international orden, i konflikt med de imperialistiske magter i Kreml og Beijing, der ønsker sig en verden, hvor magt er ret. Og at vi fra i aften befinder os i en ny virkelighed, hvor stormagter har frit spil til at tage de stykker land, de ønsker sig. En verden, hvor USA tager Grønland, fordi de kan, mens Rusland snupper en bid af Ukraine, og Kina sluger Taiwan.

1. En kold aften

Da det ser ud til at blive en kold aften i Washington – bogstaveligt talt – har Donald Trump besluttet at rykke ceremonien indenfor. Det er første gang, siden Ronald Reagan indledte sin anden præsidentperiode i januar 1985, at en tiltrædelse er fundet sted indenfor i The Capitol. Det er samtidig blot anden gang i historien, at en amerikansk præsident tiltræder sin anden præsidentperiode og erstatter en anden præsident på samme tid. Sidst det skete var i 1893, da demokraten Grover Cleveland blev svoret ind for anden gang og dermed erstattede republikaneren Benjamin Harrison.

Det vil også med stor sandsynlighed blive den tiltrædelsestale, hvor danske embedsmænd og politikere vil lytte mest intenst efter, hvad der bliver sagt. Over hele kongeriget er der bekymring for, hvad Trump mon kan finde på at sige. Aldrig tidligere har vi danskere haft mere på spil ved indledningen til en ny præsidentperiode.

2. Ramponeret eftermæle

Lidt overset i denne sammenhæng er præsident Joe Biden, der siden sommer har været det, man i USA kalder en lame duck: præsident af titel, men uden nogen nævneværdig magt. 53 år af sit liv har han brugt i amerikansk politik. Men når historiebøgerne en dag skal skrives, vil han med al sandsynlighed nøjes med at få tildelt rollen som parentes i den store fortælling om Trump.

Der har været nogle succeser under hans embedsperiode. Mest nævneværdig er hans CHIPS and Science Act fra 2022, som mange tvivlede på kunne føre til noget, men som i dag har sikret, at USA igen er storproducent af avancerede mikrochip og dermed mindre sårbar over for en kommende krig i Det Sydkinesiske Hav. Også hans Infrastructure Deal, der tildelte 1,2 billioner dollar til USAs nedslidte veje, havne og elnet, hører med på plussiden.

I sidste ende vil det hele dog stå i skyggen af, at han lovede at være et bolværk mod Trump. Et løfte, han ikke kunne holde. Hans manglende evne til at styre inflationen og holde migrationen under kontrol samt hans totale fravær af selverkendelse og hans bizarre beslutning om at fortsætte sit kandidatur, selvom alle kunne se hans accelererende alderssvækkelse, forseglede hans skæbne som en tragisk historisk parentes. I et interview i USA Today forleden har han dog selv forsøgt at redde resterne af sit noget ramponerede eftermæle.

3. Første fase

I Gaza er de første tre israelske gidsler i går blevet frigivet efter 471 dages fangenskab. Det sker som led i den nye våbenhviles første fase. Der er tale om Romi Gonen på 24 år, der blev kidnappet på Nova-musikfestivalen, britisk-israelske Emily Damari på 31 år, der blev kidnappet i sin lejlighed i kibbutz Kfar Aza, og Doron Steinbrecher på 31 år, der blev kidnappet fra samme kibbutz som Damari.

I alt står 33 gidsler til at blive frigivet i første omgang. Det er dog uvist, hvor mange af dem der fortsat er i live. Hamas har ikke oplyst nogen detaljer om deres tilstand. Fra israelsk side vil man til gengæld løslade cirka 1.900 palæstinensiske fanger, herunder adskillige med livstidsdomme for terrorhandlinger begået mod israelske civile.

Tak for at læse med!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes