Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godeftermiddag, kære læser

Dette er ugens sidste nyhedsbrev. Og hvilken uge! De to hovedpersoner har været Donald Trump og Elon Musk – et makkerpar, vi nok skal begynde at vænne os til, kommer til at stjæle mere af vores opmærksomhed de næste fire år, end de fleste af os ville have ønsket.

Elon Musk behøvede blot at skrive en enkelt kronik i Die Welt, hvor han bekendtgjorde sin støtte til det højrepopulistiske parti AfD, for at få landets politiske etablissement til at gå i baglås.

Erhvervs- og klimaminister, samt leder af partiet De Grønne, Robert Habeck, mente, at der var tale om et »frontalangreb« på det tyske demokrati. Mens den tyske regerings talsperson, Christiane Hoffmann, anså kronikken for at være en ydre indblanding i det tyske valg. Det er vel at mærke den samme regering, hvis øverste leder, Olaf Scholz, selv var ganske åbenmundet under det franske parlamentsvalg sidste år, hvor han udtrykte sin bekymring for, at Marine Le Pens Rassemblement National ville vinde valget.

1. Pinlige Europa

I går var Musk så i gang igen. På sit sociale medie X havde han inviteret AfDs partiformand, Alice Weidel, til en livestreamet samtale. Det lyder umiddelbart harmløst, men sådan har man på ingen måde opfattet det blandt tyske mainstreampolitikere eller i Bruxelles. Tværtimod. Igen flyver det rundt med anklager om valgindblanding. Og i Europa-Kommissionen er man endda ved at undersøge, om Musk måske har brudt EUs digital service act. Nærmere bestemt om Musk har givet AfD en konkurrencefordel frem mod det tyske valg i marts ved at booste samtalen mellem ham og Alice Weidel via Xs algoritmer.

Selvom der måske er en eller anden teknikalitet i EUs stadig mere komplicerede it-regulering, der kan være brudt, forekommer det hele en smule fjollet. Robuste, sunde demokratier burde ikke føle sig truet af, at en amerikansk milliardær har en samtale med en europæisk politiker, uanset hvor kontroversiel hun end er, hvor rig han er, eller hvor mange der ser med. Det er et åreforkalket, rådvildt og usikkert politisk system, der i mødet med en offentlig debat, de ikke selv er herre over, reagerer med servitutter og paragraffer.

Det har med andre ord været en meget pinlig uge for Europa, hvis ledere har ladet sig drive rundt i manegen som en flok galpende søløver af et par tweets, en kronik og en livestreamet samtale, der viste sig at være lidt løs, småkaotisk smalltalk.

2. Bestukket med Beefstouw

Ugens helt store historie har naturligvis været grønlandskrisen. I går aftes var alle partiledere indkaldt til orienteringsmøde i Statsministeriet. Flere fra den borgerlige opposition, samt Enhedslistens Pelle Dragsted, havde forud for mødet kritiseret regeringen for ikke at have meldt mere klart ud om Danmarks position.

Efter mødet var der stadig nogle kritiske miner. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt efterlyste, at den danske regering førte en mere kontant linje over for den grønlandske regering, mens Danmarksdemokraternes Inger Støjberg mente, at statsminister Mette Frederiksen virkede »rystet« over situationen. Hun kaldte det desuden en »underlig prioritering«, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) havde været på ferie i Thailand, når nu Trump allerede før jul udtrykte interesse for Grønland. Det er dog uvist, hvad Løkke skulle have gjort, såfremt han var blevet hjemme, og hvad det skulle have ændret ved noget.

Det er samtidig kommet frem, at Donald Trump Jr., der var på besøg i Nuuk tidligere på ugen, havde bestukket de grønlændere, der lod sig fotografere sammen med ham iført MAGA-hatte. Prisen var tilsyneladende en frokost på Hereford Beefstouw. Ifølge Ekstra Bladet og DR er flere af de lokale grønlændere, der optrådte på billedet med Junior, hjemløse og socialt udsatte, der ofte er at finde ude foran Brugsen i Nuuk.

3. 90er-skrald genbesøgt

Nu er weekenden snart over os, og personligt tænker jeg at holde en lille pause fra højrepopulister og grønlændere. I stedet vil jeg prøve at se den nye, anmelderroste dokumentar på Netflix om det måske værste skraldeprogram i tv-historien: Jerry Springers talkshow i 1990erne.

Jeg så programmet fra tid til anden som dreng og husker det som et grotesk, nærmest surrealistisk orgie af menneskelig vulgaritet. En parodi på ens værste forestillinger om USA. Det var ofte svært at regne ud, om det var virkeligt, når en mand insisterede på, at han var gift med sin hest, eller når en jøde og et Ku Klux Klan-medlem kom op at slås på scenen.

Det var ekstremt usselt, men også underligt dragende. Man havde altid en dårlig fornemmelse i kroppen, når man havde set The Jerry Springer Show, som var det et måltid junkfood, man havde spist alt for hurtigt. Så det vil jeg gerne genbesøge.

Tak for at læse med og god weekend!

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes