Dagen ifølge Søren K. Villemoes

Godeftermiddag, kære læser

Jeg havde næsten glemt, hvordan det fungerer i praksis, men i går blev vi alle mindet om, hvordan Lars Løkke Rasmussen håndterer kriser og pinlige pressehistorier. For folk, der ikke kan huske det, eller for folk der er nye i politik, kunne man mandag aften bevidne en særegen form for krisehåndtering, som det vel kun er Løkke, der for alvor mestrer.

Tidligere har kriserne omhandlet meget konkrete ting som eksempelvis underbukser og jakkesæt købt for Venstre-penge (2014) og ekstremt dyre flyrejser på 1. klasse (GGGI-skandalen i 2013). Det var til at forstå. Denne gang er det lidt sværere, da ingen endnu har forklaret, hvad den verserende skandalesag går ud på. Hvad vi dog ved, er, at medarbejdere hos Moderaterne på Christiansborg har indsendt et brev til Arbejdstilsynet, hvor der blandt andet klages over mobning og sexisme. På en eller anden kringlet facon skulle den nyudnævnte minister for digitalisering, Caroline Stage, også være indblandet, omend det ikke står klart hvordan. Men tirsdag formiddag har hun i hvert fald givet en undskyldning til partiets medarbejdere.

1. Klassisk Løkke

Alt det skulle Løkke have styr på hurtigt og effektivt. Og det gjorde han på klassisk Løkke-manér. Først tog de et ni timer langt møde hos Moderaterne. Vi ved ikke, præcis hvad der er foregået her, men jeg tillader mig et par gæt. Personligt har jeg aldrig været til et så langt møde, men mon ikke, at alle har været øre i hovedet og temmelig udmattede, da det nærmede sig sin afslutning? Med andre ord har folk formentlig været i den perfekte sindstilstand til, at Løkke kunne binde den afsluttende knude på hele sagen, som de fleste næppe orkede at diskutere yderligere og helst så afsluttet. Og så kunne han gå ud til den tålmodigt ventende presse.

Her fulgte endnu et par klassiske Løkke-tricks: først en masse retorisk akrobatik, der skabte forvirring omkring alle spørgsmål og de dertilhørende svar, lidt afmålt vrede mod de sensationslystne journalister og alle deres dumme spørgsmål, og så en afvisning af vigtigheden af at gå op i kringlede detaljer omkring, hvem der vidste hvad hvornår, når det afgørende som bekendt er at se fremad og være løsningsorienteret.

Sidst vi så Løkke håndtere pressen på denne måde, var i 2013 under GGGI-sagen (den med de dyre flyrejser), hvor han holdt et 3,5 timer langt pressemøde. Til sidst var det journalisterne, der var så trætte og øre i hovedet, at de bare gerne ville lukke sagen, komme hurtigt hjem og aldrig høre om GGGI igen. Nu må vi se, om det også har virket denne gang. Noget kunne dog tyde på, at det ikke helt har været nok til at dæmpe gemytterne i partiet.

2. Et risikabelt eventyr

De sidste uger har Ukraines overraskende invasion af Kursk-regionen i Rusland fået en del opmærksomhed. Operationen har taget landets allierede på sengen og medført en ny, udvidet accept af, hvad man tillader ukrainerne at bruge de vestligt donerede våben til. Den har også skabt en forøget optimisme og gejst blandt soldaterne og den ukrainske befolkning. Men alt imens Ukraine overtager bidder af Rusland, ser situationen i Østukraine tiltagende sort ud.

Her skrider russerne gradvist, men sikkert frem. Faktisk er deres fremrykninger de hurtigste, vi har set siden krigens første dage. Og nu er der kun et enkelt ukrainsk forsvarsværk tilbage, der skærmer de russiske styrker fra byen Pokrovsk i Donetsk.

Lige nu er der en udbredt undren både blandt vestlige analytikere og russiske militærbloggere. Ukraine har de sidste uger ikke vist nogen nævneværdig vilje til at styrke forsvarslinjerne i dette område, men har lavet hastige tilbagetrækninger. Skyldes det, at man har brugt de tilbageværende, sparsomme og vitale ressourcer på det besynderlige eventyr i Kursk? Eller har man en eller anden smart plan, måske endda en fælde, som man prøver at lokke russerne i?

Det er endnu for tidligt at konkludere noget endegyldigt, men hvis forklaringen er førstnævnte, kan Kursk-operationen vise sig at blive en meget kostbar affære for det i forvejen hårdt pressede land.

3. Dyre billetter

I sidste uge udbrød der eufori blandt folk, der var unge i 1990erne. Poprockbandet Oasis var blevet gendannet og annoncerede en række koncerter til næste år. På de sociale medier strømmede det ud med glæde, og pludselig var deres over 30 år gamle album Definitely Maybe tilbage i toppen af de britiske hitlister. Men her en uge efter er en stor del af euforien blevet erstattet af vrede. Det skyldes, at priserne på deres koncerter har vist sig at være meget højere end forventet.

Eksempelvis oplevede irske fans, at de skulle betale 415,50 euro for billetter, de troede var sat til salg for 86,50 euro. Efter at have tilbragt flere timer i en onlinekø måtte britiske fans erkende, at de skulle betale 337,50 pund plus gebyr for billetter, som de troede ville koste 135 pund.

Det er det evigt udskældte firma TicketMaster, der bebrejdes. Firmaets ganske smarte trick er at indrette billetpriser ud fra efterspørgslen, hvilket giver en mere retvisende prissætning, men samtidig tager de al skylden, når fansene er vrede, mens kunstnerne, der blot kunne have insisteret på én flad pris, kan sidde i ro og mag uden at mærke det skummende raseri.

Men denne gang er det ikke sikkert, at dette snedige system fungerer. Opmærksomheden er så stor på Oasis, at sagen er blevet bragt op i det britiske underhus, hvor dets formand, Labour-politikeren Lucy Powell, har delt sin frustration over den eksorbitante billetpris, hun har betalt. Politisk ordfører for Liberal Democrats, Jamie Stone, har krævet en officiel undersøgelse i Storbritannien. Og det irske medlem af Europa-Parlamentet, Regina Doherty, har krævet en lignende i EU.

Endnu har folk ikke helt regnet ud, at det faktisk er Gallagher-brødrene, der naturligvis har indgået aftalen med TicketMaster og har udsigt til at tjene styrtende på det prissystem, de selv har godkendt. Men det kan jo være, at tiøren på et tidspunkt falder.

Med venlig hilsen
Søren K. Villemoes

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.