Godformiddag, og velkommen til en uge, som er en fuld, bloody arbejdsuge, fordi et geni i regeringen fik den idé, at det at fratage danskerne en af deres elskede forårsfridage og begrunde det med noget med Ukraine og Putin nok var den helt rigtige måde at begynde et nyt regeringssamarbejde på. Regeringspartiernes meningsmålinger har været i frit fald siden.
Ukraine er formentlig bedre hjulpet på andre måder end at lade vrangvillige danskere knokle på en dag, hvor de hellere ville gå i kirke, spise kardemommeholdigt hvedebrød eller spille boccia i sommerhuset.
Det bringer os til dagens første historie.
1. Hjælp til Ukraine kan blive en gamechanger
Afstemningen sent lørdag aften i Repræsentanternes Hus, der gav et solidt flertal for en hjælpepakke med militær bistand til Ukraine for godt 60 milliarder dollar, vil være helt afgørende for krigens videre forløb. Forstået på den måde, at hvis hjælpen ikke var blevet bevilget, ville den russiske offensiv i det østlige Ukraine, der allerede er i gang, ikke kunne standses, og Ukraine ville på blot lidt længere sigt tabe krigen.
Nu er der i det mindste et håb om – men ingen garanti for – at udviklingen kan vendes. Det, ukrainerne mangler allermest, er ammunition, især artillerigranater, og luftværnsmissilsystemer. Når først Senatet har godkendt Husets hjælpepakke, hvilket menes at ske allerede tirsdag eller onsdag, og Biden har underskrevet bevillingen, kan de første leverancer af militært udstyr, først og fremmest ammunition, være ukrainerne i hænde allerede i løbet af en uge, siger Pentagons pressechef, general Patrick Ryder, til The New York Times.
Ammunitionen befinder sig allerede på lagre i Tyskland og Polen, og herfra er det nemt at transportere med tog til Ukraine. For øjeblikket er de russiske styrker i stand til at affyre seks til syv artillerigranater, hver gang ukrainerne kan affyre én, sådan som jeg beskrev det i en artikel i avisen i sidste uge, ja, på nogle frontafsnit er forholdet ti til en, så leverancerne er yderst tiltrængte.
Om de så kommer tidsnok til at hindre russerne i at indtage deres næste større mål, den højtbeliggende by Tjasiv Jar i Donbas-regionen, er stærkt tvivlsomt; de russiske styrker står allerede i udkanten af byen. Indtager russerne Tjasiv Jar, vil de have meget lettere ved at rykke frem mod den del af Donbas, der stadig holdes af ukrainske styrker.
Hvad angår luftværnsraketter, er tidshorisonten lidt anderledes. Her regner Pentagon med, at de kan være fremme og gøre en afgørende forskel sidst i maj, måske begyndelsen af juni. Indtil da kan ukrainerne forvente et stigende antal russiske luftangreb mod Ukraines kritiske infrastruktur, byer og frontstillinger.
Afstemningen i Repræsentanternes Hus ventes også at få politiske konsekvenser hjemme i USA. Et flertal af republikanerne i Huset, 112 parlamentarikere, stemte faktisk imod hjælpen til Ukraine – og nogle af dem har bebudet en mistillidsafstemning mod Husets formand, Mike Johnson. Den vil han kun kunne vinde, hvis Demokraterne beslutter sig for at støtte ham – eller i det mindste undlade at stemme. Hvilket er meget sjældent set i amerikansk politik. Spændende tider – i Ukraine og USA.
2. Havvindenergi »bedre end olie«
Dansk politik er noget mere konsensuspræget, i alt fald hvad angår udbygningen af den danske havenergi. Alle partier i Folketinget på nær Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige indgik i maj sidste år en politisk aftale, hvor rammerne for udbud i den danske havvindenergisektor blev fastlagt, og i dag, mandag, skød klimaminister Lars Aagaard (M) så en kæmpemæssig udbudsrunde i gang.
Samlet udbydes seks gigawatt havvind fordelt på seks havvindmølleparker – til sammenligning har de nuværende havvindmølleparker en kapacitet på i alt 2,7 gigawatt. Hvis vinderne af udbuddet udnytter arealerne fuldt ud, er der potentiale for produktion af ti gigawatt – hver gigawatt svarer til en million husstandes forbrug.
»Når vi rammer 2030, kan vi producere så meget grøn energi i Danmark – både på havet og på land – at vi kommer til at producere mere grøn energi på elsiden, end danskerne forbruger,« forudser Lars Aagaard i et interview med Berlingske.
»Vi har udlagt en tredjedel af det danske søterritorum til, at man kan bygge energianlæg på det. Det er ret meget. Og det er potentielt årlige indtægter i milliardklassen, vi taler om her,« tilføjer ministeren.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har udtalt til Børsen, at hav og vind er »fremtidens olie«. Aagaard kalder det »bedre end olie. Fordi olie slipper op, men blæsevejret, tror jeg, bliver ved«.
Det hele forudsætter, at der kommer nogle bud. I Storbritannien endte et udbud i september sidste år med nul ansøgninger. Vi får se.
3. Der må være en Kant
Udnyttelsen af havvind til energiformål har altså evighedens perspektiv. Det samme kan siges om tyske Immanuel Kant, en af oplysningstidens fremmeste filosoffer, der satte fornuften i højsædet, »evnen til at finde middelvejen mellem skepsis og dogmatisme, mellem ikke at tro på noget og blindt følge tendenser«, som Lea Ypi, albansk-britisk professor i politisk teori på The London School of Economics, formulerede det i et essay i Financial Times i weekenden.
Kant blev født i dag for 300 år siden i Königsberg, dengang Østpreussens hovedstad, siden Anden Verdenskrig erobret af Sovjetunionen, nu Rusland, under navnet Kaliningrad.
Kant levede en højst regelmæssig tilværelse, beskrevet lettere ironisk af digteren Heinrich Heine: »Han stod op, drak kaffe, skrev, forelæste, spiste, gik en tur, alting på samme tidspunkt, hans naboer vidste, at klokken var præcis 3.30 om eftermiddagen, når Kant trådte uden for sin dør med sin grå jakke og den spanske stok i hånden.«
Han forlod aldrig fødebyen Königsberg og ligger da også begravet ved byens domkirke – kirken og gravmonumentet er de eneste bevarede rester af den fordums preussiske hovedstad.
Kant skulle være hyldet ved et stort internationalt symposium i Kaliningrad, men det blev på grund af Ukrainekrigen flyttet til Berlin. Det nuværende Putin-Rusland nærer ikke store tanker om ham. »Kant har en direkte forbindelse med det globale kaos, den globale omstrukturering, vi står over for nu,« som den russiske guvernør over Kaliningrad-regionen, Anton Alikhanov, har udtalt det. Så ud over Ukraine og Vesten er Putins Rusland nu også i krig med oplysningstiden!
Herfra vil vi ikke undlade at kippe med hatten og sige med Kant: Sapere aude! (Vov at vide, eller lidt løsere oversat: Hav modet til at være klog!)
Og det var alt for denne mandag. Med forhåbentlig gensyn i morgen,
Ole Nyeng
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
