Dagen ifølge Nikolaj Arve

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I går aftes havde Thomas Vinterbergs nye tv-serie, Familier som vores, premiere på TV 2, og den får overvejende god kritik, også her i avisen, hvor Johannes Fogtmann kalder den Vinterbergs »mest betydningsfulde værk« siden Festen.

Skulle der sidde en enkelt læser derude, som endnu ikke har set med, så er plottet, at en handlekraftig statsminister beslutter sig for at lukke Danmark – bogstaveligt talt, ikke på coronamåden – fordi hele landet simpelthen er ved at drukne. I første episode får nogle velhavende typer med insiderviden (altså familier som vores) derfor travlt med at sælge deres godser og villaer i Hellerup til intetanende stakler for at få cool cash i lommerne.

Men hvor realistisk er det egentlig, spørger TV 2 selv i en artikel. Det højeste punkt i Hellerup er åbenbart 25 meter over havoverfladen, og så store stigninger vil vi ifølge artiklen først opleve »om måske 10.000 år i et højt udledningsscenarie«.

»Det kan for nogle virke som en fjern fremtid,« konstaterer TV 2.

Hos Berlingske har anmelderen mere svært ved at tro på sidehistorien om en lille dreng, der midt i det hele er blevet opdaget af fodboldklubben Liverpool: »Jeg tror simpelthen ikke på, at der rejser britiske talentspejdere rundt i et kaosramt Europa, hvor mindst to lande er på vej til at forsvinde fra Jordens overflade.«

En fair indvending, vil jeg mene. Også selvom Liverpools stadion faktisk ligger 66 meter over havoverfladen.

Velkommen til dagens nyhedsbrev.

1. 24 argumenter for en Trump-sejr

Jeg modtager selv en grotesk mængde nyhedsbreve hver dag. De fleste lider en ganske ulæst skæbne, men enkelte læser jeg altid. Det gælder naturligvis dette nyhedsbrev, men også meningsmålingsguruen Nate Silvers såkaldte Silver Bulletin. For hvem pokker vinder det valg i USA om ganske få dage?

Søndag opregnede Silver intet mindre end 24 forskellige argumenter for, at Trump kan løbe med sejren: Kamala Harris har valgsystemet imod sig; amerikanerne er stadig sure over inflationen; Harris har ikke givet en god forklaring på, hvorfor hun har ændret holdning til mange emner, og så videre og så videre.

Mest sigende var dog punkt nummer 24, som slet og ret lød: »Harris har kørt på vibes og har ikke formået at formulere en klar vision for landet. Det kunne have været en god strategi, hvis det fundamentale var til hendes fordel, men det er det ikke.«

Valget er dog stadig så tæt, at alt kan ske, som klicheen lyder. Og alle kneb hives frem fra arsenalet: Senest har Donald Trump eksempelvis været i praktik som pomfritsteger på en McDonald's i Pennsylvania.

Formålet? At så tvivl om Kamala Harris' historie om, at hun engang selv har arbejdet på McDonald's.

Jeg har i øvrigt aldrig arbejdet på McDonald's, men jeg håber, at de normalt håndterer mine pomfritter bedre end Trump.

2. Mandens byrde

I kronikken i dagens Politiken spørger en psykolog ved navn Frej Prahl om, hvordan vi kan få sexfrivillighed i det »frivillige fangenskab«, som ægteskabet åbenbart er?

Det viser sig nemlig, at 32 procent af alle mænd har lyst til sex dagligt, mens det kun gælder 9,4 procent af kvinderne. Spørgsmålet er derfor ifølge Prahl, om mænd i seksuel henseende betaler en højere pris for monogamiet end kvinder?

»Kvinders mentale byrder er blevet anerkendt og har været en del af den offentlige samtale længe,« skriver han. »Men hvad med den seksuelle byrde? Er det mandens kors?«

Det tror han.

3. Kujon eller helt?

I sidste uge blev Hamas-lederen Yahya Sinwar som bekendt dræbt af en israelsk soldat efter mere end et år i skjul. Det har vi skrevet en del om her på avisen i løbet af weekenden. Blandt andet kalder Martin Krasnik det »en historisk mulighed« for at finde en løsning på konflikten.

Hos The Washinton Post spørger de i dag, om det måske var en fejl at frigive optagelserne af Sinwar, der siddende i en stol i murbrokker kaster en pind efter en drone? For viser optagelserne en »kujon«, som israelske kommentatorer mener? Eller viser de en »trodsig« kriger, der bruger sine sidste kræfter at kæmpe imod overmagten?

Ifølge avisen vinder den sidste fortælling nemlig frem flere steder i den arabiske verden. Det samme kan man opleve på de sociale medier.

Men som min kollega Søren K. Villemoes syrligt bemærker på X: »Når man altid taber på slagmarken, så er heroisk død og glorværdige nederlag det eneste, man har tilbage. [...] Det er en taberfetish.«

Det var alt for i dag. God mandag!

Venlig hilsen
Nikolaj Arve