Torsdag. Bidens smil, Trumps »false flag«-operation og modige mænd bag lukkede døre. Her er …
Dagen ifølge Nikolaj Arve
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Jeg havde næsten glemt, hvor forpustende det var at leve i Donald Trumps verden fra valgsejren i november 2016 og frem til stormen på Kongressen i januar 2021. En verden, der mest af alt mindede om et gigantisk realityshow, som hver dag bød på afsindige plot twists, elastiske spilleregler og en evig strøm af nye enfants terribles, som ingen fiktionsforfatter med troværdigheden i behold kunne have fundet på.
Man kunne ikke klare mere, og man kunne heller ikke lade være med at stirre på skærmen. Dag efter dag. Efter dag.

Og nu er vi for alvor tilbage i denne verden.
Så selvom dette nyhedsbrev sagtens kunne fyldes med en masse andre spændende sager – Rasmus Jarlovs »mistanke« mod Mette Frederiksen i Elbit-skandalen, den »ubehagelige« Afghanistan-udredning eller den hastigt voksende regning for en tidligere pensionsalder – så kan jeg ikke rigtig fokusere på andet end det, der er sket i USA det seneste døgn.
Efter en lille uges honeymoon er der nemlig begyndt at vise sig flere problemer med gearet i den brugtvogn, som de amerikanske vælgere lige har købt. Hvem skulle have troet det?
Velkommen til torsdagens nyhedsbrev.
1. Gaetz? Gisp!
Der gik angiveligt et højlydt »gisp« gennem den republikanske forsamling i Repræsentanternes Hus, da det sent i går kom frem, at Donald Trump vil gøre en af deres kollegaer, den kontroversielle Matt Gaetz, til justitsminister.
I længere tid har Gaetz nemlig været genstand for en større undersøgelse i Huset efter anklager om sex med en mindreårig, brug af ulovlige stoffer og vennetjenester. Han var også en af de få politikere, der i 2021 stemte imod at give en hædersmedalje til de politifolk, der forsøgte at standse stormen på Kongressen. Og så kan man høre ham omtale Trump som »the big guy« i Christoffer Guldbrandsen-dokumentaren A Storm Foretold fra 2023.

Altså en ægte Trump-loyalist, som samtidig er hadet af mange af sine kollegaer, efter at han tvang Kevin McCarthy af posten som speaker i Huset. Hør bare, hvordan hans partifælle Max Miller fra Ohio reagerede på nyheden: »Gaetz har en større chance for at spise middag med Dronning Elizabeth II [som er død] end at blive godkendt af Senatet.«
Og der er ganske rigtigt allerede flere senatorer, som stiller sig på bagbenene ved udsigten til Gaetz som justitsminister. Så mange faktisk, at NBCs politiske analytiker Chuck Todd ligefrem spekulerer i, at der kan være tale om en såkaldt »false flag«-operation fra Trump, hvor planen er, at Gaetz skal få hvem som helst til at se »normal« ud, når han uundgåeligt ender med at trække sig.
Skørt, ik'?
Indtil videre har Gaetz i hvert fald fået Trump til at se helt normal ud. Og det er da også lidt af en bedrift.
2. Bag lukkede døre
I det hele taget forsøger de grå hjelme i Senatet lige nu at flekse en lille smule med de sparsomme muskler, selvom Trump med et flertal i begge kamre og højesteret nu kræver total loyalitet fra sine fodfolk.
I går skulle senatorerne vælge deres leder, og der var ingen tvivl om, hvem Trump foretrak: Rick Scott fra Florida.
Men i stedet valgte de den 63-årige John Thune fra South Dakota, »Mitch's boy«, som Trump tidligere har kaldt ham med henvisning til forgængeren Mitch McConnell. Thune har flere gange tidligere været i clinch med Trump, som har svaret igen ved at kalde ham svag og erklære hans »politiske karriere slut«.

Offentligt har Thune godt nok lovet at stå bag Trump, men som den politiske kommentator Chris Cillizza gør opmærksom på, så er det en anden sag, når kameraet er slukket:
»Republikanere er MEGET mere villige til at bryde med Trump bag lukkede døre og beskyttet af en hemmelig afstemning, end de er offentligt,« skriver han i sit nyhedsbrev.
»Denne afstemning er endnu et bevis på denne kløft.«
Modigt.
3. Velkommen, hr. Trussel
I går var også dagen, hvor gamle Joe Biden tog imod den »eksistentielle trussel« Donald Trump i Det Hvide Hus. En noget akavet affære efter en valgkamp, hvor Demokraterne har sammenlignet den nye præsident med Hitler og kaldt ham fascist, mens Republikanerne har svaret igen med nogenlunde lige så pæne ord om Harris.
Men »politik er hårdt«, som Trump sagde, inden han med et helt straight face fortalte, hvor glad han er for udsigten til en »smidig overgang« i Det Hvide Hus denne gang.

Og Biden? Han smilede bare løs, som havde han fået skåret sine mundvige op af Batman-skurken Jokeren.
Et smil, der mindede mig om, hvor relativt afdæmpet og selvkritisk Demokraterne faktisk har reageret på nederlaget denne gang (selvom enkelte har barberet håret af, spreder konspirationsteorier eller er gået i »sexstrejke«).
Men nu skal de også kun sove 1.528 gange mere, før de igen vågner til en verden uden Trump.
Måske.
**
Her til sidst vil jeg bare lige takke de læsere, der har skrevet til mig på narv@weekendavisen.dk med både ris og ros. Det er meget værdsat, også selvom jeg ikke altid er enig. I går var der nogle stykker, som efterspurgte lidt mere alvor i nyhedsbrevet, blandt andet Nicole Lassen, som mente, at jeg omtalte klimaet på »en upassende måde«, da jeg skrev, at ingen rigtig går op i klimaet, før det bliver konkret. Så hun får i dag det sidste ord:
Det er ikke kun forkert, det er også en farlig sætning. Med Weekendavisen i ryggen skaber du en konsensus om, at det er i orden ikke at forholde sig til klimaet. Med den målgruppe, I har på jeres avis, synes jeg imidlertid ikke, at det er i orden, at denne privilegerede og veluddannede klasse ikke forholder sig til klimakrisen. Klimakrisen er vores tids største udfordring, og det klæder ikke en ung journalist eller et seriøst medie som Weekendavisen at omtale det på en sådan måde. Bedre bliver det ikke, når du efterfølgende skriver som kommentar til Lars Aagards bemærkning (»Må vedkommende så dø af sult?«): »Dét ville i hvert fald være godt for klimaet.« Kæden hopper af. Det er ikke sjovt. Folk dør i massevis grundet klimaforandringerne, og det rammer som oftest de mindst privilegerede. De fattigste, kvinder og børn. Jeg håber, du vil tænke over det en anden gang.
**
Det var alt for i dag. Vi ses i indbakken igen i morgen.
Venlig hilsen
Nikolaj Arve
Del:
