Fredag. Et »ikkevoldeligt« oprør mod Musk, Trumps halvering af forsvarsbudgettet og et »soleklart« regnestykke. Her er ...
Dagen ifølge Nikolaj Arve
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Lad mig indlede ugens sidste nyhedsbrev med en god nyhed: Det er alligevel ikke udtryk for en »småracistisk tendens«, hvis man kritiserer den indiske økonom Arindam Banerjee, som underbygger det 400 milliarder kroner store regnestykke i DRs kryolitdokumentar.
Det kunne statsradiofoniens chefredaktør, Thomas Falbe, som ellers var ophavsmand til denne anklage, berolige snart sagt hele Danmarks økonomstand (og os andre) med i gårsdagens udgave af B.T.s podcast Q&CO.

»Dét skulle jeg nok ikke have sagt på den måde,« lød det fra Falbe, som har forsvaret dokumentaren med næb og kløer i dagevis.
I går måtte han dog pludselig se sin chef, nyhedsdirektør Sandy French, erkende flere mangler i dokumentaren på sådan en lidt DR-kryptisk måde, hvor hun egentlig mest beklager, at seerne har misforstået formålet med dokumentaren, som var at »skabe en debat«.
»Det er der ingen, der er mere ærgerlig over end jeg,« sagde hun i en pressemeddelelse fra DR.
Måske lige bortset fra alle os andre.
1. En »soleklar« sag
Nå, jeg beklager, men vi bliver altså i første omgang ved kryolitten. Nu undsiger den sidste danske økonom, der medvirker i dokumentaren, nemlig også regnestykket med de 400 milliarder. Det skriver Berlingske i hvert fald om et interview med Lise Lyck, der i dokumentaren præsenteres som ekspert i Grønlands økonomiske og politiske udvikling.
Men selv blev jeg blot endnu mere forvirret af at læse interviewet. Først siger Lyck nemlig, at tallet måske er »større end de 400 milliarder kroner«, men at hun ikke har udtalt sig om det. Senere bliver hun så spurgt, om det er rigtigt, når DR skriver, at hun mener, at omsætningstallet giver et godt billede af værditilførslen til Danmark?
»Nej, det har jeg aldrig sagt,« svarer hun. »Og det kommer jeg heller ikke til. Jeg har sagt, at de 400 milliarder kroner er omsætningen i den periode regnet om til nutidskroner.«

Men så gik jeg tilbage og hørte det lettere ophidsede interview, Lise Lyck gav til P1 i mandags. Her slår hun først fast, at sagen er »soleklar«, fordi det var danske arbejdere, danske skibe og dansk materiale, der blev brugt i minedriften.
»Det er derfor, man bruger omsætningstallet her. Og det gør man internationalt, vil jeg sige. Og så går man ind og siger, at det giver et meget godt, præcist udtryk for den værdi, der er blevet skabt, og den er bare ikke tilfaldet Grønland,« siger hun i P1.
Senere gentager Lyck budskabet: »Det er nok et af de mest klokkeklare eksempler, man kan finde internationalt på en koloni og en stats sammenhæng, hvor man kan gøre op og sige: Omsætningstallet giver et meget præcist udtryk for tingene.«
Og én gang til: »De aktiviteter, der har fundet sted, har de fundet sted i Grønland? Nej. Har de fundet sted i Danmark? Ja. Og det er derfor, at omsætningstallene giver et meget mere præcist indtryk. De giver nemlig et udtryk for den faktorindkomst, der er blevet skabt. Og det er i og for sig det, som ligger i de der 400 milliarder.«
Nu er jeg i hvert fald forvirret på et højere plan. Er der nogen, der kan forklare mig, hvad Lise Lyck mener?
2. Halvér forsvarsbudgettet!
Donald Trump vil have NATO-landene til at bruge fem procent af BNP på deres militær. Det er vist ikke gået nogens næse forbi. Men der er åbenbart ét land, som kan nøjes med mindre: USA selv. Sent i går aftes sagde Trump nemlig pludselig, at han ønsker at halvere USAs forsvarsbudget, som lige nu ligger omkring 3,5 procent af BNP, når der er »kommet ro på«:
»Et af de første møder, jeg vil have, er med præsident Xi fra Kina og præsident Putin fra Rusland. Og jeg vil foreslå, at vi halverer vores forsvarsbudgetter,« sagde han i Det Ovale Værelse.

»Der er ikke nogen grund til, at vi bruger næsten en billion dollar på forsvaret.«
Urealistisk? Mon ikke.
Men man ved aldrig med Trump. Og hvis vi lige leger lidt med ideen, så betyder det jo faktisk, at Europa nu virkelig har en chance for at ændre en smule på balancen i NATO (og verden).
»USA er med andre ord på vej ud ad en sti, der rummer potentialet til at undergrave dets egen rolle i verden,« som Rasmus Mariager skrev her i avisen tidligere i år.
Desværre er Xi og Putin næppe på vej ned ad den samme sti.
3. Et »ikkevoldeligt« oprør mod Musk
Vi slutter hos Anders Morgenthaler, som er fanget i et frygteligt dilemma: Han ejer en Tesla og var engang en »grotesk Taylor Swift-agtig fanboy« for Elon Musk. Men nu foragter han sit gamle idol, det »ondskabsfulde væsen«, efter dennes forlovelse med Trump.
Det fortalte han i går i Aftenshowet.
Morgenthaler har dog ikke råd til at skaffe sig af med sin Tesla, så i stedet har han fremstillet 1.000 klistermærker, hvor der står: »ELON SUCKS«. Dem kan man købe for bare 75 kroner og klistre på sin Tesla. Og det er ikke bare sjov og spas. Det kan ødelægge Elon Musk.
»Hvis du kommer nedefra og skaber noget, og du ødelægger et brand ... det er det værste, et brand overhovedet kan opleve. Så folk kan grine, men der er sådan et tipping point, som er, at hvis du når cirka 3,5 procent af en forbrugergruppe eller en befolkning i et ikkevoldeligt oprør, så kan du faktisk ødelægge alt for dem,« forklarer Morgenthaler, så man ikke helt forstår, om han joker eller mener det dødsensalvorligt.
Så løfter han pegefingeren og konkluderer, at han nu kun »er 750 [klistermærker] fra at ødelægge Teslas brand i Danmark«. Og så smiler han endelig.
Ondt.
Det var alt for denne gang. I næste uge overtager Aske Munck nyhedsbrevet. Det glæder jeg mig til at læse!
God weekend derude.
Venlig hilsen
Nikolaj Arve
Del: