Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Folk flygter åbenbart i massevis fra X efter Elon Musks omfavnelse af Donald Trump, skriver Ekstra Bladet. Denne gang til noget, der hedder Bluesky.

Sådan lidt ligesom dengang alle skiftede til Mastodon. Eller Threads. Eller Google+. Eller Truth Social for den sags skyld.

Måske nogen ligefrem kan huske dengang, hvor alle forsøgte at få adgang til det »eksklusive« sociale medie Ello? Ja, selv Arto er tilbage.

Men det er faktisk nemmere, hvis vi alle bare samles her i nyhedsbrevet. Gode indspark kan som altid deles på narv@weekendavisen.dk.

Her kommer onsdagens nedslag, som alle på en eller anden underlig måde ender med at handle om Elon Musk (men også meget andet, bare rolig).

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Først USA, så Europa!

Verdens rigeste mand kan nemlig ikke nøjes med magten i USA. Nej, nu vil han også bestemme i Europa.

»De dommere skal væk,« skrev han i går på Bluesky-konkurrenten X om den italienske domstol, som har bremset Giorgia Melonis plan om at sende migranter videre til asylbehandling i Albanien. En plan, som flere lande i Europa ellers ser et stort potentiale i.

Migranterne kommer fra Egypten og Bangladesh, som domstolen ikke mener er sikre nok for migranterne at vende tilbage til. Ifølge det albanske medie Vox kræver oppositionen i Italien derfor, at Meloni støtter op om domstolens uafhængighed og tager afstand fra Musk, som hun ifølge flere medier nærmest »flirtede« med tilbage i oktober.

Den italienske opposition vil have Giorgia Meloni til at tage afstand fra Elon Musk. Foto: Ettore Ferrari, Scanpix
Den italienske opposition vil have Giorgia Meloni til at tage afstand fra Elon Musk. Foto: Ettore Ferrari, Scanpix Ettore Ferrari/EPA/Ritzau Scanpix

Selv har Meloni dog tidligere udtalt, at hun ikke mener, »det er op til retsvæsenet at afgøre, hvilke lande der er sikre. Det er op til regeringen«.

Og Musk, selvfølgelig.

2. Drop et barn – eller køb en elbil

Klimaet har gode dage i medierne, som blandt andet kan berette om, at selveste Taleban er mødt op til COP29-topmødet i Baku, mens min gode kollega Christian Bennike har fundet anledning til at interviewe sig selv om klimapolitikken i vores podcast Avistid.

Det er godt, at andre tager ansvaret på sig, når vores amerikanske storebror nu vender sig indad igen.

Heldigvis kan vi også gøre meget selv. Hos Berlingske kunne man i går læse en stort opsat artikel med overskriften: »Drop et barn og gør klimaet en kæmpetjeneste«.

Selv har jeg lige fået barn nummer tre, men jeg skal nok lade være med at få nummer fire (måske). Selv tak, klima.

Lidt senere på dagen – og efter en smule virak på de sociale medier – ændrede overskriften sig dog pludselig til: »Skift til elbil og gør klimaet en tjeneste«.

Trods alt lidt nemmere end at skaffe sig af med en af de små igen. Og hvem er det nu, der laver nogle ret fede elbiler?

Kina (ej, det er bare en joke, Elon).

3. Der kan altid spares en krone

Ja, vi kommer ikke udenom det, for nu er det officielt: Donald Trump vil sætte Musk og Vivek Ramaswamy i spidsen for et nyt Department of Government Efficiency, skriver blandt andet Washington Post. Her skal de sørge for »drastiske ændringer« i de statslige budgetter og reguleringer.

Det er noget, Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh kan lide. På X har han i hvert fald reposted et opslag af Elon Musk om det nye statsorgan, der forkortes DOGE (ligesom den underlige digitale valuta Doge Coin).

Og på den ukendte radiokanal Radio IIII kunne hans ukendte partifælle Lars-Christian Brask allerede her til morgen udpege et nyt sted, der kan spares i Danmark: I Aarhus har hospitalet nemlig fået stjålet 30 Arne Jacobsen-stole, men hvorfor har de egentlig sådan nogle dyre stole, når pengene ville »være bedre brugt på patienter«, som Brask spurgte på X?

Lars-Christian Brask blev valgt for Liberal Alliance ved seneste folketingsvalg. Arkivfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Lars-Christian Brask blev valgt for Liberal Alliance ved seneste folketingsvalg. Arkivfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det minder lidt om dengang, Anders Samuelsen som udenrigsminister brugte 340.150,48 kroner på at indrette sit nye kontor med blandt andet et dejligt nyt tæppe (32.185 kroner), tre puder og en plaid (1.505 kroner) og en smadderflot radiatorskjuler (56.250 kroner) foruden borde, stole, en ribbe og andet godt (115.250 kroner).

Og dog. Det viser sig nemlig, at stolene i Aarhus er mindst 30 år gamle, ældre end selve hospitalet, fortæller Radio IIII.

Men de burde alligevel have købt nogle andre stole, fastholder Brask.

Det var alt for i dag. Vi ses i indbakken i morgen.

Venlig hilsen
Nikolaj Arve