Dagen ifølge Morten Beiter

Godformiddag, kære læser

Sidst i dette nyhedsbrev følger dagens citat fra den italienske tænker Umberto Eco, til styrkelse af moralen hos de ikkefodboldinteresserede op til det kommende boldstævne i Tyskland.

Dagens udvalg starter også hos vores store nabo mod syd, for når Europas rolige mave begynder at knurre, er der grund til at lytte efter.

1. Tysk krigsparathed

Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius (SPD), vil i de kommende år gøre Bundeswehr klar til en væbnet direkte konfrontation med Rusland. Det skriver blandt andre Berliner Zeitung og italienske Corriere della Sera. 

»Vi skal være klar til krig inden 2029. Der er ingen grund til at tro, at Putin standser ved Ukraines grænser,« sagde Pistorius onsdag under en spørgetid i Bundestag, Tysklands føderale parlament. »Rusland udgør ikke kun en trussel for Ukraine, men også for Georgien, Moldova og i sidste ende også for NATO. Vi må derfor sikre en stærk styrke, som kan forhindre en udvikling mod det værre,« lød det fra forsvarsministeren, som nu vil skrue op for de faglige kompetencer i den tyske hær »fra panser til feltkøkken«, som han udtrykte det.

Samtidig gav Pistorius endnu en gang udtryk for, at den tyske værnepligt, som blev sat på pause i 2011 og i realiteten afskaffet, bør genindføres i et eller andet omfang. »Vi har brug for en ny form for forsvarstjeneste,« lød det.

Nogenlunde samtidig advarede Ruslands præsident om, at man i Vesten tager fejl ved at antage, at Rusland ikke kan finde på at bruge atomvåben. Advarslen faldt under det første interview til chefredaktører for en række internationale nyhedsbureauer siden invasionen af Ukraine, skriver Jyllands-Posten i et nyhedsoverblik. »Vi har en doktrin for brug af atomvåben, og man kan jo bare læse den. Hvis nogen truer vores suverænitet og vores territoriale integritet, gør vi brug af de midler, der står til rådighed for os,« sagde Putin.

2. Anerkend Palæstina

Nemmere sagt end gjort: I en klumme i Dagbladet Information slår Yanis Varoufakis – den tidligere græske finansminister, som opnåede verdensberømmelse i de »glade« Trojka-dage, da grækerne satte ild til sig selv og afbildede Angela Merkel i nazikostume – til lyd for, at Palæstina bliver anerkendt som stat.

»At anerkende en palæstinensisk stat er moralsk det rette at gøre – og eneste vej til en retfærdig fred i Mellemøsten. Skal næste israelske regering overbevises om, at alle palæstinenserne må tildeles fulde politiske rettigheder, vil det være en stor hjælp, hvis flere lande formelt anerkender Palæstina som stat, således som Spanien, Irland, Norge og nu også Slovenien har gjort,« skriver Varoufakis.

Han fortsætter: »Israelere og palæstinensere må gensidigt anerkende tre typer smerte: den smerte, Europa har påført jøderne i århundreder, den smerte, Israel har påført palæstinenserne i otte årtier, og den smerte, palæstinensere og jøder har udvekslet i den evindelige krigs- og modstandskamps giftige skygge.«

3. Pølsepostulat

Jeg slutter hjemme i Danmark, hvor der i Politiken bringes et annoncørbetalt pølsepostulat, som lyder således: »Pølsen har været en integreret del af dansk madkultur i generationer. Det gælder ikke mindst den grillede pølse. Den lever ikke alene op til nogle grundlæggende, videnskabelige standarder, hvad angår smag – den er også en del af en grillkultur, som de fleste af os har stærke minder og oplevelser forbundet med. Det gør, at pølsen, hvad end den er stegt efter alle kunstens regler, er branket eller sprækket, ikke er til at komme uden om, når vi tænder op i grillen.«

Og her gik man og troede, at det var hakket tryne det hele, og så trækker pølsen lige pludselig det videnskabelige kort. Det er da noget af en nyhed. Jeg er selv én af dem, der falder i pølsefælden en gang imellem. Men er det virkelig rigtigt, at pølsen ikke er til at komme uden om? Vi er da kommet af med minkene, de sidste skind sælges i dag. Pølseskindet er måske lidt mere sejlivet.

Og med det til dagens Eco:

»Det skal stå helt klart, at det er sportsforestillinger, jeg taler om, og ikke sport. Sport, forstået som det, at en person uden tanke på vinding og med en direkte indsats af sin egen krop udfører fysiske øvelser, hvorunder musklerne arbejder, blodet strømmer rundt, og lungerne pumper for fuld kraft, altså sport sagde jeg, er en prægtig ting, mindst lige så prægtig som sex, filosofisk spekulation og hasardspil med bønner som indsats. Men fodboldspillet har ikke noget som helst at gøre med sport forstået på denne måde. Ikke for spillerne, der er professionelle og udsættes for belastninger, ikke ulig dem en samlebåndsarbejder udsættes for (bortset fra nogle ubetydelige lønforskelle), ikke for dem, der ser til – altså det store flertal – som netop opfører sig som skarer af erotomaner, der regelmæssigt (ikke én gang i livet i Amsterdam, men hver søndag, og i stedet for) går hen for at se på et par, der elsker eller lader som om, de gør det (eller som min barndoms ludfattige børn, som man lovede en tur hen for at se de rige spise is).« (Kilde: Essaysamlingen Middelalderens genkomst og andre essays, udvalgt af Lene Waage Petersen og oversat af Thomas Harder).

Er der nogen, der har noget at tilføje? Så send mig en mail på mobr@weekendavisen.dk

Venlig hilsen
Morten Beiter

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.