Dagen ifølge Mads Staghøj

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Da jeg læste om kunstneren Marco Evaristtis nye udstilling i København, hvor hans nu forpurrede planer om at fremvise tre levende smågrise i bur har vakt opstandelse, blev jeg ramt af deja-vu:

Jeg er netop gammel nok til at huske polemikken omkring Evaristtis udstilling med de ti guldfisk i blendere på Kunstmuseet Trapholt i 2000.

Er det ikke præcis samme historie, som udspiller sig nu efter skabelonen: Provokunstner udstiller dyr på provokerende vis, dyreaktivister raser, dyreaktivister sender trusler til provokunstner.

Jeg er alligevel ikke så sikker. Der er noget mere dystert over det denne gang, som siger noget om tiden, vi lever i.

Og den står ikke stille. Mere om smågrise til sidst – først til seneste nyt i forholdet mellem Ukraine og USA.

1. USA fastfryser krigsstøtten

Rygterne havde svirret siden før sammenstødet mellem Donald Trump og Zelenskyj i Det Ovale Værelse: Sent i aftes skete det så. USA standser øjeblikkelig den militære hjælp til Ukraine.

»Vi sætter vores bistand på pause og gransker den for at sikre os, at den bidrager til en løsning,« siger en anonym embedsmand til The Washington Post. Beslutningen kan omgøres, hvis Zelenskyj udviser samarbejdsvilje, hvad angår indgåelsen af en fredsaftale med Rusland. Her er et springende punkt, at Ukraine nægter at indgå en aftale uden sikkerhedsgarantier mod fremtidige russiske aggressioner.

Fastfrysningen er et potent pressionsmiddel. Ukrainerne er dybt afhængige af den militære støtte fra USA, som er den nation, der har givet det største bidrag siden krigens start. Det handler selvfølgelig om våben. Hvad skal ukrainerne for eksempel gøre uden de avancerede amerikansk producerede Patriot-missiler, som kan stoppe den russiske missilregn over ukrainske byer, spørger The Economist?

Men det handler også om den deling af militære efterretninger, som amerikanerne har bistået med i NATO-regi: Ifølge det britiske magasin har efterretningerne været uvurderlige for ukrainernes krigsindsats, og det er tvivlsomt, om krigsfællerne i Europa kan udfylde den efterladte plads.

2. J.D. Vance #2 – Troldmandens lærling

J.D. Vance var til stede under mødet i går, da beslutningen om fastfrysningen af krigsstøtten til Ukraine blev truffet. Således sluttes en cirkel: For et par år siden udtalte Vance i Trump-ideologen Steve Bannons podcast War Room, at han »ikke rigtigt kerer sig om, hvad der sker med Ukraine«.

I går lagde jeg første brik i føljetonen om Amerikas vicepræsident, som jeg ruller ud over fem dele i ugens nyhedsbrev, og indledte med en replik om mandens spektakulære omvendelse til den katolske kirke. I dag skal det handle om mandens nære forhold til et andet magtcentrum, som gerne påberåber sig guddommelige egenskaber, nemlig Silicon Valley.

J.D. Vance er lærling af Peter Thiel, en skyggeagtig libertariansk fremtidshvisker og den første af de markante techinvestorer, som stillede sig bag Trump. Det gjorde Thiel allerede i 2016, hvor han samtidig bakkede op om udgivelsen af Vances memoirer Hillbilly Elegy, som har banet vejen for vicepræsidentens politiske opstigning. Thiel hjalp også Vance med at gøre karriere i Silicon Valley.

I sommer udgav The Washington Post en fascinerende kulegravning af Vances intrikate forhold til en række af Silicon Valleys storspillere. De er, skriver The Post, »euforiske«, fordi de nu har fået en mand indenfor i toppen af den politiske verden.

Tre af de techvirksomheder, J.D. Vance har været med til at stifte – Palantir, Narya og Mithril – har i øvrigt taget deres navne fra J.R.R. Tolkiens univers i Ringenes Herre.

Det kan jeg ikke forklare. Men det synes at bære en større betydning.

3. Evaristti igen

Tidligt i morges, da jeg sad og læste artikler fra år 2000 om kunstneren Marco Evaristtis slørhaler-i-blendere-stunt på Kunstmuseet Trapholt i Kolding, blev jeg først slået af den omtalte følelse af deja-vu.

I dag er det forpinte grise og en boltpistol til museumsgæstens frie afbenyttelse i stedet for en fiskefyldt blender, Evaristti byder os. En masse polemik er opstået ligesom dengang i 2000, ja, faktisk blev smågrisene stjålet – man kan også sige reddet – i fredags, ligesom flere museumsgæster forsøgte at frelse akvariefiskene for præcis et kvart århundrede siden.

Kunstneren har – også ligesom sidste gang – modtaget et hav af trusler.

Har intet virkelig ændret sig? Jo, på en måde alt.

For når jeg genlæser artiklerne fra 2000, virker det hele mindre alvorligt. Som da Ekstra Bladet muntert skriver om museumsdirektøren på Trapholt, Peter Meyer, som har modtaget masser af trusler, men konsekvent omtales som »Peter Plukfisk«. Kun enkelte dagbladsartikler omtaler den bombetrussel mod museet, som blev indtelefoneret.

Der er en afstand til begivenheden, som virker tidstypisk: Selvfølgelig springer den bombe ikke, selvfølgelig gør ingen alvor af truslerne. Det var før 9/11, før Irak, Afghanistan og Ukraine, før Muhammedtegninger og terrorangreb.

Derfor får det i dag en anden klang, når Marco Evaristti – som er af jødisk herkomst – fortæller til TV 2 Kosmopol, at han blandt hundreder af trusler har modtaget et brev med et foto af sin søn påtegnet et hagekors.

Alt har virkelig ændret sig.

»Jeg ville ønske, at det ikke var sket i min tid,« som Frodo siger til Gandalf i Eventyret om ringen.

»Det ville jeg også,« sagde Gandalf, »og det gør alle, der lever og oplever sådanne tider. Men det er ikke op til dem at bestemme. Alt, hvad vi har at beslutte, er, hvad vi skal gøre med den tid, der er givet os.«

Det var alt fra mig i dag. Min postkasse – msta@weekendavisen – er åben for kommentarer og tanker. Vi ses i morgen!

Det bedste, 
Mads Staghøj