Dagen ifølge Mads Staghøj 

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det er mandag, og vi kan ikke længere regne med Amerika. Så meget står klart efter Zelenskyjs sammenstød med Donald Trump i fredags.

Forvirring er det nye grundvilkår i Europa. Hvad så nu?

Som min samfundsfagslærer i gymnasiet, Henning, altid sagde: Det bedste, vi kan håbe på, er at blive forvirrede på et højere niveau.

Lad os gøre forsøget.

1. Et stålpindsvin tager form

Jeg har set mange kløgtige bud på, hvorfor Zelenskyj gebærdede sig så smukt, modigt og muligvis skæbnesvangert uklogt under det bizarre møde med det amerikanske lederskab i Det Hvide Hus i fredags.

Var det, som Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, skriver her til morgen, fordi Zelenskyjs situation var umulig? Bøjede den ukrainske præsident af over for Trump, ville han bedrage den fortælling, han selv har fastholdt sine allieredes solidaritet med siden invasionen for tre år siden: at Putin er aggressoren, voldsmanden, og at ukrainerne er ofrene.

Eller skyldtes Zelenskyjs trodsighed, som Klaus Wivel skrev i Weekendavisen lørdag, at den ukrainske præsident vitterlig tror på, at hvis det er muligt at stå imod en tyran som Putin, så er det også muligt at stå Trump imod?

Efter mødet fløj Zelenskyj hjem til Europa, hvor 18 statsledere stillede sig bag ham i London i fælles bestræbelse på at sikre varig fred i Ukraine.

Og Europa træder nu ind på scenen som mægler mellem USA og Ukraine, skriver min kollega Ole Nyeng. En mæglergruppe anført af europæiske topledere – i hvert fald Starmer og Macron – vil i den kommende tid udarbejde en fredsplan med sikkerhedsgarantier for Ukraine, som involverer en europæisk fredsstyrke med USA i ryggen. Europa skal gøre Ukraine til et »stålpindsvin«, tordnede EUs kommissionsformand, Ursula von der Leyen. Mette Frederiksen er ikke afvisende: Pludselig er ideen om danske soldater i Ukraine ikke utænkelig. Det kræver dog, at europæerne får Trump med ombord, og det kan vi langtfra regne med.

2. J.D. Vance – et karakterstudie i fem afsnit

Mødet i Det Ovale Værelse handlede for mange om mere end hård geopolitik.

Forfatteren Carsten Jensen skrev på Facebook:

»Jeg så først klippet efter midnat og stivnede fuldstændig. Jeg var på vej i seng, men begyndte i stedet at søge på nettet efter kommentarer. Det var ikke kun, fordi jeg måtte finde en mening i det, jeg havde overværet. Det var først og fremmest, fordi jeg ikke ville være alene i verden. For det var den følelse, der greb mig, ensomhed, og alle de kommentarer, jeg fandt, vidnede om den samme reaktion, en rådvildhed på kanten af fortabthed.«

Tilfældigt er det ikke, at en romanforfatter sætter fingeren på pulsen. For det, som var på spil i Det Ovale Værelse, var noget mere grundmenneskeligt. Den udbredte følelse af ensomhed – som jeg også selv mærkede, da jeg så klippet – opstår, tror jeg, fordi det, vi bevidnede, var et klassisk eksempel på mobning – måske endda »et røverisk overfald«, som The New Yorkers chefredaktør, David Remnick, sagde på MSNBC.

Det var den stærkes ret i praksis: Vi var tilbage i skolegården, og hvor Trump nok var ret ubehagelig og spottende, var det alligevel J.D. Vances nærmest fysiske vrede, der gjorde størst indtryk. Trump var jo bare ... Trump: Vance var den brutale ottendeklasseselev med fremskudt brystkasse, som uddeler vaskere til yngre elever i tøsne.

Det er værd at se nærmere på J.D. Vance. Det er i opsigtsvækkende grad lykkedes vicepræsidenten at styre sin egen fortælling siden entreen på den politiske scene: Det gjorde han dygtigt med selvbiografien Hillbilly Elegy, der castede ham som en, der i egenskab af sin fattige og hårde opvækst blandt afmægtige amerikanere forstod det oprør med eliterne, som har banet vejen for Trump. Det er muligt, at han forstår sine landsmænd. Men Yale-uddannede Vance er i dag mere end en forløser for »den afmægtige amerikaner«. Han repræsenterer en strømning i MAGA-bevægelsen, og over den næste uge vil jeg tegne et dybere portræt af »J.D.« i fem dele. Vi begynder med en artikel om mandens tro. The New York Times beskrev i august, hvordan vicepræsidenten for blot få år siden fandt vej til katolicismen og en 800 år gammel orden, som har indviet den søgende Vance i »teologi, mysticisme, politisk filosofi og moralfilosofi«.

En okkult aura omgiver det hele, og 40-årige Vances Damaskus-øjeblik har påvirket hans politik betydeligt: Den flugter med en mere familieorienteret social konservatisme, som dyrker abortmodstand og populisme. Det er virkelig fascinerende læsning.

3. Hollywood vs. Trump

I nat var der Oscar-uddeling, og det var det lille mesterværks store aften, mener vores anmelder Lasse Winther Jensen: »Anora er ganske enkelt en af de filmkunstnerisk stærkeste Oscar-vindere nogensinde,« skriver han om aftenens store vinder, der er instrueret af Sean Baker.

Men der hang – traditionen tro – et politisk bagtæppe og blafrede lifligt under uddelingen i Dolby Theatre i Hollywood. Donald Trumps forhold til Hollywood – og vice versa – er mildt sagt anstrengt. Derfor havde mange forventet større protester mod den nye præsident i aftes. Men hans navn blev ikke ytret en eneste gang. Et enkelt »Slava Ukraine« blev det til fra scenen. Men ellers ikke noget rigtig markant. Hvordan kan det være? Skyldes det, at amerikanske filmfolk har truffet en beslutning om at fejre filmmediet i et apolitisk rum, hvor kunst og skønhed trumfer politik og konflikt? Eller skyldes det, at den såkaldte modstandsbevægelse mod Trump, som var så strømførende under hans første embede – og strakte sig fra kunstens verden til Washington – fremstår vingeskudt, energiforladt – og ja, forvirret?

Det var alt fra mig i dag. Send endelig tanker og kommentarer til mig på msta@weekendavisen.dk. Tak for at læse med. Vi ses i morgen. 

Det bedste,
Mads Staghøj