Dagen ifølge Mads Staghøj 

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Med en gispende 88-årig pave Frans indlagt på hospitalet i Rom på tredje uge ligger metaforen ellers ligefor: Europa er virkelig den svagelige, syge og åndssvækkede olding. Må Gud frelse os: Hvad skal vi dog stille op uden opbakning fra det dynamiske USA?

Men i skæbnestunden viser Europa pludselig tegn på vigør.

Dét i en sådan grad, at Nikolaj Arve i sin leder i ugens avis varsler et spirende europæisk forår: Toppolitikere kontinentet over – selv den italienske premierminister Meloni, som har prist Trump – rykker nu sammen i bussen.

Ikke kun politikerne sætter deres lid til EU. I en ny meningsmåling foretaget for Berlingske erklærer 64 procent af de adspurgte danskere sig enige i, at Danmark bør læne sig mere mod Europa frem for USA, når det gælder vores sikkerhed. For to år siden mente blot 20 procent det samme.

Hvad vi ønsker, skal vi få: Tag bare krisetopmødet i Bruxelles i aftes, den første af tre historier, der har min opmærksomhed i dag.

1. Europa bevæbner sig

Herskede der stadig nogen tvivl om bagtæppet for det hasteindkaldte EU-topmøde, fejede Trump den selv af banen: »Hvis de ikke betaler, vil jeg ikke forsvare dem,« sagde præsidenten om sine NATO-allierede under et pressemøde i Washington i går.

Europas store forsvarspolitiske kursskifte ligner nu en realitet. De 27 medlemslande er nået til enighed om at bane vejen for kolossale investeringer i deres forsvar: Intet mindre end 6.000 milliarder kroner skal findes. Oprustningen – Rearm Europe, som den kaldes – bliver blandt andet muliggjort ved, at medlemslandene får lov til at bryde EUs budgetregler. Et håndfast europæisk modsvar af den kaliber virkede utænkeligt for bare få uger siden.

Og det handler om mere end konventionel forsvarskraft: Det sprængfarlige spørgsmål om atomvåben fylder stadig mere. Som jeg skrev i nyhedsbrevet i går, annoncerede den franske præsident, Emmanuel Macron, onsdag, at han vil åbne en større debat om beskyttelsen af sine allierede på kontinentet med atomar afskrækkelse.

I går greb Mette Frederiksen den bold under et pressemøde forud for topmødet, hvor hun forholdt sig til muligheden for atomvåben på dansk territorium.

»Alting bliver nødt til at være inde på bordet nu. Og jeg håber, at alvoren har sænket sig hos alle nu,« som hun sagde til TV 2. 

At ideen om atomvåben på dansk jord ikke fejes af bordet uden videre, markerer et »nybrud i dansk forsvarspolitik«, forklarer Mikkel Vedby Rasmussen, professor fra Københavns Universitet, i Politiken.

2. Fred i Tyrkiet

Der skrives historie i Europa. Men det betyder ikke, at den går i tomgang i resten af verden: Dog er det gået de flestes næse forbi, at der i sidste uge blev taget et – ja, historisk – skridt i Tyrkiet.

Måske ser vi begyndelsen på enden af den fire årtier lange konflikt mellem oprørerne i PKK – Kurdistans Arbejderparti – og Tyrkiet, som har kostet 40.000 menneskeliv. Sikkert er det i hvert fald, at kurdernes fængslede leder, Abdullah Öcalan, til manges forbløffelse nu opfordrer PKK, som han selv var med til at stifte, til at nedlægge våbnene og opløse sig selv.

Udviklingen har ikke bare betydning for Tyrkiets 20 millioner kurdere – men også for de hundredtusindvis af kurdere, som er flygtet til Europa gennem årene, fordi de ikke frit kunne udleve deres kurdiske identitet i hjemlandet.

Det springende punkt er, om kurderne vil føle, at deres højt elskede leder »Apo« – onkel, som de kalder ham – har solgt sin sjæl til Tyrkiets præsident Erdogan.

I avisen forklarer mellemøstkorrespondent Waleed Safi, hvordan Öcalans erklæring rummer potentialet til at indlede en ny æra i Tyrkiet og Mellemøsten bredere set.

3. J.D. Vance #5 – brobyggeren

I den forgangne uge har jeg forsøgt at skitsere et portræt af J.D. Vance, der er buldret ind i den internationale arena med sin ombruste opsang til de europæiske ledere under sikkerhedskonferencen i München og skideballen til Zelenskyj i Det Ovale Værelse.

Nogle – måske også Trump selv – ser Vance som MAGA-bevægelsens naturlige arveprins. Derfor er det afgørende, hvordan vicepræsidenten passer ind i den indre konflikt, som truer med at splitte bevægelsen.

Det undersøger journalisten James Pogue i et fremragende essay i The New York Times. Der er, skriver Pogue, nemlig en dyb kløft blandt Trumps vigtigste støtter. På den ene side står alliancen af techmoguler – Elon Musk, selvfølgelig, men også storinvestorer som Marc Andreessen, David Sacks og flere til – der på kort tid har bibragt bevægelsen en disruptiv, teknologibaseret fremskridtstro. 

I direkte opposition til Silicon Valley-folkene står de nationalister og selverklærede reaktionære, som nærer dyb skepsis over for innovation og teknologi – den slags, der udfordrer den »naturlige menneskelige orden«, de ønsker at genrejse i Amerika. Blandt de reaktionære skal regnes ideologen og Trump-hviskeren Steve Bannon, som ligefrem har erklæret »krig« mod Musk.

J.D. Vance, som har en fortid i Silicon Valley, kan meget vel blive den brobygger, som holder sammen på det hele, konstaterer Pogue.

»Vance har en fod, og mange venner, i begge verdener.« 

Det var alt for mig i denne uge. Tak for at læse med – og god weekend!

Det bedste,
Mads Staghøj