Dagen ifølge Mads Staghøj

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Danmarks Radio fortæller os i dag, at »den urolige verdenssituation sætter sit præg på danskerne.«

Urolige, anspændt opmærksomme og søvnløse er vi, og leder i Psykiatrifondens rådgivningsteam Liza Johnson beretter, at flere, som ikke før har været »ramt af angst eller alvorlig bekymring«, nu rækker ud efter hjælp.

Heldigvis har forfatter, ærøbo og hamsterhjulsfornægter Maj My Humaidan en kur mod den ængstelige danskers trængsler. Vi skal slukke for nyhederne:

»Det er tid til, at vi bliver bevidst ignorante,« som hun sagde til Radio IIII forleden i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog Blødt – kampskrift for et meningsfuldt liv. Opfordringen har fået Jyllands-Postens chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, til at forfatte en usædvanligt bister leder: »Må vi opfordre til, at alle herfra slukker for Maj My Humaidan,« skriver chefredaktøren, som opmuntrer til et vist engagement i verden, når den står i brand. 

Humaidans evner til at pisse alle af med sin livsførelse – og til at bedrive fremragende PR for sin allerede udskældte bog – er imponerende.

Man kan ikke slukke for nyhederne i et nyhedsbrev, så vi fortsætter her i afdelingen for det sprængfarlige.

1. Macrons atomarsenal

Amerikanernes atomvåben på det europæiske kontinent har i årtier fungeret som en sikkerhedsgaranti, men hvem skal afskrække russerne fra aggressioner mod Europa, hvis amerikanerne ikke længere vil?

Det skal franskmændene – og måske også briterne. I en tale i aftes annoncerede Emmanuel Macron, at han agter at »åbne den strategiske debat vedrørende beskyttelsen af vores allierede på det europæiske kontinent med vores (nukleare) afskrækkelse«, som The Associated Press rapporterer.

Allerede i februar nævnte Tysklands fremtidige leder Friedrich Merz muligheden for, at kontinentets eneste to atommagter, Frankrig og Storbritannien, skulle »dele« deres atomarsenal med Europa.

Macrons udmelding kommer forud for dagens hastetopmøde mellem europæiske regeringschefer i Bruxelles.

Ideen om et europæisk atomforsvar kommer som en direkte konsekvens af den nye virkelighed, Europa med al tydelighed befinder sig i. Sigende for situationens alvor er, at Emmanuel Macron nu udlægger det direkte og for åben skærm:

»Jeg vil gerne tro på, at USA forbliver ved vores side, men vi bliver nødt til at være klar, hvis det ikke længere er tilfældet,« sagde han.

2. PostNords sidste brev

Mon ikke Christian 4. vender sig i gravpladsen ved Roskilde Domkirke? 450 år efter at den flittigt brevskrivende konge grundlagde postvæsenet, er det næsten slut med omdelingen af fysiske breve. I en pressemeddelelse her til formiddag bebuder PostNord, at det statsejede selskab skrotter omdelingen af breve fra årsskiftet.

Konsekvenserne for PostNords ansatte er konkrete og bedrøvelige: 1.500 står til at miste deres job i løbet af i år, mens virksomheden omlægger forretningen for at blive »danskernes foretrukne pakkeleverandør«.

For andre er konsekvenserne mindre håndfaste, for vi sender ikke længere breve – antallet er faldet med 90 procent siden årtusindskiftet – men udmeldingen giver anledning til at genbesøge verden af i går; dengang kommunikationen – og dermed den nationale sammenhængskraft – imellem indbyggere i forskellige landsdele var tydelig og personificeret af postmanden i sin bil og ikke – som i dag – gemt væk i e-mail-indbakkens åndløse helvedeslandskaber. Min kollega Synne Rifbjerg mediterede for et par år siden over tilværelsen i det brevløse samfund:

»Vi opdagede først, at væsenet for alvor var på vej ned, da postbudene skiftede farve til det blå svensk-danske PostNord, og hele mentalitetshistorien skred: Vi har jo røde postbude, der drikker kaffe med ensomme borgere, og røde postkasser – også som sparebøsser.«

3. J.D. Vance #4 – Vances verdenssyn

I gårsdagens indslag i føljetonen om Amerikas nye vicepræsident tog vi et dyk ned i de mere gedulgte hjørner af internettet, hvor J.D. Vance har opdyrket og tilspidset sine ideologiske ståsteder. I dag skal det handle om mandens udenrigspolitiske vision, som han ifølge flere iagttagere har haft overvældende stort held med at overbevise præsident Trump om frugtbarheden af.

Politicos Ian Ward har fulgt J.D. Vance tæt over de sidste par år. Og skribenten bemærker, at USAs beslutning om at standse militærstøtten til Ukraine markerer en sejr for den ikkeinterventionistiske America First-tankegang, J.D. Vance længe har advokeret for, og som indtil for ganske nylig ikke lagde grundtonen i Det Republikanske Parti.

I årevis har Vances mærkesag været en indstilling af støtten til Ukraine, og det er ikke spor tilfældigt, pointerer Ian Ward: Støtten til Ukraine udgår fra et nexus af vestlige lande, som alle fremelsker den regelbaserede orden, som i Vances verdensbillede alt for længe har tilgodeset og beriget de internationale eliter – på bekostning af afmægtige og glemte amerikanere i landets hårdt prøvede hjerteland. Læs hele analysen her.

Det var alt fra mig i dag. Tak for at læse med. Vi ses i morgen!

Det bedste,
Mads Staghøj