Onsdag. Henrik Sass Larsens mor, klimaafgifter fra EU og det vilde Venstre. Dette er …
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser,
Debatten om en EU-app for aldersverificering på pornosider deler vandene. I Politiken advarer to ungdomspolitikere fra henholdsvis Konservativ Ungdom og Dansk Folkepartis Ungdom om, at den kommende app slet ikke vil være nok til at beskytte børn og unge imod porno. Pornoindustrien er nemlig i sig selv skadelig, fordi den fremstiller kvinder som objekter og mænd som rovdyr. Det skriver ungdomspolitikerne i et debatindlæg:
»Problemet er ikke, at børn ser porno. Problemet er, at porno findes.«
Håber ikke, at de opdager sex.
Velkommen til nyhedsbrevet onsdag.

1. Ny emballageafgift på vej
EUs nye emballageafgift kommer til at give prisstigninger i supermarkedet og mere bureaukrati for erhvervslivet. Sådan lyder advarslen fra vinimportør Tobias Silverstein Hinchely i Avisen Danmark. Den grønne emballageafgift træder i kraft 1. oktober og betyder, at virksomheder af miljøhensyn pålægges afgifter for eksempelvis glasflasker og plastikbøtter.
Ifølge Tobias Silverstein Hinchely vil hans vine stige omkring 25 procent i pris, og desuden vil det koste ham cirka 60.000 kroner at få professionel rådgivning i udfyldelse af blanketter.

»Du skal nærmest have en doktorgrad i embedsmænds Excel-ark for at finde ud af, hvordan du overhovedet skal registrere de her produkter.«
Man bliver så træt. Hvorfor skal danske erhvervsdrivende altid brokke sig over det mindste lille klimatiltag, bare fordi de risikerer at gå personligt konkurs?
2. Henrik Sass Larsens mor
I et interview med Ekstra Bladet afviser Henrik Sass Larsens mor, at han skulle være blevet misbrugt som barn. Henrik Sass Larsen skal for retten i morgen for besiddelse af omkring 8.000 billeder og videoer med overgreb, men har afvist at være pædofil. Han har indtil videre forklaret, at han blev misbrugt som barn og søgte efter materiale med sig selv for at finde gerningsmændene.
Den udlægning afviser hans mor, Pia Petersen.
»Jeg er sikker på, at han opdigter disse historier i håb om at blive frifundet eller opnå forståelse for at have downloadet materialet (...). Det er jo opdigtet for, at man ikke skal kunne finde ud af, at han har haft de der fantasier om børn. Og så er det nemt at komme det tilbage på mig.«

Henrik Sass Larsens advokat Berit Ernst kritiserer moren for at blande sig i retssagen i pressen.
»Jeg ville ønske, at der var mere respekt omkring, at sagen skal behandles i retten,« siger hun til B.T.
Adspurgt, hvorvidt Henrik Sass Larsen ikke selv har skabt offentlighed om sagen ved at skrive en bog og give et stort interview til B.T., svarer hun:
»Det kommer jeg ikke til at kommentere på.«
Det kender vi godt. Reglerne skal først gælde fra NU af.
3. Frist for advokatvurdering i minkskandalen
Den 4. november indtræffer forældelsesfristen for at føre en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen. Det skriver TV2.dk, der også afslører, at Venstre har slettet sine oprindelige krav om en advokatundersøgelse fra sin hjemmeside. Blandt andet følgende løfte til vælgerne:
»Venstre kommer til at forfølge hvert eneste lille spor af den her skandale. Ansvaret skal placeres.«

Ingen af de nuværende Venstre-ministre ønsker at udtale sig til TV 2 om løftebruddet. Heller ikke Sophie Løhde, der i dag er indenrigs- og sundhedsminister i Mette Frederiksens regering. Inden folketingsvalget sagde hun:
»Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse. Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den her måde.«
Helt vildt. Modtaget.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Rettelse: Det fremgik i den oprindelige version af nyhedsbrevet, at to ungdomspolitikere fra Konservativ Ungdom stod bag et indlæg i Politiken om en aldersverificeringsapp. Den ene er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Vi beklager fejlen.
Del: