Tirsdag. Lars Løkke taler med to tunger, arrestordre på Benjamin Netanyahu og helikopterstyrt i Iran. Her er ...
Dagen ifølge Leny Malacinski
Kære læser
En af menneskehedens største løgne er udsagnet »Vi interesserer os for din holdning!«
Ingen interesserer sig for din holdning, medmindre du har mange penge, eller nogen kan få noget ud af dig.
Sådan er det også med valget til Europa-Parlamentet, der afholdes søndag den 9. juni. I et vindue på få uger hvert femte år bliver danske politikere overraskende lydhøre over for befolkningens holdning, så længe de kan blive stemt ned til et fjerndemokrati, der flyder med blyantspenge og dårlig demokratisk kontrol. Knap så gavmilde med stemmesedlerne bliver de, når det handler om befolkningernes syn på, hvor meget beslutningskraft der skal overlades til EU. Her er de fleste politikere enige om, at begreber som »nærdemokrati« og »folkeafstemninger« risikerer at spænde ben for gennemførelsen af en tværeuropæisk superstat.

Min holdning som journalist er om muligt endnu mindre vigtig end min holdning som vælger. Ikke desto mindre er det mig, der denne uge har vagten på Weekendavisens daglige nyhedsbrev, så jeg håber, du vil læse med. Din holdning er vigtig for os.
1. Lars Løkkes to tunger
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er ifølge en analyse i Jyllands-Posten i færd med at anerkende Palæstina »ad bagdøren«, selvom det ikke er regeringens officielle politik. Den 10. maj stemte Danmark i stilhed ja til en FN-resolution, der opfordrer sikkerhedsrådet til at optage Palæstina i FN, endda som en »fredselskende stat.« Også selvom Lars Løkke herhjemme har afvist, at en anerkendelse giver mening.
»Forudsætningerne [er] egentlig ikke til stede,« sagde han i april måned.
Endnu har han ikke forholdt sig til artiklen udover en spydig bemærkning på X:
»Hvori består det analytiske?«

Løkkes modus operandi ligner dermed den samme, som da han sidste år stod bag koranloven: først en uventet udmelding, der kommer ud af det blå, og siden en kaotisk offentlig debat, efter at det er for sent at påvirke beslutningen.
Frihedsbrevet kunne for nylig løfte sløret for en ukendt del af processen op til koranloven, hvor Lars Løkke mødtes flere gange med en gruppe ambassadører fra muslimske lande, mens han udadtil sagde, at »ytringsfriheden kan ikke gradbøjes«. Det var bogstaveligt talt ambassadørmødet, som Anders Fogh aldrig ville tage op til muhammedkrisen. Dengang var de danske imamer berygtede for at tale med to tunger, når de til danske medier sagde, at de ønskede dialog, men på arabisk opfordrede til fortsat fordømmelse af Danmark.
Nu har Lars Løkke så gjort det i FN, som han sagde, han ikke ville gøre i Danmark. Som vores helt egen tvetungede imam.
2. Langsom iransk redningsmission
Det tog omkring 15 timer, før Iran kunne finde frem til landets præsident og udenrigsminister efter en helikopterulykke søndag.
Den langtrukne redningsmission skyldtes ifølge iranske myndigheder, at bjergområdet var ramt af tåge og regn, men det forklares ikke, hvordan banale vejrfænomener kunne forhindre overvågningsregimet i at lokalisere dele af sin politiske ledelse i over et halvt døgn.
Præsident Ebrahim Raisi, også kaldet Slagteren fra Teheran, blev 63 år. Nekrologen fra satiresitet The Onion lyder kort: Iranian President Stoned To Death With Mountain.
3. Arrestordre på Benjamin Netanyahu
Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol har anmodet om at få udstedt en arrestordre på Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og forsvarsminister Yoav Gallant. Ifølge chefanklager Karim Khan har Israel begået krigsforbrydelser i Gaza, blandt andet ved ifølge anklageren bevidst at udsulte civile.
Anmodningen gælder også Hamas' politiske leder, Ismail Haniyeh, der bor i Qatar, og Hamas-leder Yahya Sinwar, der formodes at gemme sig i tunnellerne under Gaza med de sidste israelske gidsler.

Nu skal dommerne tage stilling til, om en arrestordre skal udstedes – noget, som ingen af de anklagede parter er interesserede i. Som en talsmand for Hamas sagde til Reuters: Arrestordren »sidestiller offeret med bødlen«.
Det var alt, hvad der blev plads til af dårlige nyheder i dag, men bare rolig. I morgen kommer der flere.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
I den oprindelige version af dette nyhedsbrev fremgik det, at Danmark opfordrer til at optage Palæstina i FNs sikkerhedsråd. Opfordringen går retteligt på, at sikkerhedsrådet bør optage Palæstina i FN. Weekendavisen beklager fejlen.
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
Del:
