Fredag. Lars Løkke flytter, danskerne kan trygt se porno, og Danmarks Radio stiller det helt rigtige eksistentielle spørgsmål til tusindvis af midaldrende løbere. Dette er ...
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Regeringen vil fjerne afgiften på kaffe, sukker og chokolade. Det fortæller økonomiminister Stephanie Lose til Danmarks Radio.
»Det skal give danskerne flere penge mellem hænderne, som de så kan prioritere, som de ønsker, i en situation, hvor priserne er steget på fødevarerne.«
Tak til regeringen. Som skatteborger er man snart så taknemmelig over at få lov til at beholde nogle af sine egne penge, at man helt glemmer, hvorfor de overhovedet skulle opkræves til at begynde med.
Velkommen til nyhedsbrevet fredag.

1. Ingen overvågning af pornobrugere
Digitaliseringsminister Caroline Stage beroliger de danskere, der er nervøse for, at deres personlige oplysninger vil blive gemt, når der kommer en aldersverificeringsapp fra EU til blandt andet pornohjemmesider. Ifølge hende skal appen udelukkende forhindre mindreårige i at se porno, og voksne vil ikke skulle oplyse andet end deres alder for at få adgang til hjemmesiderne.
»Det her handler ikke om at begrænse din, min eller andres lyst til at se porno. Det skal I bare gøre. Alt, hvad I har lyst til. I couldn’t care less. Giv den gas,« siger Caroline Stage til Jyllands-Posten.

Intet siger »vi behandler dine oplysninger med fortrolighed« som en statskontrolleret app, det er obligatorisk at downloade på sin telefon ved siden af MitId og Rejsekortet.
2. Lars Løkkes nye lejlighed
Udenrigsministeren har opsagt sin lejlighed i Nyhavn for at flytte tilbage til sit eget hus i Græsted. Men ifølge Ekstra Bladet har han i stedet fået en gratis folketingslejlighed i indre by, så han dermed kan bo i København uden at skulle betale husleje. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiets politiske ordfører, tager dog Lars Løkke Rasmussen i forsvar på X:
»Det er jo en ikke-historie. Som andre MFere med bopæl langt fra borgen og mange sene møder gør Løkke brug af de regler, der er for bolig. Og det hænger I ham ud for? Virkelig tynd historie!«

Langt fra Christiansborg betyder i Lars Løkkes tilfælde 55 kilometer, hvilket burde tage 50 minutter i bil. Det kan man næsten ikke byde andre mennesker end dem, der ikke sidder i Folketinget.
3. DHL-løb skydes i gang
Danmarks Radio har sammen med en fysioterapeut og løbetræner lavet en guide til de løbere, der de kommende uger deltager i DHL-løb over hele landet. Inden løbet er det især godt at bevæge sig lidt på arbejdspladsen og »ikke gå helt amok i kagepausen«. Under selve løbet anbefaler løbetræneren at spare på energien og lægge nogle gåpauser ind for ikke at løbe tør for energi. Den sidste overskrift i guiden lyder:
»Du klarede den. Hvad så?«
Det er det helt rigtige eksistentielle spørgsmål at stille til tusindvis af midaldrende mennesker, der lige er løbet ind over en målstreg uden at vide, at de i virkeligheden er på flugt fra livets meningsløshed i en mærkelig T-shirt.

Det var alt fra min hånd i denne omgang. Næste uge skrives nyhedsbrevet af min kollega Søren K. Villemoes.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del: