Der lyder optimistiske toner fra DMI op til påskeugen.

Den »kan byde på temperaturer på op mod 20 grader«, lyder det i Politiken, men som kendere af det danske vejr vil vide, bør vægten nok lægges på ordene »kan« og »op mod«.

Her kommer mandagens nyhedsbrev. Det »kan« byde på relevante betragtninger. 

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Lidt for meget ferie

Mette Frederiksen er gået på ferie i god tid.

»En dag med lidt ro. Og tyvstart på påsken. Elsker vores højtider,« skrev hun på Instagram allerede i går, søndag.

Venlige mennesker mindede hende selvfølgelig om, at hun teknisk set kunne have elsket store bededag lidt højere, men et andet spørgsmål trænger sig også på. 

Det er ikke mange dage siden, at statsministeren opfordrede danskerne til at arbejde mere, hvis den vestlige verden skal vinde over Rusland. 

»Jeg er ikke sikker på, at alle skal gå hjem klokken 16 fra samlebåndet,« sagde hun tirsdag på Christiansborg.

Det budskab kunne hun måske godt kommunikere tydeligere ud til landets folkeskoler. De holder lukket hele ugen, selvom helligdagene først begynder på skærtorsdag. 

2. Lidt for meget ligestilling

For nylig udløste det stor diskussion, at hver femte mand under 34 år mener, at ligestillingen er gået for vidt. Der blev talt bekymret om indflydelsen fra influenceren Andrew Tate, men nu er flere kvinder nået til den samme konklusion. I hvert fald efter at regeringen foreslog en kvindelig værnepligt. 

Forsvaret er slet ikke »ligestillingsegnet«, lød det i en kommentar i dagbladet Politiken, blandt andet på grund af problemer med sexisme. Den overraskende konklusion:

»Derfor skal der måske egentlig ikke være fuldstændig ligestilling endnu, Mette Frederiksen.«

I et indlæg i Berlingske blev ligestilling endda sat i gåseøjne. Det er nemlig bedst for mændenes selvfølelse, at kvinder ikke får værnepligt, lød det: 

»Hvis kvinder, på lige fod med mænd og under dække af 'ligestilling', også skal være værnepligtige, så risikerer vi at miste en sidste rest af den mandlige og fædrelandskærlige stolthed, der ellers er tilbage.«

Betænksomt af de danske kvinder må man sige. 

Værnepligte på øvelse ved Høvelte kaserne. Arkivfoto: Sofie Mathiassen, Scanpix
Værnepligte på øvelse ved Høvelte kaserne. Arkivfoto: Sofie Mathiassen, Scanpix

Sidst, men ikke mindst har forfatter og ligestillingsdebattør Birgitte Baadegaard afvist, at en ligestilling af værnepligten overhovedet er ligestilling.

»Det er jo i den gængse form, vi har lært at definere ligestilling. 50 procent til dig og 50 procent til mig. Det bliver en kalkule, vi tror, vi kan kalde retfærdighed. Men verden er ikke sort/hvid på den måde, og kønnene kan ikke stilles ens,« sagde hun til Berlingske i sidste uge.

Hendes mest detaljerede argument var dog, at Forsvarets udstyr som rygsække og skudsikre veste slet ikke er syet til kvinder: 

»Det nytter ikke noget, at man tilbyder sports bh'er, der giver vabler.«

Vabler på slagmarken. Gud forbyde det.

3. Lidt for meget ansvar

Hver tredje dansker vil have politikerne til at forbyde alt salg af tobak i 2030. Det viser en ny undersøgelse ifølge Danmarks Radio.

I 2016 ville kun 26 procent have politikerne til at forbyde alt tobakssalg, og dermed er den folkelige opbakning steget markant. Fortsætter udviklingen, kan det således ikke blot blive dyrere, men helt umuligt på sigt at købe cigaretter. I hvert fald på lovlig vis. 

Akrivfoto: Henning Bagger, Scanpix
Akrivfoto: Henning Bagger, Scanpix

Danmark må være det nemmeste land i verden at være politiker i. Her beder befolkningen selv om at få frataget sin selvbestemmelse.

Det var nyhedsbrevet for i dag. Læs med i morgen, hvor sigende begivenheder igen vil blive sat i nedslående perspektiv. 

Med venlig hilsen
Leny Malacinski

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.