Fredag. Feministiske stiletter, dobbeltløn til grønlandsk politiker og ulovlig mangfoldighed. Her er …
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Klima- og energiminister Lars Aagaard har fået et forklaringsproblem. Mandag undskyldte han over for Folketinget, at han ikke havde informeret om, at udrulningen af grøn strøm bliver voldsomt forsinket. Netmediet Zetland kunne nemlig afsløre, at en pressemeddelelse med den dårlige nyhed fra selskabet Energinet var blevet bremset inden udgivelsen. Ifølge selskabet Energinet var det en fælles beslutning mellem Energinet og ministeriet, men nu har TV 2 fået fat i en intern mail, hvor Energinets chefer skriver, at det var Energi- og Klimaministeriet, der bad dem om ikke at offentliggøre de dårlige nyheder:
»Efter dialog med departementet er vi blevet bedt om at udskyde udmeldingen om replanlægningen med nogle uger,« lyder det i mailen.

Det lover ikke godt for tilliden til energiministeren. Hvordan skal vi kunne stole på, at regeringen vil gøre os fri af russisk energi, når de ikke engang kan finde ud af at lyve ordentligt?
Velkommen til nyhedsbrevet fredag.
1. Dobbeltløn til grønlandsk folketingsmedlem
Aki-Matilda Høegh-Dam ændrer nu for anden gang sin forklaring om, hvornår hun vil forlade sin plads i Folketinget, efter at hun blev valgt ind i det grønlandske parlament. Først sagde Aki-Matilda Høegh-Dam, at hun ville forlade Folketinget, hvis hun blev valgt ind i Inatsisartut. Så sagde hun, at hun først ville forlade Folketinget i løbet af 2025, og nu oplyser hun, at hun måske slet ikke vil opgive sin plads alligevel.
»Jeg regner med at holde orlov, og at det bliver suppleanterne, som kører videre,« siger hun til KNR, Grønlands publicservicemedie.

Dermed kan hun ifølge KNR beholde sit folketingsvederlag på omkring 70.000 kroner om måneden oven i sit nye vederlag på cirka 50.000 kroner om måneden for at sidde i Inatsisartut. Dermed får hun en årsløn på 1,4 millioner.
Aki-Matilda Høegh-Dam er ellers en af de selvstændighedstilhængere, der er blevet kritiseret for ikke at kunne fremlægge en sammenhængende økonomisk plan for Grønland, hvis øen bliver selvstændig. Nu viser det sig, at hun slet ikke er dårlig til at regne alligevel. Hendes ekspertise ligger bare inden for disciplinen mikroøkonomi.
2. Feministiske sko i modvind
Folketingsmedlem Rosa Lund vil have svar på, om skofirmaet Roccamore, der var medarrangør på en konference om kvinders sundhed med blandt andre Moderaternes Monika Rubin, har brugt Christiansborg som en reklamesøjle. Roccamore, der er kendt for feministiske reklamekampagner med blandt andre tidligere finansminister Bjarne Corydon i høje hæle, har nemlig brugt konferencens slogan – Respect the uterus – i sine egne reklamekampagner. Rosa Lund har nu bedt Folketingets Præsidium oplyse, om et privat firma må bruge en offentlig konference i sin markedsføring.

»Der, hvor problemet opstår, er, når det bliver uklart, om det er et firma, der laver det her, eller om det er nogle politikere, og er politikerne nu med til at reklamere for de her sko. Det mener jeg, at de er,« siger hun til Radio4 Eftermiddag.
Roccamore har desuden lagt en reklamevideo på Facebook, hvor professor i kvindesygdomme Henriette Svarre Nielsen tager røde Roccamore-stiletter på, mens hun fortæller, at der forskes for lidt i kvindesygdomme. På Roccamores hjemmeside sidder professoren i de røde stiletter desuden foran teksten Respect the uterus.
Respektér livmoderen? Hvorfor skal normal viden om kvinder altid kaldes noget dumt?
3. Mangfoldighedsskema var ulovligt
Ansættelsesprocedurerne hos it-virksomheden Corti er i strid med lovgivningen om forskelsbehandling. Det vurderer flere jurister over for mediet Finans.dk. I ansøgningsskemaer på virksomhedens hjemmeside skal man nemlig svare på, om man er transkønnet, handicappet eller flygtning og oplyse, hvilken etnicitet og seksualitet man har.
Ifølge it-virksomheden blev oplysningerne brugt til at »evaluere diversitet i virksomheden«, men efter henvendelsen fra Finans.dk har Corti fjernet spørgeskemaerne og oplyser, at de fremover vil arbejde for mangfoldighed uden at bryde loven.
Endelig en konstruktiv nyhed, man kan bruge til noget. Når de gode græder, så ler de onde.
Det var sidste nyhedsbrev fra mig i denne omgang. I næste uge skrives nyhedsbrevet af min kollega Andrey Kazankov.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del:



