Torsdag. Usynlige parkeringsbøder, det nye Irma og Rasmus Jarlov som borgmester. Her er …
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Parkeringsselskaberne tjener åbenbart ikke penge nok. En far, der holdt ind på en parkeringsplads i Vejle, fik en usynlig bøde uden at vide det, da hans nummerplade blev scannet, mens han sad i bilen og ventede på sin søn i seks minutter. Først knap tre uger senere fik han tilsendt en parkeringsbøde fra selskabet APCOA på 875 kroner. Efter noget tid fik han en ny bøde for at have gjort det samme igen, da hans søn skulle til lægen, inden han overhovedet havde modtaget den første bøde.
»Det strider imod alle ens retsfølelser. Jeg forstår simpelthen ikke, at p-selskaberne kan gøre det,« siger faren, Christian Elsgaard, til Jyllands-Posten.

Så svært er det nu heller ikke: Først betaler man for at få asfalteret vejene. Så udliciterer kommunen asfalten til et privat selskab, der opkræver penge for, at man må holde på den asfalt, man selv har finansieret, og hvis man ikke selv har øjne i hovedet og kan se den bøde, der ikke sidder i forruden, får man den tilsendt efterfølgende som en ekstra service. På et tidspunkt. Hvad er det, manden ikke forstår?
Velkommen til nyhedsbrevet torsdag.
1. Donald Trump gentager ønske om Grønland
Den amerikanske præsident skruer op for sit krav om at få Grønland. Det fremgik af et interview, som Donald Trump gav onsdag aften.
»Jeg tror, at vi kommer til at gå så langt, som vi er nødt til at gå (...). Vi har brug for Grønland. Og verden har brug for, at vi får Grønland. Heriblandt Danmark. Danmark er nødt til at lade os få Grønland.«

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har foreløbig reageret med følgende udtalelse:
»Jeg synes, det er en skjult trussel, som bliver rejst mod Rigsfællesskabet, og det har jeg også brug for at sige klart fra over for,« siger han til TV 2.
Hvorfor lyder Troels Lund Poulsen altid som en, der har været på selvudviklingskursus, når han skal skrue bissen på over for Trump?
2. Nyt Irma er tilbage på Frederiksberg
I dag åbner den første butik på Frederiksberg i supermarkedskæden Alma, der skal løfte arven efter Irma. Ifølge Almas konceptchef, Anne Rahbek, rummer butikken blandt andet et stort udvalg af bælgfrugter og en planche, der guider til, hvordan man koger dem.

»Vi skal jo først og fremmest spise nogle flere bælgfrugter. Men vi vil gerne gøre det med begejstring. Så det er ikke sådan, at nu skal vi putte bælgfrugter i alting, men fremhæve bælgfrugterne på deres kvaliteter.«
Det lyder allerede nederen.
3. Rasmus Jarlov vil ind i kommunalpolitik
Det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov stiller op som borgmesterkandidat i Roskilde til kommunalvalget i efteråret. Han har siddet i Folketinget siden 2010, er formand for forsvarsudvalget og desuden tidligere erhvervsminister og medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
»Jeg synes, det vil være en virkelig spændende opgave at hjælpe med at udvikle vores område,« siger Rasmus Jarlov, der flyttede til Roskilde i 2022.

Hvis han bliver borgmester, kan Roskilde blive den første danske kommune, der udskifter sine CO₂-venlige elbiler med et kommunalt korps af kampfly og minerer kommunegrænsen hele vejen rundt. Man ved bare, det bliver det sidste sted på danmarkskortet, der overgiver sig.
Det var alt for i dag. Ugens sidste nyhedsbrev kommer i morgen.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del:
