Tirsdag. Gruppechat med USAs forsvarsminister, politikere, der skriver bøger, og fødevareministerens madvaner. Her er ...
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Bogen, det uddøende medie, er genopstået som de skandaliseredes foretrukne kommunikationsform. Når alt håb er ude, og man er blevet anklaget for besiddelse af overgrebsmateriale, plagiat eller lækage af statens fortrolige oplysninger, er der kun en måde at nulstille fortiden på og konstruere en ny, offentlig identitet: Skriv en bog.

Henrik Sass Larsen har således annonceret, at han skriver på en bog om »hændelsesforløbet,« som han selv kalder det, men Politikens Forlag, der har modtaget hans manuskript, har takket nej. Skulle det lykkes ham at få den udgivet, følger han i fodsporene på forfattere som Jeppe Søe, Janni Ree, Katherine Diez og Lars Findsen, der ikke kunne nøjes med at tale ud i et tv-program. Hvis tendensen fortsætter, kommer gruppefotoet af kultureliten til Gyldendals efterårsreception til at se meget sjovere ud.
Velkommen til nyhedsbrevet tirsdag.
1. Tre nye bøger om Moderaterne
Udover Jeppe Søes nye bog om Moderaterne udkommer Jeppe Søes ekskone Pia Møller Søe snart med sin version i bogen Nu skal det handle om nogen – Moderaterne og magtens pris. Desuden har Karin Liltorp, der forlod Moderaterne og nu er i Alternativet, lige udgivet bogen Nybegynder på Borgen.

Partiformanden Lars Løkke Rasmussen er selv forfatter til fire bøger, hvilket betyder, at der snart er flere bøger om Moderaterne, end der er folketingsmedlemmer tilbage i partiet.
En god udvikling for både forlagsbranchen og folkestyret.
2. Gruppechat afslørede angrebsplaner
En amerikansk journalist blev ved en fejl orienteret om USAs angreb mod houthierne i Yemen, inden de fandt sted. Ifølge Jeffrey Goldberg, der er chefredaktør på magasinet The Atlantic, blev han tilføjet en gruppechat med blandt andre den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth, den nationale sikkerhedsrådgiver Michael Waltz, vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio i den krypterede app Signal.
»Jeg vidste to timer, før de første bomber eksploderede, at angrebet kunne være på vej. Grunden er, at Pete Hegseth, forsvarsministeren, sendte mig angrebsplanen klokken 11:45,« skriver Jeffrey Goldberg.

Den slags åbenhed i forvaltningen kan journalister kun drømme om i Danmark. Troels Lund Poulsen, hvis du læser dette, så tilføj mig på X!
3. Danskernes takeaway-vaner
Fødevareminister Jacob Jensen fra Venstre opfordrer flere danskere til at lave mad selv. Det sker på baggrund af en undersøgelse, der viser, at ti procent af danskernes aftensmad på en hverdag indtages på en restaurant eller som takeaway. Hver fjerde, der spiser takeaway, gør det foran en tv-skærm.
»Den sociale dimension går tabt, når man sidder foran en skærm og spiser (...) Tænk på, hvor mange penge vi bruger på de her samtalekøkkener i forhold til, hvor lidt tid vi bruger på at lave mad i dem,« siger Jakob Jensen.
I den forbindelse har Jyllands-Posten spurgt, hvor tit Jacob Jensen selv laver mad: »Ikke specielt tit. Jeg gør det nok mest i weekenden, fordi jeg har meget skæve arbejdstider.«

Det er det sjoveste, ministeren har sagt, siden han sidste år afsatte 30 millioner kroner af danskernes penge til at begrænse madspild. Da Politiken spurgte, hvordan Jacob Jensen begrænsede sit eget madspild, svarede han:
»Hvis man har en rest kød eller nogle grøntsager i overskud, virker det altid at blande dem i en gryderet næste dag.«
Godt brølt, løve.
Her slutter nyhedsbrevet. Arbejdstilsynet må have en grænseværdi for, hvor mange politikere man skal skrive om på en dag.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del:
