Fredag. Usynlige cigaretter, Mettes minkfarm og flyvende skrald. Her er ...
Dagen ifølge Leny Malacinski
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Hvis vi en dag får besøg af rumvæsener, der leder efter intelligent liv i velfærdsstaten, kan de godt springe Sundhedsministeriet over.
Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto, er blevet politianmeldt, fordi der i flere supermarkeder står tobaksvarer og nikotinposer fremme, så kunderne kan se dem.

Ifølge tobaksreklameloven må tobaksprodukter »ikke være synlige for kunderne«, og efter en klage tog Forbrugerombudsmanden derfor på kontrolbesøg hos en række supermarkeder. I en pressemeddelelse fremgår det, at tobaksvarerne i supermarkederne ligger skjult bag et plasticforhæng.
»I 15 tilfælde var plasticforhængene dog trukket fra i længere tid, og det er ulovligt,« slår Forbrugerombudsmanden fast.
Altid noget, at man stadig må ryge cigaretter, så længe man ikke ser direkte på dem.
Velkommen til nyhedsbrevet fredag.
1. Mette Frederiksen køber gammel minkfarm
Statsministeren har købt et sommerhus på en stor grund, der for mange år siden var en minkfarm. Sommerhuset ligger på Møn, og ifølge Ekstra Bladet ligger de forladte minkhaller stadig på grunden. De gamle ejere skrev i byggesagsmaterialet i 1987:
»Iflg. lokale oplysninger blev der holdt mink i ca 1 l/2 år. Opdrættet ophørte grundet uheld med dette.«

Hvis der ikke sidder en horrorforfatter lige nu og skriver et Netflix-manuskript om en kvindelig statsminister, der køber et idyllisk hus på landet for at slappe af med familien, men ender med at blive hjemsøgt af sin egen fortid, får kulturministeren hermed hjemmel til at skride ind og nedlægge hele dansk drama. Som erhverv.
2. Kvinfo kritiserer Donald Trump Jr.
Da den 21-årige dansker Victoria Kjær Theilvig vandt Miss Universe-konkurrencen tidligere i år, fik det både Elon Musk og Donald Trumps søn til at juble.
»Biologisk og objektivt attraktive kvinder har fået lov til at vinde skønhedskonkurrencer igen,« skrev Donald Trump Jr. på Instagram.
Ifølge organisationen Kvinfo, der beskæftiger sig med køn og ligestilling, fokuserer han dog alt for meget på Miss Universes fysiske fremtoning. Det skriver Kvinfo i sit nyhedsbrev.

»Kvindekroppen er og bliver en kampplads og altså også for USA’s kommende præsidents søn og tro væbner, der finder vigtighed i at forholde sig til, hvilken krop og farve der gør en kvinde prisværdig.«
Det er åbenbart gået hen over hovedet på Kvinfo, hvad skønhedskonkurrencer går ud på. Især de deltagende kvinder finder ret stor vigtighed i, hvad der gør en kvindekrop mest prisværdig.
3. Til den danske regering fra Hollywood
Skuespilleren Martin Sheen beder i en video den danske regering om at løslade miljøaktivisten Paul Watson. Han sidder fængslet i Grønland og kræves udleveret af Japan på grund af sine aktioner imod hvalfangst. I videoen siger Martin Sheen blandt andet:
»Med al respekt retter jeg denne besked til den danske regering såvel som den højtærede Peter Hummelgaard.«
Martin Sheen spiller blandt andet præsident Josiah Bartlet i den legendariske tv-serie The West Wing. I et opgør mellem de to sætter vi vores penge på Martin Sheen, ikke mindst for hans udtale af justitsministerens efternavn. Undskyld, Peter Hummelgaaard.
4. Parkeret fotovogn gav problemer
En 75-årig vestjyde har fortrudt, at hun i juli måned gav politiet lov til at parkere en fotovogn på sin grund. Vrede bilister bruger nu hendes grund på Varde Hovedvej ved Bramming som losseplads og smider tomme ketchupflasker, emballage fra færdigretter, sølvpapirskugler, plasticbøtter og mælkekartoner ud ad vinduet, når de kører forbi. Ingrid Marie Lorentzen fortæller til TV 2, at hun ikke tør hente avisen i postkassen, før hun har set sig til højre og venstre, og at hun har installeret overvågning på sin grund.
»Da jeg fortalte det til ham i fotovognen, genkendte han problemet med det samme (...) For at sige det rent ud vil jeg have hævn. Jeg får stadig skrald, selvom fotovognen ikke holder her længere.«
Sådan går det åbenbart, når man rækker staten en lillefinger. På den ene eller den anden måde ender det altid galt.
Venlig hilsen
Leny Malacinski
Del:
