Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

DJØF-Bladet har kåret de 19 mest irriterende vendinger på arbejdspladsen. Djøf'ere over hele landet har indsendt deres personlige favoritter og stemt om de værste udtryk.

»Jeg hører, hvad du siger,« er kommet ind på førstepladsen. Andenpladsen er at »spille hinanden gode« og tredjepladsen at »kigge ind i/se ind i«.

Som art har djøf'ere altid været svære at holde af, så det giver på en måde mening, at de heller ikke kan lide hinanden.

Velkommen til nyhedsbrevet torsdag. 

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Demonstration foran ministerium

Miljøaktivister trængte onsdag ind i Ministeriet for Grøn Trepart. Cirka 20-30 personer fra Den Grønne Ungdomsbevægelse havde medbragt bannere og stillede sig blandt andet foran ministeriets hoveddør, hvor de råbte slagord.

»Vi vil ha’, I genforhandler – utilstrækkelige planer!« lød det blandt andet.

Den Grønne Ungdomsbevægelse protesterede i går ude foran og inde i Ministeriet for Grøn Trepart. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix
Den Grønne Ungdomsbevægelse protesterede i går ude foran og inde i Ministeriet for Grøn Trepart. Foto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Er der ingen kvalitetssikring af kampråbene i den bevægelse? Så hellere From the river to the sea.

2. Homofobi blandt muslimer

Cirka 60 procent af de adspurgte muslimer vil ikke acceptere, hvis deres børn lever åbent som homoseksuelle. Det fremgår af en undersøgelse, der er bragt af Jyllands-Posten. Susanne Branner, der er sekretariatschef i LGBT+ Danmark, vil dog ikke svare på, hvad hun mener om homofobi blandt danske muslimer. Hun siger i stedet:

»Vi ved jo, der er en sammenhæng mellem meget religiøse miljøer, og hvor svært det er at være homoseksuel. Nu har Andreas og Sune Æbelø lige publiceret en bog (De fortabte sønner, 2024, red.) om, hvordan det er at vokse op som homoseksuel i et meget kristent miljø.«

Susanne Branner Jespersen. Arkivfoto: Mathias Svold, Scanpix
Susanne Branner Jespersen. Arkivfoto: Mathias Svold, Scanpix Mathias Svold

Da Jyllands-Posten spørger, om der ikke er et specifikt problem blandt muslimer, svarer hun:

»Det er da et kæmpe problem. Men vi er jo heller ikke særligt kristne i Danmark. Det tal skal man vel sammenligne med Uganda, hvor langt størstedelen er kristne og heller ikke vil acceptere homoseksualitet.«

Tak til LGBT+ Danmark for at give begrebet selektiv hørelse en helt ny betydning. 

3. Mangfoldighed i Danmarks Radio

Der er for mange mænd og for mange fra hovedstadsområdet med i DRs udsendelser, nemlig henholdsvis 60 og 62 procent. Sådan lyder det fra Heidi Sivebæk, redaktør for mangfoldighed i DR, der vil have tallene ned på 50 procent næste år. 

»Det betyder ikke, at der er nogen, der ikke må optræde i vores programmer længere. Vores mission er ikke at smide nogen ud af vores flader. Vores mission er at få mange flere forskellige ind.«

Arkivfoto: Bo Amstrup, Scanpix
Arkivfoto: Bo Amstrup, Scanpix Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Nu er procentregning ikke en journalistisk spidskompetence, men hvis andelen af mænd og københavnere skal nedbringes, vil det netop betyde, at færre må optræde i programmerne, for at kvinder og folk med anden geografisk baggrund udgør en større andel. 

Hvad med at opfinde en kvote for meningsløse ideer, der foreslås af overvejende kvindelige konsulenter fra den øvre middelklasse? Lige det måltal ville DR hurtigt kunne nå.

Det var alt for i dag. I morgen er Nikolaj Arve tilbage med ugens sidste nyhedsbrev. 

Venlig hilsen
Leny Malacinski