Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Karin Liltorp, folketingsmedlem for Moderaterne, kommer i dag med en advarsel i Berlingske.

»Jeg er oprigtigt bekymret for vores demokrati, hvis vi ikke får gjort op med den her rigtig dårlige symbiose, som jeg mener, at medier og politikere har.«

Det er første gang, Karin Liltorp så tydeligt advarer imod det destruktive samspil mellem magthavere og medier, siden hun sidst gjorde det i august måned. Her skrev hun en kronik om, at hun både led af »politiker-, vælger- og medielede«.

På det tidspunkt var det en hel måned siden, hun sidst havde givet interview om sagen. Da erklærede hun, at hun havde slettet sine sociale medier, vel vidende at det ville skade hendes gennemslagskraft som politiker. 

»Folk stemmer jo på dem, de kender. Sådan er det jo. Og hvis det er de sociale medier, man bliver set på, så bliver jeg jo ved med at være ukendt.«

Det problem har hun da efterhånden fået kompenseret for. Karin Liltorp har formentlig aldrig været så meget i medierne, som siden hun begyndte at advare om, hvor dårligt det er at være i medierne. 

Velkommen til nyhedsbrevet torsdag.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Lars Løkke i ny bilagssag

Udenrigsminister Lars Løkke burde selv have dækket udgifterne til minibaren under en rejse til Abu Dhabi i februar. Det oplyser Udenrigsministeriet til Ekstra Bladet, der har søgt aktindsigt i bilagene. Dermed var der tale om en »administrativ fejl«, da Udenrigsministeriet oprindeligt betalte regningen, lyder det i svaret:

»Fejlen består i, at Udenrigsministeriet er kommet til at lægge ca. 785 kroner ud for udenrigsministerens private udgifter til minibar i forbindelse med et tredages besøg til Abu Dhabi (...) Udenrigsministeren tilbagebetalte pengene, så snart fejlen blev opdaget.«

Arkivfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Arkivfoto: Thomas Traasdahl, Scanpix Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Man må efterhånden bare tage hatten af for Lars Løkke. Uanset hvor mange embedsmænd, spindoktorer og journalister der prøver at stoppe den mand, graver han nye tunneller ind i skattekassen som dansk politiks egen lille Hizbollah-hær.

2. Lars Seier vs. Københavns Kommune

Den ikoniske Café Dan Turèll i indre by er havnet i en bureaukratisk klemme. Cafeens ejer Lars Seier Christensen, den tidligere Saxo Bank-direktør, fik lov til at udvide fortovet foran cafeen, så der er plads til stole og borde, og han har selv betalt de 600.000 kroner, udvidelsen kostede. Nu hvor fortovet er færdigt, har han imidlertid fået afslag på at bruge det, skriver B.T..

»Vi er uforstående over kommunens nej til udeservering. Vi har hele tiden gjort det klart over for Københavns Kommune, at fortovsudvidelsen var med henblik på udeservering,« siger Alex Haustrup, direktør for cafeen.

Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix
Arkivfoto: Søren Bidstrup, Scanpix Søren Bidstrup

Ifølge B.T. skyldes problemet, at den afdeling i Teknik- og Miljøforvaltningen, som giver tilladelse til at udvide fortove, ikke er den samme afdeling, der giver lov til udeservering.

Eller som kommunen selv formulerer det:

»Forvaltningen anerkender, at man fremadrettet kan blive bedre til at orientere om de politisk besluttede rammer, som planerne for et givent område er med til at sætte, og hvad man derfor kan og ikke kan have forventning om at få tilladelse til.«

Det er så bureaukratisk, at det næsten er poesi. Nogen burde indramme Teknik- og Miljøforvaltningens svar og hænge den op ved siden af de der Escher-tegninger, hvor trapperne ikke passer sammen, og alle døre fører intet sted hen.

3. Børn og asbest

Byggefirmaet LM Multiservice har fået 14 strakspåbud af Arbejdstilsynet, blandt andet for at lade børn ned til 12 år arbejde med asbest på en gammel ejendom, der skulle rives ned. Direktøren Luini Joe Mammen har forklaret sig med, at han ikke vidste, hvor gamle børnene var. På TV 2 bliver han spurgt, om han ikke kender forskel på en 12-årig og en 22-årig, hvortil han svarer

»Det kan være nemt (at snyde, red.) for en 12-årig, som har skæg og allerede ligner en over 18.«

Eternittag lavet af asbest. Arkivfoto: Johnny Madsen, Scanpix
Eternittag lavet af asbest. Arkivfoto: Johnny Madsen, Scanpix Johnny Madsen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Luini Joe Mammen er som skabt til tv. Det kan godt være, at lille Jantelovsdanmark ikke er kendt for at producere iværksættere, men ambitiøse miljøkriminelle spytter vi åbenbart ud på samlebånd. Hvis han slår sig sammen med rockeren Fasar fra Den sorte svane, bliver byggebranchen aldrig den samme igen. 

Venlig hilsen
Leny Malacinski