Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Danmarks Radio har en video liggende på sin hjemmeside med gode råd til medarbejdere, der skal beskæftige sig med ikkehvide. Den hedder: »Fiktion med og om etniske minoriteter.«

Her opfordres til »samskabelse« og til at undgå etniske stereotyper, når man »selv er pæredansk«.

Videoen er en del af DRs mangfoldighedspolitik og er blevet kritiseret i en kommentar i Berlingske, men den kunne faktisk godt gå mere i dybden med forskellige minoritetsgrupper.

Hvad med en video ved navn »Fiktion med og om sigøjnere, jøder og homoseksuelle«? Eller måske en pjece med overskriften: »Er der sorte mennesker på filmsettet? – Sådan forbereder du dig.«

Nogen burde opfinde et realityshow, hvor man sender den afgående generaldirektør Maria Rørby Rønn ud på en øde ø udelukkende befolket af handicappede, muslimer, tykaktivister og andre minoriteter, som hun skal prøve ikke at fornærme. Det værste er, at hun garanteret ville vinde.

1. Parkeringspladser ved Ruslands ambassade

Københavns Kommune vil inddrage 23 parkeringspladser fra Ruslands ambassade på Østerbro i København. Det giver ikke mening, at ambassaden skal have mere end én parkeringsplads, når københavnerne selv mangler, lyder det fra Jens-Kristian Lütken, Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester. Til Berlingske fortæller han dog, at der også er en anden grund til at inddrage pladserne.

Den Russiske Ambassade i København. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix
Den Russiske Ambassade i København. Arkivfoto: Liselotte Sabroe, Scanpix

»Jeg synes faktisk ikke, vi skal stille p-pladser til rådighed for russerne på grund af de ting, de gør i Ukraine.«

Det er faktisk ikke en dum tanke. Sanktionerne virker alligevel ikke, og når man ved, hvordan det driver folk til vanvid at køre rundt i koncentriske cirkler, mens de leder efter et sted at parkere, er det på tide at ty til ukonventionelle våben.

2. Donald Trump danser

Er Donald Trump ved at tabe småkagerne? Det spørgsmål rejser sig, efter at præsidentkandidatens vælgermøde i Pennsylvania blev afbrudt, og Trump blev stående på scenen og vuggede i takt til musikken i over 30 minutter. The New York Times konkluderede for nylig, at den 78-årige Trump oftere taber tråden i sine taler, og nu spekuleres der i, at ikke kun Joe Biden, men også Donald Trump er blevet indhentet af sin alder.

Foto: David Muse, Scanpix
Foto: David Muse, Scanpix

Det er lige, hvad verden mangler. Endnu en omtåget gamling, der er tvunget til at stå oprejst i bokseringen indtil valgdagen 5. november. Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, har det tilsyneladende bedst med at træde ind på scener og vinke, mens hun håber, at ingen spørger hende om noget med politik.

Gud hjælpe os alle sammen.

3. Alexandra Sasha på scenen

Venstres tidligere kandidat Alexandra Sasha har deltaget i flere møder med russiske organisationer end hidtil kendt. Det kan Frihedsbrevet berette.

I 2016 blev hun fotograferet til et møde i Moskva arrangeret af Russkiy Mir Foundation, der ifølge Frihedsbrevet er sat i verden af Vladimir Putin. Hendes mor er ligeledes fotograferet sammen med den russiske udenrigsminister til et arrangement for russere i udlandet.

Den største afsløring er dog en YouTube-video af en cirka 15-årig Alexandra Sasha fra 2010. Her optræder hun i en sangkonkurrence for »landsmænd i udlandet« med sangen »Hit the Road Jack«.

Nu skal man selvfølgelig ikke kritisere folk for ikke at kunne synge, når man heller ikke selv kan, men når man har set videoen, forstår man bedre, hvis Alexandra Sasha på et tidspunkt besluttede sig for at afsøge nye jobmuligheder og i stedet gå efter en karriere inden for påvirkningsvirksomhed.

Venlig hilsen
Leny Malacinski

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.