»Aula indfører efterspurgt funktion,« lød det her til morgen på netmedierne.

Som forælder vejrer man straks morgenluft. Kommer der en »nej tak til uoverskuelig informationsstrøm«-knap, man kan trykke på? Vil relevante beskeder blive samlet ét sted på Aula og ikke spredt ud over hele platformen? Så god er verden selvfølgelig ikke.

Ifølge kommunernes it-fællesskab Kombit, der står bag Aula, bliver det fremover muligt aktivt at vælge, om man vil svare alle eller kun afsenderen af en besked direkte. Efter cirka fire år med appen er det åbenbart lykkedes at bestige dette Mount Everest af en teknologisk udfordring. 

Et stort skridt for kommunernes it-fællesskab, et lille skridt for normale mennesker.

Velkommen til nyhedsbrevet fredag.

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Kritik af Emma Holten

Overvismand Carl-Johan Dalgaard retter ny kritik af forfatter Emma Holten og hendes bog Underskud.

»Der er tider, hvor du føler dig så dårligt behandlet (som økonom, red.), at du har lyst til at smide bogen ud ad vinduet,« sagde han torsdag til Børsen.

I bogen argumenterer Emma Holten for, at den etablerede økonomi hverken har sprog eller regnetabeller for værdien af omsorg i et samfund. Derfor har Danmark en »omsorgskrise«, men ifølge flere økonomer har Emma Holten misforstået grundlæggende økonomiske begreber og karikerer økonomerne som kyniske. Det forstår Emma Holten ikke.

»Det begynder at blive ret trættende med den her retorik om, at jeg synes, økonomer er dårlige mennesker,« skriver hun til Børsen.

Foto: Liv Latricia Habel
Foto: Liv Latricia Habel

I et interview til Politiken har hun ellers netop antydet, at økonomer kun går op i omsorg, så længe det får folk til at blive på arbejdsmarkedet. Her fortalte hun, at hun er kronisk syg og derfor modtager en dyr behandling:

»Men på et tidspunkt bliver jeg måske så syg, at jeg ikke kan arbejde. Så ville en hardcore økonom nok sige, at jeg lige så godt kunne være død, for her har vi passet på dig og ikke fået en skid ud af det.«

Måske er Emma Holten bare træt af at blive taget på ordet, når hendes personlige åbenbaring ikke bliver modtaget af økonomerne som deres nye bibel. 

2. To statsministerkandidater

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, haler ind på Mette Frederiksen som danskernes foretrukne statsministerkandidat. En ny megafonmåling viser, at 19 procent af befolkningen foretrækker Mette Frederiksen, mens 17 procent foretrækker Alex Vanopslagh. Det tætte løb har fået Mette Frederiksen til at prøve at lokke Vanopslagh ud af busken

»Jeg synes, at Vanopslagh skal melde sig som statsminister, hvis det er det, han ønsker at være. For så kan vi få en mere fair debat end den, der er lige nu. Man kan ikke gemme sig væk, hvis man gerne vil påtage sig ledelsen af landet.«

Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix

Mette Frederiksen er selv omgivet af rygter om, hvorvidt hun er ved at hoppe af til en toppost i EU, og nu har danskerne så valget mellem to uafklarede politikere.

Alex Vanopslagh, der ikke vil indrømme, at han er statsministerkandidat, og Mette Frederiksen, der ikke vil indrømme, at hun måske ikke er det.

3. Flere uventede milliarder

Regeringen ventes i dag at opskrive det økonomiske råderum med 11-12 milliarder kroner, skriver Børsen. Det vil i så fald være tredje gang inden for kort tid, at det offentlige har flere penge til rådighed end oprindeligt antaget. I maj sidste år hævede regeringen råderummet med 16 milliarder kroner og i august sidste år med med fire milliarder kroner. 

Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix

Det lyder jo som en god nyhed, men jo bedre det går for dansk økonomi, jo værre er det for Socialdemokratiet – partiet, der begrundede afskaffelsen af store bededag med en dyster dommedagsretorik om, at danskerne skal arbejde mere for at overvinde Rusland, klimakrisen og generelt opretholde velfærdssamfundet.

Intet er så godt, at det ikke er skidt for socialdemokraterne.

Her slutter min vagt på nyhedsbrevet denne uge. Næste uge debuterer Pernille Stensgaard som nyhedsbrevsskribent – så er der i hvert fald dét at se frem til.

Venlig hilsen
Leny Malacinski

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.