Dagen ifølge Laura Hattens

Kære læser
God formiddag denne onsdag efter en dag, der såmænd bare handlede om, hvordan vi redder fremtidens sundhedsvæsen.

Sundhedsstrukturkommissionen. Et ord, man faktisk ikke kan udtale uden at blunde kortvarigt. Og uden at forstrække tungen.

Der er noget paradoksalt ved strukturer: Alt det vigtigste i vores samfund er bygget op om strukturer, men alligevel dør man en lille smule indeni, når man hører ordet. Strukturer. Således også for de kønnede af slagsen, som i øjeblikket fylder mediebilledet i kølvandet på en ny DR-dokumentar. Strukturel sexisme, et principielt problem, som vi for enhver pris må løse, mener alle. Alligevel ser man sig selv klikke på de artikler, der alene vinkler på, hvem der gjorde hvad mod hvem.
Dagens historier handler selvfølgelig om strukturer. Med håbet om, at De er med hele vejen.

1. Musikernes hønen og ægget

Strukturel sexisme gør det svært for kvinder at være i musikbranchen. Som Annika Aakjær siger i førnævnte DR-dokumentar: »Ét myggestik kan man leve med. Tusind bliver man sindssyg af.«

Men problemet er i lige så høj grad, at det for kvinder kan være svært overhovedet at få en fod indenfor i en relationsbåret branche, hvor lederne er mænd, og mænd ansætter og afspiller dem, de kender.

Om 50 procent af de kunstnere, DR afspiller i radioen, skal være kvinder, var derfor et tema i dagens udgave af P1 Morgen.

»Det ville være naturligt – fordi der er rigtig mange kvinder i branchen. Men jeg ved også godt, vi er inde i en hønen og ægget-snak her,« sagde sanger og sangskriver Pernille Rosendahl i radioen. Brancheorganisationer, radiostationer, pladeselskaber. Alle er løsningen, så ingen er løsningen.

»Men det er jo larmende, fraværet af de store pladeselskaber. Det bliver jeg nødt til at sige, mens vi står her,« sagde Rosendal. »Dem må I gerne ringe til igen og spørge, om de vil komme lidt på banen. Der er ingen, der kan gøre det her alene.«

2. Fald ikke for Taylor

Ikke kun de kønnede strukturer trives, det gør også svindelstrukturerne i samfundet. Tag bare såkaldt kærlighedssvindel. Man har måske hørt om kvinden, der pludselig var centrum i en sag om millionunderslæb, fordi hendes digitale elsker viste sig at være svindler? Her gik man ellers og troede, at »Mick Jagger« var en ordentlig mand.

I maj viste tal, at færre herhjemme falder for kærlighedssvindel, men at ofrene til gengæld svindles for større summer end tidligere.

Og i Jyllands-Posten kommer bedrageriekspert i teknologivirksomheden BioCatch Gareth Williams nu med fem røde flag, der kan indikere, at det muligvis ikke er den Beyoncé, der bliver ved med at flirte i indbakken.

En klokke skal således ringe, hvis Beyoncé for eksempel virker superinteresseret i historien bag de medaljer, man har hængende fra klubmesterskabet i 2014, hvis hun aflyser i sidste øjeblik eller beder om hjælp til at kunne betale for sin hamsters knæoperation. Derudover bor kærlighedssvindlere ofte tæt på deres ofre, men hævder at være i militæret, være embedsmand eller – særligt populært – at arbejde på en olieboreplatform.

»Det giver dem en gyldig undskyldning for, hvorfor de skal være væk i lange perioder, og endnu vigtigere, grund til at bede om penge til at købe en flybillet hjem for at se dig,« siger bedragerieksperten.

Man kunne overveje en simpel, sjette tommelfingerregel: Vil Taylor Swift have dig pronto, så tjek lige din konto.

3. At folde eller ikke at folde

Indrømmet, dagens tredje historie handler ikke om strukturer, men om struktur. Og så alligevel: For der er ikke noget, der kan give følelsen af at være strukturelt ustruktureret, som når ferien er begyndt, klokken er kvart i afrejse, men kufferten nægter at samarbejde, og man ender med at gå gennem security som en idiot i tre par bukser.

The New York Times står klar til at hjælpe os. I en artikel forklarer Hitha Palepu, forfatter til bogen How to Pack (jo, den findes), hvordan man kan pakke til to uger i en carry on-taske. Dét må være definitionen af public service.

Først og fremmest: altid hardcase-kuffert. Dernæst, selvindlysende: Essentials only.

Men det er artiklens tredje råd, der batter: »Pak, som om hver centimeter gælder. For det gør den.«

Skal tøjet foldes eller rulles, er det eviggyldige spørgsmål, men svaret er en kombination, forklarer Palepu og afslører humlen: at placere tykke sweatre fladt i kuffertens bund – med ærmer og overskydende dele hængende ud over kanten. Bukser, kjoler og træningstøj rulles og fordeles ovenpå, dernæst kommer de foldede skjorter og bluser, undertøj og strømper i hullerne. Til sidst foldes så sweaterærmerne hen over alt tøjet, som var det en gave i indpakning. Risiko for huller og folder elimineret.

Hvor mange parforhold på vej på sommerferie kunne den artikel have reddet?

Således alligevel opløftet. Vi ses i morgen i indbakken.

Venlig hilsen
Laura Hattens

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.