Dagen ifølge Jeppe Bentzen

Tirsdagen er over os, og vi skal fluks i gang, hvis vi skal nå forbi alle de former for oprustning, som dagen byder på.

Kan De huske dengang, i midten af 00erne, et tidspunkt mellem 9/11 og finanskrisen, da forfatteren Nielsen og hans kompagnon Rasmussen spadserede ind over grænsen til Irak med »en universel model af demokratiet« i en halvstor metalkasse? 

I modsætning til deres nærmeste allierede, Amerika, foretrak de to »eksemplariske europæere« selvfølgelig at krydse grænsen »ad fodvejen« i stramme slips og polerede sko, når de skulle »befri« det krigshærgede land, som Nielsen senere formulerede i Den 11. time på DR2.

En satire over vestlig arrogance og hovmod var aktionen jo nok. Her to årtier senere fortæller den journalistiske performancekunst også en anden historie om, hvor meget vores del af verden har forandret sig siden 00erne: 

Joken var, at selvom de to europæere tvivlede på amerikanernes dagsorden, afstod de ikke fra at følge den. Europæerne foretrak blot at se mere smagfulde ud imens. 

Så stærk var tilliden til USA, så ulige var magtforholdet. Man skulle længere ud på fløjene for at finde heftigere kritik af den amerikanske dømmekraft. 

I dag finder man netop den kritik fra politiske ledere i både Det Hvide Hus i Washington og Europa-Parlamentet i Bruxelles. 

1) Atomvåben, ja tak

I en bombastisk kronik på Euractiv.com skriver Charles Michel, formand for Det Europæiske Råd, at almindelig oprustning og forhøjet NATO-bidrag er so last year – nu skal økonomien »skifte til en krigstilstand«. 

Som altid med meldinger fra EU skal man se bort fra pligtskyldige mellemregninger og i stedet notere sig de bemærkelsesværdige detaljer: Michel begrunder ikke kun oprustningen med Ruslands invasion af Ukraine. Han skriver, at Europa »ikke længere kan regne med andre eller lade sin skæbne afgøre af amerikanske præsidentvalg«.

Michel ser skriften på væggen: Trumps sandsynlige valgsejr i november kan blive skelsættende for den ellers tætte forsvarsalliance mellem Europa og USA.

Antyder Michel et kursskifte her, kan det tænkeligt skyldes Trumps seneste melding om, at han ikke vil beskytte europæiske nationer, der ikke lever op til deres NATO-forpligtelser, fra et eventuelt russisk angreb. Foruden, selvfølgelig, den især republikanske modstand mod en fortsat støtte til Ukraine. 

De tvetydige meldinger fra USA fik allerede i sidste uge Polen til at følge Charles Michels påbud. Her besøgte den Tusk-ledede regering Det Hvide Hus med budskabet om, at Polen snart kræver sine egne atomvåben, nu hvor USA vakler i troen. Til Bloomberg uddybede udenrigsminister Sikorski, at den tøvende amerikanske kurs kan få »store konsekvenser for Amerikas allierede i hele verden«. 

2) Blodbad, måske

Et comeback til Donald Trump vækker ikke kun en usikkerhed om, hvad manden selv kan finde på. Hvad med hans mest loyale følgerskare?

Havde man fortrængt minderne om Stormen på Capitol Hill 6. januar 2021, sørgede Trump for selv at sende tankerne i den retning i lørdags.

Under et rally i Ohio lørdag sagde han: »Hvis jeg ikke vinder (...) Det vil føre til et blodbad for vores land.« 

Det løfte blev øjeblikkeligt tolket som en advarsel om, at et hævnforsøg vil gentage sig, hvis valgsejren igen stjæles fra Trump, som han løgnagtigt påstod sidst.

Da balladen om »blodbadet« brød ud, skyndte Trump sig at beskylde medierne for at fordreje formuleringen. Han refererede blot til de store fyringsrunder, amerikanske arbejdspladser vil blive tvunget ud i, hvis ikke Trump får lov til at kontrollere økonomien, som han vil.

Alligevel er det fristende at tolke Trumps ordvalg som en »hundefløjte« – et intentionelt kryptisk ord, der både kan forstås på et uskyldigt plan og som et indforstået kodesprog. 

Fristelsen bliver ikke mindre, hvis man læser Harper's Magazines nye, fantastisk interessant portrætinterview med Jacob Angeli-Chansley – ham, der var klædt ud som shaman under Stormen på Capitol Hill. 

Om forbundetheden med Donald Trump siger shamanen: »Vi er en del af ham, og han er en del af os.«

3) Turister, nej tak

Det er nu, de kommer igen. Fuglene og de »Lyse nætter«, som Alberte Winding synger i, hvad der ifølge Dagbladet Informations læsere er den smukkeste danske sang nogensinde. Men med foråret og varmen følger turisterne. Næst efter russerne må invasionen af sommerens turister være den mest ildesete i Europa. 

Beklage sig over masseturismen kan man så nemt, men ikke slå den ihjel, for den »er en del af os selv«, som christianitterne, de længst blivende turister i København, synger.

Og dog: Costa del Sol i spanske Malaga slutter sig nu til samme klub som Venedig, Amsterdam, Paris og Barcelona – byer, der også opruster mod feriegæster.

En gruppe utilfredse lokale har ifølge Euronews pyntet gader og bygninger med sørgmodige beskrivelser som »Det her plejede at være mit hjem« og »Det her plejede at være byens centrum« – og mere og aggressive advarsler som »Go fucking home« og »Stinker af turisme«. 

I 2023 satte besøgstallet da også rekord: 14 millioner afholdt deres ferie på Costa del Sol, »hvor solen den danser«, som C.V. Jørgensen sang i en i øvrigt lidt bedre dansksproget sang.

Venlig hilsen
Jeppe Bentzen

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.