Dagen ifølge Christoffer Zieler

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I 2016 fjernede Jensens Bøfhus den apostrof mellem n’et og s’et i ordet »Jensens«, som indtil da havde skæmmet denne fine restaurationskædes navn og fået danske grammatikkommissærer til at skære tænder og hamre deres knoer afmægtigt ind i mure, spejle og gelændere.

Men nu har den fra engelsk importerede genitivapostrof fået nyt fodfæste på kontinentet, idet den for nylig blev lovliggjort i Tyskland af den tyske pendant til Dansk Sprognævn. Det skriver The Guardian. Dermed skal tyskerne ifølge den britiske avis nu acceptere beværtninger med navne som Harald’s Eck, selvom man hidtil på tysk bare har sat et s for enden af det ord, som skal stå i genitiv, ligesom her i landet.

Denne Deppenapostroph – eller båtnakkeapostrof – har selvfølgelig enerveret tyske sprogrevsere i mange år, men nu må de leve med den. Tyskland er simpelthen faldet.

Da Dansk Sprognævn som bekendt altid er på pletten, når nogen i Danmark siger noget på en forkert måde, sådan at Nævnet herefter straks kan erklære, at dette nu er den korrekte måde, vil vi sikkert snart få indført båtnakkeapostroffen herhjemme også.

Selv i Weekendavisen’s nyhedsbreve.

1. Alt gavner Trump

Lad os tage en lille USA-overflyvning – ligesom orkanen Milton, der i disse timer snurrer sig stor og fed og gør sig klar til at hamre ind i delstaten Florida, hvorfra rekordmange mennesker – cirka så mange som den danske befolkning – er blevet evakueret.

Hvem får gavn af de ødelæggelser, som Milton nok vil forårsage? (Udover Floridas tømrere og glarmestre). Mit bud er Trump.

Det er sådan, at hvis der sker noget vildt eller slemt i USA, så gavner det på en eller anden måde Trump; det synes alle seriøse iagttagere af USAs tre-fire år lange valgkamp at være fuldkommen enige om. Inflation: godt for Trump. Krig i Mellemøsten: superduper for Trump. Dom for kriminelle handlinger: bonus til Trump. Uhyggeligt vejr: Haps, siger Trump.

En del af det er simpel valglogik. Da alle problemer kan hævdes at være det bestående regimes ansvar, kan Trump påstå at være deres løsning, men dertil kommer, at manden bare i kraft af sin personlighed synes at suge næring og energi fra katastrofer, han er simpelthen en kaosvampyr.

Skulle det vise sig, at Trump i virkeligheden er en udenjordisk livsform, der kan vende vrangen ud på sig selv og kravle rundt på siden af skyskrabere, ville 49-51 procent af amerikanerne utvivlsomt finde det forfriskende. »Så er vi vel færdige med at kritisere Trump for at være gammel!?« ville de nok sige.

Man kan – bør – vel skamme sig lidt over at gå så meget op i et andet lands politiske liv, hvis udvikling man har cirka samme indflydelse på som afslutningen på et afsnit af en tv-serie. Spektaklet i USA stjæler opmærksomhed fra andre ting, man burde kere sig om. 

Eksempel: Hvis man erindrer minksagen, der jo bestod i et par fodfejl i det danske politiske system, er min teori, at den udløsende årsag var det amerikanske valg i 2020, simpelthen fordi alle embedsmænd og folkevalgte er politiknørder, som var for udmattede og distraherede af at sidde klistret til en skærm og følge med i amerikanernes valg det år til at passe deres arbejde ordentligt. Hvornår meddelte Mette Frederiksen sin skæbnesvangre beslutning om minkene? 4. november. Hvornår var der valg i USA? 3. november.

Men det er der, vi er. USA og Trump er bare sjovere at læse om, end hvorvidt htx-gymnasiet »integreres med« stx-gymnasiet, eller om EU mon godkender en af Katherine Diez’ ekskærester som EU-kommissær til november (den høring finder sted 5. november samme dag som valget i USA i år).

Lidt mere USA: Kamala Harris har pludselig gæstet et væld af tv-udsendelser og podcast, hvor hun har fedtet for svingstatsvælgere ved at svælge deres tynde øl og påpeget nogle af Trumps talløse fejltrin. Harris har, efter det beskrevne, været en venlig politiker, der svarer udenom, når hun skal fortælle, hvordan hun vil løse alle de problemer, ingen andre heller kan finde ud af at løse, og som forekommer at ville gøre sit bedste på en kedelig måde.

2. Hizbollah og Hamas

I Libanon har Hizbollah ifølge CNN tilbudt israelerne våbenhvile, uden at det skal være betinget af, at Israel først slutter fred med Hamas, sådan som den iranskstøttede milits hidtil havde forlangt. De lyder lidt pressede.

En meningsmåling viser, at kun otte procent af befolkningen på Vestbredden og i Gazastriben tror på, at Hamas begik de overgreb, som fandt sted under angrebet 7. oktober 2023, selvom Hamas selv optog videoer af uhyrlighederne og pralede af dem. Til gengæld synes kun et mindretal (39 procent) af Gazas befolkning nu, at selve angrebet 7. oktober var en god idé; i december sidste år var tallet 57 procent.

I København er en mand, der lod et israelsk flag vaje fra sit vindue, blevet offer for hærværk og truende adfærd.

3. Racistisk vin

Kan det være et ønske om at føle sig ond igen, undskyld ung igen, der har fået DF-formand Morten Messerschmidt til at genudgive den antimuslimske plakat, som i 2002 indbragte ham en dom for racisme? I hvert fald er der risiko for en genopførelse, for aldrig så snart havde Messerschmidt lagt plakaten på X, før en emsig type meldte ham til politiet.

Berlingske har talt med to juraprofessorer. Den ene mener, at Messerschmidt nok bliver dømt igen, eftersom dommerne bare behøver at smide den oprindelige dom i kopimaskinen og holde lang frokostpause, mens den anden mener, at det kan ende med en frifindelse.

Er Messerschmidts antimuslimske budskaber ældet som fin vin, eller er de blevet til eddike?

4. Hvem spiste agerhøne?

Måske kan en behjertet læser med lidt dannelse sende mig svaret på det ubesvarede spørgsmål, der dinglede for enden af nyhedsbrevet i går – nemlig hvilken kong Henrik 4., der var så forkælet, at han blev træt af at spise agerhøne, hvilket Politiken-tv-anmelder Henrik Palle omtalte i sin anmeldelse af Den store bagedyst.

Jeg har googlet og kan se, at Palle måske kan have tænkt på Shakespeares Henry IV, men er det ikke karakteren Falstaff, der er en ædedolk i den fortælling? Eller kunne det være den franske Henri 4., som siges at have erklæret, at alle franskmænd i hans regeringsperiode havde ret til en lørdagskylling (hvilket betyder, at han anses for at være en slags ophavsmand til retten poule au pot). Er der en tredje og mere oplagt Henrik knyttet til agerhønehistorien? Skriv på chzi@weekendavisen.dk. 

På gensyn i morgen.

Venlig hilsen
Christoffer Zieler