Dagen ifølge Christoffer Zieler

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Tv-skribent ved Politiken Henrik Palle er træt af DR-succesen Den store bagedyst, hvor almindelige mennesker i et telt på græsplænen foran et gods konkurrerer om at pynte mousse på den flotteste måde, uden at det styrter sammen.

»Kong Henrik IV blev træt af agerhøne, selv om det smager dejligt. Det er lidt der, vi er med 'Den store bagedyst',« konkluderer Palle om årets sæson, der er programmets trettende.

Under anmeldelsen på Politikens hjemmeside er der en henvisning til en ældre anmeldelse fra Henrik Palles katalog af fjernsynskritik, og læser man den, kan man konstatere, at han allerede i 2023 var træt af Den store bagedyst. »Gab, gab og atter gab, skal det lyde herfra,« skrev han således om bageformatets tolvte sæson.

Faktisk viser det sig, at Henrik Palle helt tilbage i november 2020 viste tegn på kageudmattelse. »Årets bagekonkurrence blev aldrig for alvor spændende,« lød en Henrik Palle-overskrift fra det år.

Selv finder jeg også formatet en smule stivnet, men ligesom Henrik Palle agter jeg at se det alligevel. Jeg holder med hende, der bruger meget makeup og i sin fritid dekorerer mannequinfigurer på en lidt sjofel måde med lyserød spraymaling. 

1. Ny departementschef for DR

Apropos Den store bagedyst har generaldirektør for DR Maria Rørbye Rønn indsendt sin opsigelse – dog med meget langt varsel. Engang til næste år skal den statslige tv-station have en ny chef.

Og måske var det ufrivilligt, men da Berlingske på sin netforside bragte nyheden om Maria Rørbye Rønns exit, skete det med en overskrift, der bare lød som to lag af øv:

Medieekspert: Hun bliver kaldt »inkarnationen af den såkaldte djøfisering«. Til gengæld har der ikke været mange publicistiske flammetaler, stod der.

Normalt er der et kontrasterende budskab efter et »til gengæld«, men Berlingske konkluderer simpelthen, at DRs generaldirektør er kedelig, men til gengæld ret kedelig.

En DR-generaldirektør er, ud over indehaver af en pudsig titel, en lidt mærkelig figur. Formelt har vedkommende »det daglige programansvar«, som det fremgår at DRs vedtægter, og er derfor den, der har rollen som mediets ansvarshavende chefredaktør.

Men hvis noget, som DR har bragt, er til diskussion i offentligheden, er det aldrig generaldirektøren, der stiller op, det er altid en underordnet chef et andet sted i organisationen – en, der faktisk laver journalistik.

Det er kendetegnende, at der blandt de fem eksempler på svære »sager«, som ifølge fagbladet Journalisten har plaget Rønn i hendes tid som generaldirektør, ikke er en eneste sag, der vedrører DRs udsendelser.

I praksis er rollen som generaldirektør nok snarere at være en slags mellemlægspapir mellem politik og journalistik.

Der er med andre ord et journalistisk og kreativt vakuum i toppen af DR, og derfor fremstår DR også ofte mere som en styrelse i staten end som et medie. 

Maria Rørbye Rønn er formentlig klog og dygtig og hæderlig. Men i sine 15 år som DRs øverste chef har hun aldrig ytret noget mindeværdigt om noget, som DR har lavet. Noget, der demonstrerede, at hun havde taget stilling til det eller været med til at finde på det.

Hvordan ville DR mon fungere, hvis man satte en person, der laver tv og radio, i spidsen for foretagendet? Måske kunne den næste DR-bestyrelse lade det komme an på en prøve.

2. En omfattende gymnasiereform

Det skal være sværere at komme på gymnasiet. Men det ved Weekendavisens læsere selvfølgelig godt, fordi Henrik Dørge afslørede det i sidste uge her i avisen.

Ikke desto mindre er det dagens store nyhed i de øvrige medier.

I dag er adgangskravet til det almene gymnasium et snit på fem, men regeringen vil sætte det op til seks. (Der er dobbelt så stort frafald blandt elever med et snit mellem fem og seks som blandt dem, der har over seks). Samtidig oprettes en ny type erhvervsrettet gymnasium – epx – hvor elever kan opøve deres praktiske færdigheder.

Ideen er at hæve niveauet i det gammeldags gymnasium og samtidig skabe en anden kanal for de ikke så boglige. Samlet vil omkring en fjerdedel flere unge få mulighed for at tage en gymnasieuddannelse.

Det nye epx-gymnasium skal rumme de samme fordele, som det klassiske gymnasium har, altså jævnaldrende klassekammerater og et hyggeligt miljø, men det skal forberede eleverne på en karriere som for eksempel håndværkere eller noget andet nyttigt, som samfundet jo har mere brug for end æggehoveder fra universitetet. 

Mens jeg skriver disse ord, forsøger jeg at ignorere de kønne stemmer, der synger »I østen stiger solen op« i Professionshøjskolen Absalons atrium i Trekroner lidt uden for Roskilde. På dette sted har regeringen valgt at præsentere dagens gymnasiereform. 

Jeg tænkte, at det ville bibringe dagens nyhedsbrev en vis stemning af det akutte NU, hvis jeg skrev det i Trekroner, men nu har jeg lige så svært ved at samle tankerne som 1. b's mest tjaldede elev.

Ved tre små runde borde står tre af regeringens ministre ikke desto mindre i disse minutter og præsenterer dagens store nyhed.

»Det er de unge, der kommer til at tegne fremtiden,« siger økonomiminister Stephanie Lose.

»Samlet set er det her et gigantisk kvalitetsløft,« siger uddannelsesminister Christina Egelund.

»Hvordan har denne åbenlyse uretfærdighed kunnet fortsætte år efter år?« siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, og så må man jo spidse ører.

Tesfaye er smart. Han vender reformen om, så den fremstår som en åbning for de børn, der får et lavt karaktergennemsnit, snarere end en halvt lukket dør til gymnasiet. 

De blå partier har brokket sig over, at niveauet i gymnasierne er for lavt, fordi man lukker for mange med dårlige karakterer ind, så de vil have hævet barren, siger han.

Og de røde partier har bekymret sig for, at mange elever, der ikke kan leve op til de nuværende adgangskrav, går glip af en gymnasial uddannelse, og de nuværende erhvervsuddannelser er ikke et attraktivt alternativ, fordi de ofte ligger på fjerne steder og totalt mangler et inspirerende studiemiljø.

»Vi mener, vi kan slå to fluer med et smæk,« siger Tesfaye. 

Den nye epx-uddannelse skal udbydes på 87 lokaliteter, og håbet er, at eleverne vil vælge den, fordi den tilbyder samme sjove studiemiljø som det klassiske gymnasium. 

»De slutter alle med en studenterhue, men i hver sin farve,« siger Tesfaye.

3. Drømmeuddannelser

Når politikere og journalister taler om uddannelser, kalder de dem næsten altid for »drømmeuddannelser«. Det er selvfølgelig en floskel, ligesom når folk »kigger ind i« ting, som nok vil ske osv., men ordet drømmeuddannelse rummer nok også en dybere forventning om, at mennesket er et målrettet dyr, som generelt ved, hvad det vil, tidligt i sit liv. 

Gør vi virkelig det?

Selv ved jeg fortsat ikke, hvad min drømmeuddannelse er. Nok noget med naturvidenskab eller medicin. Eller måske noget mere bogligt dannende; et Henrik Palle-fag, hvor man lærer, hvilken kong Henrik IV der var så træt af agerhøne, for jeg aner det ikke.

På gensyn i morgen

Venlig hilsen
Christoffer Zieler