Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Velkommen til endnu en dag, hvor hele verden diskuterer, hvad der foregår inde i hovedet på én mand: 

Hvorfor gør han det her, hvad bliver det næste, er det galt eller genialt?

Dagen ifølge ...

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Trumps nederlag

Donald Trump ville jo lægge told på alle varer fra USAs tætteste handelspartnere, Mexico og Canada. Men efter nogle møder med præsident Claudia Sheinbaum og premierminister Justin Trudeau vil han nu pludselig ikke gøre det alligevel – de har lovet at styrke grænsebevogtningen, så toldkrigen er udskudt i foreløbig 30 dage.

Det udlægges af nogle som en succes for Trump: Han er stærk og handlekraftig, han tvinger Canada og Mexico til at patruljere deres grænser, hans trusler får ting til at ske.

Men man kan virkelig også se anderledes på det: at Trump opnår meget begrænsede realpolitiske og symbolske sejre for en uoverskueligt høj pris.

Trump har »tvunget« Mexico og Canada til at gøre noget, de i forvejen havde lovet: Canada vedtog allerede i december de tiltag, som Trump nu er blevet lovet. Mexico lovede allerede i 2021 Joe Biden, at de ville udstationere 10.000 mand ved grænsen.

I mellemtiden er det lykkedes Trump at ødelægge USAs forhold til sine allierede og skabe det, Financial Times’ Gideon Rachman kalder »en antiamerikansk alliance«.

Foto: Jim Watson, Scanpix
Foto: Jim Watson, Scanpix

Man troede, det ville være Kina og Rusland, der lavede handelskrig, promoverede højrefløjen i vores lande, kaldte vores grænser »artificielle linjer«, og som truede med at annektere vores territorium. Nu er det USA.

Så i går sad tusindvis af canadiske ishockeyfans og buhede ad den amerikanske nationalmelodi.

Kun seks procent af grønlænderne har lyst til at forlade Rigsfællesskabet til fordel for USA.

Og hvem vil dog nu investere i fabrikker eller firmaer, der afhænger af udveksling med USA?

USA er blevet en voldelig ægtemand: Okay, nu er der måske ro på i 30 dage, men hvad så?

Og hvem vinder på det? Som Gideon Rachman skriver: »Truslen om at miste det amerikanske marked får bare det kinesiske marked til at fremstå endnu mere nødvendigt.«

Så står Trumps symbolske og realpolitiske sejre mål med omkostningerne? Helt sikkert ikke.

Men som en af mine yndlingsøkonomer Noah Smith skriver: »Kaos er ankommet – velkommen til de næste fire år.«

2. Klimaapati

En anden sørgelig forandring er, at klima virker helt out of fashion i Vesten lige nu. Både konkret – der er mindre klima-core-genbrugs-feltflaske-hullet-uldtrøje-stil i gadebilledet – men også politisk og i erhvervslivet: I dag skriver Finans, at halvdelen af de danske virksomheder, som har lovet at nedbringe deres klimaaftryk, er »langt fra at indfri de grønne mål«. Det viser nye tal fra Carbon Disclosure Project. Så var det åbenbart heller ikke vigtigere.

Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix

Det fik heller ikke meget opmærksomhed, da klimaminister Lars Aagaard (M) forleden erklærede et totalt opgør med regeringens tilgang til grøn energi i Danmark: Nu skal der alligevel gives statsstøtte til både havvind og brintrør til Tyskland, for der er reelt intet sket i flere år. Og i øvrigt skal projektet med en energiø ved Bornholm udskydes. Vi har spildt så meget tid, og de fleste virker totalt ligeglade.

I øvrigt er det tragikomisk, at det lige er de to gange Moderat-Lars – Løkke og Aagaard – som har flipfloppet rundt og fået alt til at gå i stå. Moderaterne skulle ellers være landets eneste »faktabaserede parti«, som politisk ordfører Monika Rubin rent faktisk har sagt. Hvis det er fakta, så …

3. Dagen i tal

Og skal vi så ikke lige tage dagen i tal:

1,5 milliarder kroner. Så mange penge har ørkenolie-diktatur-sharia-klubben Manchester City brugt på nye spillere bare i januar-transfervinduet. Lige så meget som alle de andre engelske Premier League-klubber tilsammen. Det er en fantastisk lille fortælling: Efter i årevis at have været usårlige og fænomenale (forrige år vandt City både ligaen, cuppen og Champions League) er Pep Guardiolas hold i denne sæson kollapset på den mest spektakulære vis. Og det er der åbenbart kun én løsning på: endnu flere oliepenge. I weekenden tabte de 5-1 til Arsenal.

234 dage. Så lang tid har de belgiske regeringsforhandlinger varet, som nu – fordi kongen truede med at udskrive nyvalg – er endt med, at Bart De Wever fra det flamske nationalistparti er blevet regeringschef. De Wever har ellers tidligere sagt, at Belgien »ikke har nogen fremtid«, og at landet bør deles i mindst to dele. Det kan han for så vidt have ret i – hør det fra en mand, som har boet i Belgien – men held og lykke til Bart med at lede en nation, han reelt ikke anerkender som en legitim entitet.

1.057 mænd. Så mange hævder den 25-årige britiske pornoskuespiller Bonnie Blue at have haft sex med – på 12 timer. Det er hendes forsøg på at kapre bolletronen fra den meget omtalte Lily Phillips, der forleden havde sex med 100 mænd på ét døgn. Men nu er Bonnie Blue-videoen forsvundet fra internettet – findes den, er det et stunt? Vi følger udviklingen. Men som briterne siger: »The proof is in the pudding.«

50 år. Så gammel bliver 90er-ikonet Natalie Imbruglia i dag, og tillykke med det, så jeg vil efterlade læserne med en sang: Ikke Imbruglias ualmindeligt dejlige hit Torn fra 1997, men sangen Brændt af Lis Sørensen, som én til én er samme nummer som Torn, bare udgivet fire år tidligere og med tekst af Elisabeth Gjerluff. Lis Sørensen fik tilbudt melodien af nogle sangskrivere i L.A., som senere også solgte sangen til Imbruglia. 

Måske er det bare mig, men passer Brændt ikke sådan cirka med vores forhold til USA lige nu: Europa som den forsmåede og ulykkelige elsker, som længes efter den anden, men som hele tiden bliver brændt af:

Hjertet som blev brændt/ Tusind gange før/ Af én som lovede alt/ Og smækkede sin dør/ Lod mig ligge blå og brændt/ Lille, bange, svag/ Med drømmene brændt af/ Nu er jeg fuld af tvivl om du alligevel er den/ Der tænder mig igen/ Og brænder mig igen

Således optændt og lidt bange. Jeg er tilbage igen i morgen med mere opløftende nyt.

Alt godt
Christian Bennike