Dagen ifølge Cecilie Cronwald

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Kriser og katastrofer viser os, hvem vi virkelig er.

Det er tanken bag postapokalyptiske fortællinger som tv-serien The Last of Us, som netop har taget hul på sin anden sæson. Serien, som jeg glæder mig rastløst til at se hver mandag, foregår i et postapokalyptisk USA, hvor en arrig svampeinfektion har forvandlet størstedelen af amerikanerne til morderiske zombier.

Jeg vil nødig spoile noget her, men lad os bare sige, at seriens hovedperson Ellie i det seneste afsnit må træffe et valg: Vil hun blive og hjælpe med at opbygge sit nye lokalsamfund? Eller vil hun drage ud på et blodtørstigt hævntogt?

Som andre fortællinger i katastrofegenren handler The Last of Us om, hvordan vi opfører os, når hverdagen krakelerer, og normaliteten ophører. Får krisen det bedste eller værste frem i os? Holder vi sammen, eller vender vi os mod hinanden? Går vi i panik, eller bevarer vi roen?

Personligt foretrækker jeg, når den slags overvejelser er hypotetiske, men i disse dage giver virkeligheden os syn for sagn.

1. Farlige forbindelser

Jo mere avanceret vores verden bliver, jo kortere kan der synes at være fra orden til kaos.

Da et omfattende strømnedbrud i går ramte Spanien og Portugal, satte det på kort tid store dele af samfundet ud af drift. Slukkede trafiklys satte biltrafikken i stå, busser og tog holdt op med at køre, internet og mobiltelefoner virkede ikke, og pludselig kunne ingen betale for noget i butikkerne. Spanien erklærede national undtagelsestilstand og satte 30.000 politibetjente på gaden for at sikre ro og orden.

Konsekvenserne spredte sig tilsyneladende helt til Grønland, hvor teleselskabet Tusass, som er afhængigt af udstyr i Maspalomas i Spanien, ikke længere kunne sørge for telefoni og internet i afsidesliggende områder af landet via satellit.

I dag er strømmen tilbage på den iberiske halvø, men det vides endnu ikke, hvad der forårsagede nedbruddet. En form for teknisk fejl, tilsyneladende, men ingen ved, hvad der udløste den. Det har fået flere på det sociale medie X til at omtale Spanien som »et tredjeverdensland«. Men i et mindre udviklet land havde konsekvenserne af et nedbrud med stor sandsynlighed været mindre omfattende.

Jo mere forbundne vi er, jo mere vidtrækkende konsekvenser kan det få, når noget går galt.

2. En fælles fjende

I Canada har man de seneste måneder bøvlet med en anden form for normalitetskollaps. Trumps trusler og toldkrig har slået en kile ned mellem de to lande, og det har tilsyneladende samlet en ellers splittet befolkning, som min kollega Markus Bernsen fortalte i sidste uge.

»Trumps entré betyder, at vælgerne nu fokuserer på en eksistentiel trussel i stedet for de kulturelle uenigheder, wokeisme og identitetspolitik, som de var blevet så trætte af,« forklarede politolog Aaron Ettinger i artiklen.

Nu er valget afgjort: Vælgerne bakkede op om den siddende regering, og den liberale Mark Carney kan fortsætte som premierminister. I sejrstalen, som han holdt i morges dansk tid, var det med fokus på landets nye, fælles fjende og på at finde nye venner, ikke mindst i Europa.

Valget af Mark Carney ligner med andre ord startskuddet til en slags canadisk modstandskamp.

3. Ven eller fjende?

Fælles fjender har det med at skabe sammenhold. Omvendt er der ikke meget, der skaber større splittelse, end når nogen ser en fjende, hvor andre ser en ven.

Siden ulven vendte tilbage til Danmark i 2012, har den været genstand for en heftig og følelsesladet debat. For nogle er den en smuk skabning med krav på beskyttelse, for andre et glubsk rovdyr, som truer husdyr og måske endda børn.

I sidste uge kom Dyrenes Beskyttelse med en række anbefalinger, som skal gøre det lettere for danskerne at leve med ulven. Et af forslagene er, at man i berørte landsbyer opretter særlige vagtværn, som er bevæbnet med paintballgeværer. Hvis ulve nærmer sig, kan de lokale skyde dem med små, hårde plastkugler.

»Det gør ondt og vil have en afskrækkende effekt,« siger Michael Carlsen, som er biolog hos Dyrenes Beskyttelse, til DR. »Hvis ulven havde mistet noget af sin skyhed over for mennesker, så vil den blive genetableret, fordi den vil forbinde mennesker med fare.«

Lad mig for egen regning tilføje, at sådan et vagtværn også kan vise sig yderst nyttigt, når zombieapokalypsen rammer. Men det kræver nok en anden slags ammunition.

Med venlig hilsen
Cecilie Cronwald