Dagen ifølge Aske Munck

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev.

En læser (og redaktøren) gjorde mig opmærksom på, at gårsdagens brev var nærmest Cipramil-krævende, og det går jo ikke, selvom jeg i princippet mener, at en af journalistikkens fremmeste opgaver er at påpege dårligdomme, som dermed kan blive afhjulpet.

Så til trods for min umiddelbare skepsis ved konceptet »gode nyheder« (der er næsten lige så øretæveindbydende som de karnevalsopstemte »humøroptimister«, Tintin møder i Tapiocapolis i albummet Tintin og Picaroerne) indleder vi i dag med netop sådan en. Og ovenikøbet fra Saudi-Arabien (hvor den slags ellers ikke just hænger på palmerne), som man kan ruminere over ved frokosten i dag.

1. Saudiske robotter med hjerter

Hjertespecialister ved King Faisal Specialist Hospital and Research Center i hovedstaden Riyadh foretog forleden verdens største fuldt robotiserede hjertetransplantation. Kirurgteamet, der »bistod« robotten, øvede sig syv gange forud for operationen, og alt gik som smurt. Indgrebet blev foretaget på en blot 16-årig patient med en uoprettelig hjertefejl. Og i modsætning til normalt, hvor man åbner brystkassen helt og holder ribbenene spredt under hele operationen, kunne robotkirurgen klare sig med et snit på blot syv centimeter. Samtidig var robotten ferm med skalpellen: Et sådant indgreb kræver normalt 6-12 timer på operationsbordet, men den saudiske robot klarede ifølge tidsskriftet Cardiovascular Business hele menageriet på blot 2,5 timer – en veritabel tjubang-transplantation.

Fordelene ved den robotstyrede kirurgi er, at den er ekstremt hurtig og minimalt invasiv, hvilket øger sandsynligheden for, at patienten hurtigt er på benene igen. Nå ja, og så stiller den næppe heller krav om hviletid og den slags.

2. Rødglødende franskmænd

Så skete det endelig! I går aftes stak Frankrigs nyudnævnte premierminister, den 73-årige tidligere EU-kommissær og udenrigsminister Michel Barnier, forbi Élyséepalæet for at præsentere sin nye regering.

Men selvom flere af navnene er blevet lækket til pressen, ventes den først at blive præsenteret på søndag. Til gengæld ligger det fast, at sammensætningen af den helt utrolig store regering (38 ministre og viceministre i alt) hælder gevaldigt til højre.

Men det er der måske også en grund til: Venstrefløjsalliancen Nouveau Front Populaire, der ved en sælsom form for selvhypnose overbeviste sig selv om, at de vandt valget i juli (selvom det er venstrefløjens ringeste valg i cirka 20 år), dumpede fra begyndelsen eksamen i bred koalitionsdannelse. Jean-Luc Mélenchon fra La France Insoumise (LFI) tordnede nemlig helt fra begyndelsen, at man agtede at gennemføre »programmet, hele programmet og intet andet end programmet«. Lige så skidt gik det med reeksaminationen, idet socialistpartiet PS skød deres egen tidligere premierminister Bernard Cazeneuve ned som mulig regeringsleder, fordi han forlod partiet på grund af dets alliance med LFI.

Og selvom der ifølge de første forlydender også er repræsentanter af den moderate venstrefløj i den nye regering, vil jeg næsten garantere Dem, at jeg kommer til at bruge ikke så lidt tid dette efterår i demonstrationer og tåregas. For venstrefløjen er edderforbitret og bræger helt Trump-agtigt om »det stjålne valg«, og Frankrig synes således mere end almindeligt splittet, og landet møver sig stadig anstrengt rundt i den nyopdagede parlamentarismes kravlegård.

3. Grønne kinesere

Hvis man gik og troede, at Europa havde styr på den grønne omstilling, er det desværre en lidt vel optimistisk antagelse. For vi er i mange år blevet tudet ørerne fulde af, at man sagtens kan tjene penge på grøn energi, hvilket også er sandt, men det kræver, at man sidder på ikke blot teknologien, men også produktionen af infrastrukturen.

Og her er vi – på trods af store firmaer i Europa som for eksempel danske Vestas – begyndt at sakke gevaldigt bagud i forhold til kineserne. Kineserne nyder godt af det, man i erhvervskredse kalder »den sidstankomnes fordel«. For hvor det normalt er bedst at være først, kan der være store fordele ved at være den sidste. Så kan man nemlig nøjes med at kopiere de succesrige resultater af andres omkostningstunge research og udvikling. Og netop dét er en af grundene til, at Kina har så stor succes på elbilmarkedet (i modsætning til de gamle benzindrevne, som de aldrig rigtig fik gang i). Det samme sker på mange andre områder inden for vedvarende energi. Når det gælder et område som solceller, har Kina for eksempel opnået noget nær monopolstatus i Europa og tegner sig således for helt op mod 90 procent af markedet for solceller.

En positiv sidegevinst ved kinesernes dominerende position i den grønne infrastruktur er imidlertid, at de tjener så mange penge på det – og resten af deres industrivarer – at de frygter europæiske handelssanktioner som straf for en eventuel invasion af naboøstaten Taiwan, konkluderer den internationale tænketank European Council on Foreign Relations i helt friskt policy brief.

Så for den – der slap pladsen i dette nyhedsbrev op atter en gang. Men fortvivl ej: Jeg giver faklen videre til en ny generation. Så på mandag står Simon Ejbye Schmidt klar til at masse sig an i Deres indbakke. Min egen står på klem for rosende ord og sælsomme kommentarer på asmu@weekendavisen.dk, mens gode ideer – for eksempel at se på, om det ikke er en priskartelbeslutning, at markedsprisen for internetadgang i Danmark uanset udbyder konsekvent ligger på 299 kroner – skal sendes videre til monsør Schmidt på sisc@weekendavisen.dk.

Og husk – som Mark Twain så rigtigt sagde: »Køb jord, de laver ikke mere af den.«

Så læs Weekendavisen – gerne på papir, så trækker det nemlig hverken på klodens litium- eller cadmiumreserver.

Tak for denne gang.

Med venlig og lystig – trods alt – hilsen
Aske Munck