Dagen ifølge Aske Munck

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev.

Den engelske 1700-talspoet og satiriker Alexander Pope mente at vide, at »det største forstørrelsesglas, der findes, er folks øjne, når de betragter deres egen person«. Når man ser på det nys overståede OL i Paris, er det værd at ihukomme hans vise ord.

For mod alle odds lykkedes det denne sommer gallerne at presse ja-frygerhuen så langt ned over øjnene, at de var ude af stand til at se selv de mest himmelråbende problemer ved det overståede OL.

Og når man er færdig med at tale om, hvilken betydning det seneste fejlslagne attentatforsøg mod Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, har, er det jo en af de andre ting, man kunne diskutere over frokosten i dag.

1. OL-selvhypnose

Der var trængsel på Avenue des Champs-Élysées denne weekend. For selvom både OL og De Paralympiske Lege for længst er forbi, trak Paris – som åbenbart aldrig rigtig ved, hvornår man skal lukke festen – hesten rundt i manegen endnu en gang i en kæmpe parade med alle medaljevinderne, arrangører, frivillige (hvad skulle de to laaangstrakte afslutningsceremonier så i øvrigt tjene til?).

Paraden føjer blot spot til skade i den sælsomt selvhypnotiserede begejstringsrus, franskmændene har ladet sig lulle ind i, godt hjulpet på vej af en fuldstændig ukritisk presse, som har vandret rundt i en glansbilledboble i Paris, en postkortkulisse klinisk lutret for tiggere, hjemløse, lommetyve, kriminelle, hidsige bilister, demonstrationer og strejker, nå ja, det, der gør Paris til Paris. 

Fodboldeksperten Simon Kuper jubler i Financial Times over legene, som vil have sat et varigt aftryk på Paris, ligesom Politikens lederskribent herhjemme gladnaivt konkluderede, at »OL 2024 scorer højt på alt det vigtigste«. Skidt pyt med de kaotiske måneder, der gik forud for legene, og alle de handlende og restauratører, som efter nogle hårde covidår igen har mistet flere måneders indtægt på grund af afspærringer og skidt fungerende QR-koder, som har gjort det umuligt for deres kunder og ansatte at komme frem.

Det værste var dog næsten, at man endnu en gang under De Paralympiske Lege kunne observere noget, som handicaporganisationer gør opmærksom på jævnligt: nemlig hvor aldeles uegnet byen stadig er for gangbesværede eller kørestolsbrugere. For mens de nyetablerede sporvogne i byens udkant er særdeles handicapvenlige, ser det anderledes sort ud under jorden: Kun 29 af Paris' 320 metrostationer er således tilgængelige for gangbesværede. Og selv på disse 29 stationer er rulletrapper og elevatorer ofte i stykker. Enhver, der som jeg selv har forsøgt sig med bare en klapvogn i en parisisk metro, ved, at allerede det i sig selv burde kvalificere som olympisk disciplin. (Måske i stedet for breakdance, der endte som en farce og glider ud igen i Los Angeles).

Pariserne er heldigvis ved at genfinde deres vante vrantne og skeptiske grundtone. For da Paris' overborgmester, Anne Hidalgo, i et anfald af akavet selvbegejstring foreslog, at de olympiske ringe skulle blive hængende på Eiffeltårnet permanent, skød de det ned som »absurd« og en »rædselsfuld tanke«. Eller som en kritiker bemærkede: Det UNESCO-stemplede bevaringsværdige tårn fra 1889 er »ikke et køleskab, man hænger magneter på«. Mens andre bemærkede, at man altså heller ikke beholder fletningerne, når man kommer hjem fra den eksotiske badeferie.

2. Pik og pater II

Og så en mea culpa: Det skabte en vis ravage, at jeg gav min historie om den førhen så folkekære kirkefader Abbé Pierres seksuelle overgreb på en række kvinder den mildt sagt suggestive rubrik Pik og pater. Og jeg beklager, hvis det er blevet taget som manglende respekt for de mange ofre for hans utæmmelige libido. Men ærlig talt: Man er nødt til at gribe til primitive midler for at gøre opmærksom på den slags skandaler, hvis det skal stikke ud blandt de omkring 330.000 seksuelle overgreb i den katolske kirke, som engang fik en kommentator til at bemærke, at det nok havde »været sikrere for børn og unge at hænge på de gadehjørner, man så gerne ville have dem væk fra«.

Men efter at endnu en håndfuld ofre har meldt sig, er vi nu oppe på over 24 i alt. Den gustne pater, som altid har toppet listen over Frankrigs mest folkekære skikkelser, var nemlig tilsyneladende ikke »kræsen«. Nogle ofre var voksne, mens andre blot var 16-17 år, ja sågar småpiger på otte-ni år fandt ikke nåde for hans glubende sexlyst. 

Skandalen er ikke blevet mindre af, at paven forleden medgav, at Vatikanstaten blev gjort bekendt med det umiddelbart efter misdæderens død i 2007.

Så pinsomme er historierne, at organisationen, der bærer hans navn, Fondation Abbé Pierre, nu har besluttet at skifte navn, ligesom talrige pladser, gader og stræder vil blive omdøbt, og hans navn skiftet ud med andres (hvis man da kan finde nogen gejstlige uden pletter på lagen eller præstekjole).

3. Tanddyrkning

For at der ikke skal gå den rene elendighed i den, vil jeg i denne uge afslutte mit formiddagsnyhedsbrev med dagens glade technyhed, som i øvrigt nok ville have glædet Abbé Pierre, hvis pløkker var om muligt endnu mere anløbne end hans moralske habitus.

For på Kyotos universitetshospital har japanske forskere netop indledt kliniske forsøg, som gerne skulle kunne ende i en indsprøjtning, som kan få tænder til at gro frem på ny. Håbet er ifølge det japanske dagblad Asahi Shimbun at kunne hjælpe folk med medfødt edentulisme – folk, der fra fødslen har manglende tænder – men også at kunne gengro ødelagte tænder i velfungerende kæber ved at undertrykke USAG1-molekylet, der forhindrer knogleskabende proteiner. Forsøgene har allerede med stor succes været gennemført på hunde, og nu er turen altså kommet til omkring 1.000 menneskelige forsøgspersoner.

Så for den – der slap pladsen i dette nyhedsbrev vist også op. Men fortvivl ej: Jeg belemrer Deres indbakke med endnu et i morgen. Og min egen står på klem for ideer (både snurrige og de tænksomme), kommentarer og kritik: asmu@weekendavisen.dk.

Og husk – som den australske feministiske forfatter Germaine Greer så notorisk skrev: »Uanset hvor pseudosofistikerede det 20. århundredets seksualteorier forsøger at være, synes den grundlæggende antagelse stadig at være, at en mand skal dyrke det, som om han ville befolke ødemarken.«

Men hvis De læser hele Weekendavisen, alle vores nyhedsbreve og ovenikøbet skal klemme lidt søvn og arbejde ind, så har De slet ikke tid til den slags.

På gensyn i morgen.

Med venlig og lystig – trods alt – hilsen
Aske Munck