Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Nu da tredjedagstømmermændene formodentlig har lagt sig, bør De – før de lægger an til nye – ihukomme den franske 1600-talsfilosof François de La Rochefoucaulds berømte diktum (som muligvis er faldet omkring en slemt overrislet julefrokost): »Stort set alle vore fejl er mere undskyldelige end de metoder, vi tager i brug for at dølge dem.« Det gælder ikke mindst den altid lurende, sæsonbetingede og helt sikkert uværdige snapseflirt.

Men til de mere alvorlige emner, som De kunne diskutere med Deres kolleger omkring frokostbordet.

1. Atomkrig

Valget af Trump har som bekendt fået mange til at frygte, at USAs rolle som klodens globale politimand snart vil tilhøre fortiden, og at det vil få Washingtons magtposition på den internationale scene til at skrumpe.

Men den bevægelse blev indledt længe før Trump, som generalløjtnant H.R. McMaster, tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Donald Trump, for nylig sagde i en sønderlemmende koncis hudfletning af USAs udenrigspolitik. Fra tilbagetrækningen fra Irak (der banede vej for Islamisk Stat) til Obamas »røde streger« i Syriens sand, der viste sig at være mest til pynt, da Bashar al-Assad brugte saringas mod civilbefolkningen. For slet ikke at tale om Bidens fodslæbende holdning til Ruslands overfaldskrig mod Ukraine, hvor han først reelt begyndte at skrue bissen på, mens han klamrede sig til den sidste snip af falderebet.

Det største problem synes imidlertid at være, at Vesten har accepteret Kremls trussel om at bruge atomvåben, hvis nogle skulle finde på at intervenere direkte i konflikten. For Kina – der har oprustet sit atomarsenal heftigt i de senere år – lurer åbenbart nu på at bruge samme strategi ved en invasion af Taiwan, advarer Tong Zhao, forsker ved Carnegie Foundation. 

Man må da også med en vis gysen konstatere, at dommedagsuret – som atomvåbnets ophavsmand, J. Robert Oppenheimer, lancerede i 1947 i tidsskriftet The Bulletin of the Atomic Scientists som mål for, hvor tæt kloden var på selvforskyldt global udslettelse – sjældent har stået tættere på midnat. I et helt år er der ikke rokket ved risikovurderingen på grund af den højspændte internationale situation.

2. Parkeringskrig

Som en mere personlig vinkel på dommedag vil jeg tillade mig (som opfølgning på min kollega Leny Malacinskis nyhedsbrev i sidste uge) at sende et åbent brev til Enhedslistens teknik- og miljøborgmester Line Barfod, som ikke uden en vis sadisme har omdannet København til en hundedyr og aggressiv stoleleg for hovedstadens bilejere.

I hvert fald er p-bøder blevet en selvstændig post i budgettet, efter at snesevis af pladser på Gammelholm (hvor jeg bor) er blevet sløjfet og erstattet af pladser til eldelebiler, hvileplads til elbiler, som jo kun må holde tre timer på ladestanderne, og dagstidsparkering til håndværkere på gule plader.

Men hvad med de 1.600 familier i København, som har taget Lars Løkkes bøn om at formere sig for at redde den danske befolkning fra at skrumpe ind til det rene ingenting, og dermed har fire børn? Selvom vi bruger Rexona, kan vi ikke klemme os ned i én ladcykel, og delebiler kan maksimalt håndtere fem passagerer, så enten skal vi bruge to biler (virker tosset), eller også må vi trille hvileløst rundt i cirkler. En bil i tomgang bruger knap en liter benzin i timen, og man bruger jo nok lidt mere, når først den er i gear, og motoren trækker lidt, så det virker ikke synderligt CO₂-besparende at tvinge os til at udføre denne privatbilismens dødedans, som den timelange jagt på en p-plads har udviklet sig til.

Man ville bare ønske, at Enhedslisten ville tage ved lære af andre storbyer, som er ved at erkende, at bykerner ikke bliver mere levende af, at man fuldstændig kvæler bilismen. Man spærrer jo reelt beboerne inde i et helvede af fodgængere og turister på bycykler, og samtidig er det langtfra alle gågadezoner, der registrerer en stigning i omsætning. Nogle steder går det for eksempel ned, og forretninger må lukke, fordi de ikke kan få leveret varer, da mange fragtmænd nægter at spilde tiden ved at køre ind i bymidterne. (Et problem, jeg har observeret i hjertet af Paris, hvor overborgmester Anne Hidalgo forsøger at lave en Barfod). Det er vel også en lige lovlig frisk ambition fra en teknik- og miljøborgmester at ville gøre centrum grønnere ved at gøre livet surt for de dele af befolkningen, der opfostrer de fremtidige skatteydere.

3. Nye hurtigtog

Måske er det på sin plads med en god nyhed. Da jeg for 15 år siden debuterede som forfatter til Politikens Turen går til Paris, nægtede jeg at inkludere togrejser, fordi de tager over 18 timer og inkluderer to skift i Hamborg og Aachen. Men nu er der måske lys for enden af tunnelen, for i går tog naboerne Tyskland og Frankrig hul på en ny hurtigforbindelse mellem Berlin og Paris, der nu bliver forbundet med en direkte toglinje, som vil tage omkring otte timer – ja ja, det er tyske ICE-tog og ikke franske TGV, som ville kunne tilbagelægge distancen på de godt 1.000 kilometer på lidt over tre timer, men alligevel. Vi skal dog frem til 2029, før det bliver interessant for frankofile danskere, der ikke deler den engelske forfatter John Ruskins iagttagelse om, at »alle rejser bliver kedelige i direkte proportion til deres hastighed«. For da åbner den faste forbindelse over Femern Bælt, der vil skære togrejsen København-Berlin ned fra dræbende 8,5 til blot 4,5 timer. Og hvem ved? Måske vil forbindelsen da også blive direkte … Men jo stadig uendelig meget længere end 1,5 timer i fly. Elementært.

Og mens vi er ved det elementære, så lad os slutte med at debunke – som man jo siger – et af de mest vedholdende fejlcitater, der findes. For den ene frase, som den berømte mesterdetektiv fra Baker Street 221b, Sherlock Holmes, er bedst kendt for, »Elementært, kære Watson«, findes ikke i én eneste af de fire romaner og 56 noveller, som Sir Arthur Conan Doyle forfattede om det stofmisbrugende og lysende intellekts talrige tildragelser i årene 1887-1927.

Og sådan er det med Weekendavisen: altid klar med nyttig viden om det, De ikke vidste, De havde brug for at kende til – og lige til at tage under armen, i papirudgaven, forstås.

På gensyn i morgen i indbakken.

Ærbødigst
Aske Munck