Onsdag. LVMH-svindel, politisk korruption og flydende forskning. Her er …
Dagen ifølge Aske Munck
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.
Kære læser
Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev, hvor jeg i denne uge forsøger at sætte fokus på nogle af de historier, der bliver trængt i baggrunden af den daglige nyhedskværnen.
»Vi tilgiver som oftest dem, der finder os kedelige, mens vi har vanskeligt ved at tilgive dem, som finder os kedsommelige,« skrev 1600-talsfilosoffen François de La Rochefoucauld, så i stedet for at trætte folk med det klassiske højtidsskisma and-flæskesteg er her tre historier, som De kan smække på bordet til frokosten i dag.

1. LVMH-chef i pinagtig retssag
Bernard Arnault er ikke blot chef for luksuskonglomeratet LVMH (Moët Hennessy Louis Vuitton), han er også Frankrigs rigeste mand med en formue på over 170 milliarder euro. Og så er han ikke bange for noget – undtagen måske lige at se sit navn sværtet i pinsomme retssager om sin og sit firmas lyssky ageren.
Men han er også snu. Således lykkedes det ham for nogle år tilbage at slippe for en sag om insiderhandel fra 2010, indgå hemmeligt forlig og betale ti millioner euro i bøde ved at bruge et særligt smuthul i fransk erhvervsjura. Sagen handlede om, hvordan han i al hemmelighed ved hjælp af stråmænd forsøgte at opkøbe det familieejede luksusfirma Hermès (der ikke vil opkøbes af LVMH). Og det er lige netop dén sag, som er omdrejningspunktet for en igangværende retssag i Paris mod den tidligere chef for indenrigsefterretningstjenesten DCRI Bernard Squarcini.

For umiddelbart efter sin fratrædelse blev Squarcini i 2013 ansat som fyrsteligt betalt rådgiver for LVMH. Hans første opgave var at finde ud af, hvad der lå af beviser i den føromtalte insidersag. Og dertil brugte han tilsyneladende både gamle forbindelser og metoder fra tjenesten. Blandt andet ulovlige aflytninger af det satiriske blad Fakir, som bed LVMH og Arnault i haserne.
Trods protester endte Arnault med at måtte vidne i retssagen. Her hævdede han »intet at vide om sagen«, men tabte også overraskende besindelsen og råbte, at »han ikke ville svare på så mange åndssvage spørgsmål«. Squarcini står til fire års betinget fængsel, en bøde på 300.000 og konfiskation af de 460.000 euro, som undersøgelsesdommerne fandt under ransagningerne. Men Arnault slipper foreløbig for følger.
Tilbage står ét spørgsmål: Mon de laver fangedragter i monogrammønster?
2. Kufferter med kontanter
En bog, der næppe gavner den franske højrefløjs anseelse, er den fransklibanesiske advokat Robert Bourgis memoirer med den underfundigt truende titel Ils savent que je sais tout (De ved, at jeg ved alt). Bourgi var en form for kronprins for de Gaulles rådgiver Jacques Foccart, som i årevis styrede den franske afrikapolitik og stod bag la Françafrique – en politik, som blev holdt oppe af kufferter fulde af kontanter og personlige venskaber mellem de franske præsidenter og en række ikke synderligt demokratisk anlagte afrikanske statsledere.

I bogen fortæller Bourgi for eksempel, hvordan det franske højrefløjsparti RPR (forgængeren for partiet Les Républicains) i årevis er blevet finansieret af lyssky afrikanske forbindelser. Selv har han personligt fældet én fransk politiker: François Fillon, den tidligere premierminister, som stod til at blive højrefløjens præsidentkandidat i 2017, og hvis højttravende moral og retskafne image blev fuldstændig ødelagt, da han tog imod to jakkesæt fra Bourgi til en værdi af 15.000 euro, og Bourgi sørgede for at sende kvitteringen til en journalist (nå ja, og så havde Fillon ansat sin hustru i en opdigtet stilling i mange år, men hvem har ikke det?).
Da Fillon faldt, banede det i øvrigt vejen for en vis ung investeringsbankmand fra Rothschild, der virkede som det helt rigtige friske pust, og resten er – som man siger – historie.
3. Flydende forskning
Jeg har ikke tal på, hvor mange computerrenderinger jeg har set af den science fiction-lignende flydende forskningsstation SeaOrbiter, der er skabt af den aldrende arkitekt og oceanograf Jacques Rougerie. SeaOrbiter er 57 meter høj og kan huse 24 »beboere«.

Forskningsstationen skal drive med havstrømmene og stikker 37 meter dybt, så både forskere og undersøiske droner kan bruge de nedsunkne dele af fartøjet (under tryk) som direkte adgang til havet. Projektet har været undervejs siden 2014, men ser nu endelig ud til at blive til noget. For skibsredergiganten CMA CGM har besluttet at gå ind i projektet, der også i år blev udpeget som et af EUs 20 vigtigste »blå projekter«. Målet er angiveligt at søsætte kalorius i 2027-28.
Lad os slutte af med at debunke – eller aflive, som man siger på dansk – et af de mest vedholdende fejlcitater i historien. For Hermann Göring, hvis pyntesyge og hang til slotsaftapningsdruk og kvinder var notorisk, har nemlig aldrig sagt: »Når jeg hører ordet kultur, griber jeg efter min revolver.« (»wenn ich Kultur höre … entsichere ich mein Browning«).
Citatet stammer derimod fra skuespillet Schlageter af Hanns Johst, som blev opført i skuespilhuset i Berlin i 1933. Stykket handler om Albert Louis Schlageter – en tysk officer fra Første Verdenskrig, der mente, at Versailles-freden var at lægge sig ned for fjenden, og The New York Times’ anmelder C. Hooper Trask skrev om stykket: »Hvis ikke man mener, at alt, der er noget værd i historien, er opnået ved nedslagtning (af uskyldige), går man næppe tilfreds fra teatret.«
Vi ses forhåbentlig i morgen i indbakken.
Ærbødigst,
Aske Munck
Del: