Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Jeg forsøger at formulere mig lidt mere diplomatisk, så redaktricen ikke skal arbejde sig nærsynet ved at tættekæmme kommentarfeltet på de sociale medier for aggressive modsvar. Men man kan jo nærmest ikke blinke i disse tider, før der kommer nye, overraskende og mere eller mindre vanvittige depecher fra Det Hvide Hus. 

Mens USAs udenrigsminister, Marco Rubio, og Ruslands ditto, Sergej Lavrov, sad og pludrede i Riyadh, der lagde hus til de sælsomme fredsforhandlinger om krigen i Ukraine, og Putin hjemme fra »stuen« i Kreml sagde, at han var »parat til at forhandle med Zelenskyj, om nødvendigt,« væltede det frem med internationale kommentatorers bud på, hvad Europa skal stille op i den nye sikkerhedspolitiske situation, hvor Trump mere eller mindre har demonstreret, at Europa nu må belave sig på at sejle i sin egen sø.

1. Lad os shoppe sammen

Der er ikke noget som powershopping til at knytte varige følelsesmæssige bånd. I går citerede jeg Andy Warhol for at sige, at »det er meget mere amerikansk at købe end at tænke,« men i en kommentar i nyhedsmagasinet L’Express slår økonomen Nicolas Bouzou til lyd for, at europæerne skal »tænke, før de køber«. Bouzou plæderer nemlig for, at det er helt afgørende, at EU tager sig sammen og køber europæisk, når unionen skal spæde våbenlagrene op.

For som det er nu, bruger de europæiske lande langt over 50 procent af deres militære indkøbsbudgetter i Onkel Sams isenkræmmer. Og det er der strengt taget »ingen grund til, når nu EU med våbengiganter som Airbus, Dassault, Thales, Leonardo, Rheinmetall og Saab ligger inde med hele økosystemet i den militære værdikæde«, skriver Bouzou, der samtidig minder om, at de fleste europæiske lande har mere end råd til at bruge fem procent af deres bruttonationalprodukt på en nødvendig oprustning. Samtidig kunne man oven i det helt nødvendige fælleseuropæiske forsvar også smide den franske atomslagstyrke, sådan som præsident Macron selv har antydet som en mulighed tidligere.

Økonomen Thomas Piketty foreslår overraskende den diametralt modsatte tilgang i en kommentar i Le Monde: »Over for Trump skal Europa forblive sig selv,« skriver han. I stedet for at bruge flere penge på våben skal vi »skrue op for de sociale investeringer (...) for arbejdet med at opbygge Europas velfærdsstater (som man påbegyndte efter Anden Verdenskrig, red.) er ikke fuldbyrdet endnu.«

Se, det skal nok skræmme Putin: Send horder af socialdemokrater som en menneskemur mod den østlige grænse, og hvis ikke synet af dem kyser vandet af russerne, kan man jo altid kaste Kapitalen i det 21. århundrede i hovedet på dem. Den kan nok være dødbringende med den rette hastighed.

2. Intet nyt under (præste)kjolen

Jeg har intet overordnet problem med den katolske kirke (hvis man ellers er til pyntesyge mænd i kjole), men med så mange hundrede tusinde seksuelle overgreb, som den har lagt hus til, må man bare konstatere, at det historisk nok har været sikrere for mindreårige at hænge ud på banegården end i kirkerummet. Og nu viser det sig, at Frankrigs premierminister, François Bayrou, der ellers allerede har overlevet adskillige mistillidsvota, var fuldt vidende om en lang række overgreb (114 i alt) på børn helt ned til otteårsalderen begået af i alt 14 præster og pedeller i perioden 1960-2010 på skolen Notre-Dame de Bétharram nær Pau i Pyrenæerne, hvor han var mangeårig borgmester. 

Médiapart har således afsløret, at han ved mindst tre lejligheder er blevet gjort opmærksom på problemerne – også som undervisningsminister i 1996. Men han gjorde intet. Tværtimod sendte han også sine egne børn i skole der. Skandalen fylder ikke så lidt i de franske medier, og den vokser og vokser og kan muligvis blive så pinagtigt, at han er nødt til at træde tilbage.

Således kunne en tidligere elev i går i nyhedsbrevet Le Nouvel Obs berette, at »overgrebene nærmest var ritualiserede«.

3. Notre-Dame i al sin vælde

Nuvel, mens det kniber for katolikkerne med at holde sig fra alterdrenge og kostskoleknægte, må man til gengæld sige, at de kan bygge. Og genopbygge. Jeg har endnu ikke fået lejlighed til at beskrive min oplevelse af totalrestaureringen af Paris’ katedral Notre-Dame efter branden for seks år siden, som har stået i omkring fem milliarder kroner. Men smukt og prunkende er det. Måske også næsten lidt for. Det hele står nu lyst og nyt, og det får på en måde katedralen til at virke anakronistisk (den stammer jo fra immervæk fra 1200-tallet). 

Jeg er grangiveligt præget af, at jeg hele mit liv har undsagt kirkelig tro som det klareste eksempel på manglende kildekritik. Men da bygningen henstod dunkel og grumset, havde den i det mindste en sælsomt mystisk dragende kraft. Macron har ventet til efter fuldendelsen med sit lille forsøg på at kile et synligt eftermæle ind i parisernes katedral. Og det skal ske ved at udskifte seks af Viollet-le-Ducs over 120 glasmosaikker, hvilket allerede har fået 280.000 til at skrive under på protesten mod projektet med slagord som »man vil dræbe arven fra Viollet-le-Duc!«.

I den mere afdæmpede ende finder man historikeren Patrick Boucheron, der nøjes med at ærgre sig over det samme som mig: at man har valgt blot at genopføre hele baduljen som ny: »Jeg ville have foretrukket, at man ikke aldeles udviskede alle spor efter katastrofen, for enhver genopbygning er jo en form for ‘ødelæggelse af ødelæggelsen’ (...) man kunne måske have efterladt et smukt ar, som kunne have vist publikum, hvor den store ulykke skete, men som også forøgede dens skønhed,« siger han, nærmest som en japansk kintsugi-æstet, der reparerer knust keramik med guld.

Så for den. Nu skal der sættes punktum, inden jeg ryger over knæet hos redaktricen. Og lad mig slutte – når nu jeg kan slutte med et citat fra den franske – og katolske – oplysningstidsfilosof og matematiker Blaise Pascal, der med nærmest protestantisk visdom ymtede: »Jeg vil hellere leve mit liv, som om der var en gud, og ved min død finde ud af, at han ikke findes, end at leve mit liv, som om han ikke findes, og ved min død finde ud af, at det gør han.«

På gensyn i morgen i indbakken.

Ærbødigst,
Aske Munck