Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens nyhedsbrev, der med mig ved rattet i denne uge forsøger at styre lidt uden om den vanlige informationsmotorvejs kødannelse og dvæle lidt ved begivenheder og fænomener, man ikke ser, når man suser forbi i medielandskabet.

1. Ekspræsident i fodlænke

Den altid hvasse og vittige forfatter og kritiker Henry Louis Mencken sagde engang om demokrati, at det var »kunsten at styre cirkusset fra abeburet«.

Og når man ser på fransk politik for tiden, kan man kun give den gamle pennefægter ret. Midt i det friske regeringskaos stadfæstede appeldomstolen i Paris i går dommen over tidligere præsident Nicolas Sarkozy på tre års fængsel, heraf et år ubetinget, som dog må afsones med fodlænke.

Også denne sag handler om ulovlig afhøring af blandt andet journalister. For Nicolas Sarkozy ville gerne vide, hvilke beviser der eventuelt måtte være i forbindelse med sagen om den libyske diktator Muammar Gaddafis ulovlige støtte til Sarkozys præsidentkampagne i 2007. Efter dommen bedyrede en rasende Sarkozy at ville indklage Frankrig for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men hans sag ser sløj ud. For hvis han virkelig er uskyldig, hvorfor da bruge aliasset Paul Bismuth i alle samtaler, som han foretog med sin advokat via taletidstelefon som en anden narkohandler, og love poster væk i Monaco i bytte for oplysninger? Det giver ham næppe heller den bedste start på næste retssag, der handler om netop den ulovlige libyske kampagnestøtte, og som begynder 6. januar i Paris. Det er lige præcis den slags, som puster til gallernes i forvejen galopperende politikerlede, som juraprofessoren Béligh Nabli skriver i ugemagasinet Le Nouvel Obs.

Sarkozy bliver dermed den anden franske præsident, som får en fængselsdom, efter Jacques Chirac. François Mitterrand døde som bekendt, før han nåede at blive stillet til regnskab for sine ulovlige aflytninger af alt og alle.

2. Det søde liv bag tremmer

Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde tænkt, at man kunne have det for godt i franske fængsler, men en redegørelse fra Pierre-Marie Sève, leder af tænketanken Institut pour la Justice, i nyhedsmagasinet Valeurs Actuelles forleden fik mig på andre tanker.

Her beskriver Sève, hvorledes antallet af hospitalssenge og læger pr. indbygger i Frankrig er faldet med henholdsvis ti og ni procent siden 2010. Men det mærker de indsatte i landets fængsler tilsyneladende intet til. Her er der nemlig ifølge opgørelserne dobbelt så mange læger og sygeplejersker pr. indsat som i de områder, hvor fængslerne ligger. Dertil kommer, at man automatisk bliver medlem af den franske sygesikring og sundhedssystemet, når man havner bag tremmer, og at staten tager hånd om alle udgifter, mens der er en vis brugerbetaling for almindelige lovlydige borgere. Den franske politik om gratis behandling af indsatte stammer fra præsident Valéry Giscard d’Estaing, som i 1974 slog fast, at »straffen for en forbrydelse er frihedsberøvelse, men ikke mere end frihedsberøvelsen«. Han havde dog næppe forestillet sig, at de indsatte på nogle områder ville få det bedre end den almindelige befolkning. Det var nemlig i de gode gamle dage.

3. De gode gamle dage

Og mens vi er ved de gode gamle dage: Er det ikke sært at tænke på, at man en dag kommer til at se tilbage på vor tid med russisk angrebskrig i Ukraine, et førerløst fransk-tysk EU-lokomotiv, en kriminel twittoman med storhedsvanvid i Det Hvide Hus og et krigsliderligt Kina, som tripper for at invadere Taiwan som i »de gode gamle dage«?

Men det gør man. Med garanti.

Umiddelbart ser det måske ikke sådan ud. Ifølge en omfattende meningsmåling, som opinionsinstituttet Ipsos har foranstaltet med 50.000 respondenter i 50 lande, ser mange ikke just lyst på fremtiden. Ja, faktisk foretrækker 57 procent af respondenterne deres land, som det var før – altså i de gode gamle dage. Ifølge sociologen Gérald Bronner fra Sorbonne skyldes det især den løbske globalisering og den teknologiske udvikling, som præcis lige så mange mener kan ødelægge vores liv. Og det fører til et dominerende ønske om at få tiden til at gå langsommere og nyde nuet (det er vistnok derfor, de unge ikke gider arbejde) – en følelse, han kalder »now-stalgi«. Men når det ikke går så galt, som pessimisterne forudser, skal der alligevel nok være nogle, som savner de gode gamle dage, ligesom mange i min generation for længst er begyndt at omtale 1980erne som netop det – selvom man dengang frygtede, at verden ville gå under i en atompaddehattesky, eller man selv ville ende som offer for aidsepidemien.

Apropos de gode gamle dage, så lad os lige afslutningsvis aflive (jeg har endegyldigt afskaffet det unødvendige låneord debunke) et af de mest vedholdende fejlcitater, der i sin kendte form er dybt meningsløst. For da Neil Armstrong satte støvlerne på Månen 20. juli 1969, sagde han faktisk: »That’s one small step for a man, one giant leap for mankind«. Radioforbindelsen hakkede blot så meget, at hans lille »a« forsvandt i den kosmiske knasen. Men »a« er jo afgørende. Ellers ville han jo sidestille »man« med »mankind« (som i ubestemt form er stort set synonyme ord for »menneskeheden«), hvorved det sirligt kontrastfyldte udsagn ville være ganske meningsløst. I øvrigt er det jo også et godt argument imod, at hele seancen skulle være optaget i et Hollywood-studie. For hvorfor skulle man da lave lyden så dårlig, at man risikerede at forpurre illusionen ved at ødelægge Armstrongs episke ord?

Så nåede vi ikke mere i dag, men forhåbentlig lykkes det mig at klemme mig ind i Deres e-postkasse også i morgen. Indtil da vil jeg efterlade Dem med en venligt ment højtidsformaning og bede Dem ihukomme, at et glas gløgg er tilpas, to er for mange, og tre er ikke nok.

Ærbødigst
Aske Munck