Dagen ifølge Anders Boas

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Hvis man en sen nattetime stødte ind i verdenssituationen i baren, ville man ikke tøve med at sende den hjem i seng med ordene: »Du er fuld, du vrøvler, kom igen, når du har sovet den ud.«

Men verden ser ud til ufortrødent at bevæge sig længere og længere ud ad dødsruten, og det mest bemærkelsesværdige er måske i virkeligheden, at de ansvarlige voksne ser ud til at være gået i seng, mens de tilbageværende selv tager del i den deliriske dødsdruk.

Der har til alle tider været nogle, der ville bryde reglerne, bøje sandheden eller snyde på vægten. Hvis noget er nyt, er det måske, at folk bliver tiltagende ligeglade med at blive opdaget i deres forehavende, og med god grund – for ofte får det ingen konsekvenser.

Det er ikke, fordi vi tror på løgnene, vi er bare ligeglade, trækker på skuldrene og bestiller en runde mere.

1. Hvem skal nu køre bilen hjem?

Her på den stadig mere smuldrende kant til Donald Trumps anden periode som amerikansk præsident landede en rapport fra det amerikanske justitsministerium i morges, og den skulle angiveligt konkludere, at Trump ville være blevet dømt for ulovligt at forsøge at omstøde resultatet af valget i 2020.

Beklager den lange kø af verber, men de skyldes jo som bekendt, at Trump efterfølgende blev valgt som præsident ved det følgende valg, hvilket efter alt at dømme umuliggør en retsforfølgelse, så længe han stadig er i embedet.

Ja, det er vel i bund og grund domstole, ikke justitsministerier, der kan vurdere, om nogen ville være blevet dømt for noget, men den detalje skal ikke skygge for sagens alvor.

Man føler sig helt banal, når man konstaterer det, men måske er det ikke længere en banalitet: Det kan godt være, at man ikke har meget fidus til alternativet, men hvordan kan amerikanerne ignorere sådan et stærkt signal om manglende ædruelighed og sige: Han skal da have en omgang mere!

2. Kendsgerningernes lænker

Jeg har i et årti rynket på næsen, når der højtideligt er blevet talt om det »postfaktuelle samfund«. Jeg mener: Skulle det være noget nyt, at folk gerne filer lidt på sandheden for at få den til at passe?

Men nu tror jeg, at jeg begynder at forstå. Det handler måske ikke så meget om viljen til at bøje fakta, men om en stadigt aftagende ambition om at forsvare ens fantasifulde påstande mod andres kritiske blik.

Det fænomen er forbilledligt portrætteret i journalisten Mathias Sindbergs fascinerende portrætinterview i Dagbladet Information af den tidligere så fremtrædende debattør og lektor på CBS Ole Bjerg.

Bjerg blev kendt som en kritisk stemme i økonomidebatten, men forlod under pandemien jobbet på handelshøjskolen til fordel for konspirationsteorier og en nordjysk frikirke.

Det er ikke teorierne, der er det mest interessante, men Bjergs udtalelser om, at han er ganske uinteresseret i den »pæne« offentligheds anerkendelse.

Måske er det mere end noget andet betegnende for verdensordenens natteravne. De føler ikke, at de skal stå til ansvar over for parnasset og deres krav om fakta og logik. Det handler om frihed, forstår man, og selvfølgelig må det føles frisættende ikke længere at skulle forholde sig til, hvad andre tænker.

Her hvor alting bliver lige meget, kan højreradikale Steve Bannon finde et fællesskab med en venstreorienteret konspirationsteoretiker som Naomi Wolf, som Sindberg noterer sig i artiklen. De ser måske helt forskelligt på verden, men er »allierede« i en langt større kamp.

3. Ikke fin nok til rockerne

Men i nogle kredse er der måske stadig grænser for, hvad man kan tillade sig.

I efteråret kunne den svenske avis Expressen fortælle, at Sverigedemokraternas formand, Jimmie Åkesson, havde haft besøg af Comanches-præsidenten Robert Hedarv til sit bryllup, og det har angiveligt ikke været uden følger, kunne avisen så fortælle i fredags.

For rockerpræsidenten altså. Ifølge avisen havde det afstedkommet så meget utilfredshed hos rockergruppens danske ledelse, at Hedarv var blevet tvunget til at forlade præsidentposten. Det er vist den store opmærksomhed, der er uønsket.

Over for Aftonbladet anfægter Hedarv dog oplysningerne om, at hans besøg til brylluppet skulle være årsagen til hans afgang som præsident, men medgiver, at sagen har skadet hans forhold til partiformanden.

Den bemærkelsesværdige nyhed sendte mig på jagt efter eventuelle konsekvenser for Åkesson, men indtil videre har min søgen været uden held.

Normalt plejer historier om bandernes infiltration af svensk politik ikke at passere ubemærket, men Expressens politiske kommentator Viktor Barth-Kron kunne i oktober konstatere, at partiet efter sagen havde opbakning fra omkring 20 procent af vælgerne, ganske som de næsten altid har.

Jeg glæder mig sådan til, at de voksne vågner igen.

Venlig hilsen
Anders Boas