Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Vi er selvfølgelig allermest optaget af indholdet: af de faktiske kendsgerninger, den førte politik, de konkrete handlinger. Ja, og så en lille smule af, hvilket hold man er på.

Hvor stor en del af dagen bruger vi i virkeligheden på at sikre, at andre forstår, hvilken gruppe vi tilhører? Vi vil i hvert fald gerne lige vide, hvem der siger hvad, før vi kan tage stilling til, hvad vi selv mener.

Identitetspolitik kaldte man det vist i gamle dage, når ens gruppetilhørsforhold pludselig blev det centrale, og identitet er stadig uovertruffet, når man skal fange folks opmærksomhed. Som en bakke flødeboller i en sulten børnehaveklasse.

1. Populiststjerner

At identitet kan bruges politisk er velkendt, og måske er det derfor, at kredsen omkring Trump længe har frygtet, at hans modstander fik det blå stempel fra popdronningen Taylor Swift, der har en stor gruppe dedikerede tilhængere, der i høj grad har tilbedelsen af Swift som deres identitet.

Allerede i januar kunne det amerikanske magasin Rolling Stone berette, at Trumps støtter forberedte sig på, at Swift hvert øjeblik kunne erklære sin støtte til Biden. Det nåede hun aldrig, men natten til onsdag meldte hun så endelig ud, at hun støtter Harris og Walz.

Flytter det noget, spørger det amerikanske medie Vox. Generelt ser berømthedernes støtte ud til at gøre folk mere begejstrede for kandidater, de allerede overvejer at stemme på, men der er imidlertid ikke rigtig evidens for, at det kan forvandle en tvivler til en Harris-støtte, lyder det i mediet.

Men Swift er selvfølgelig ikke bare en metervareberømthed, og i et tæt valg kan hun måske få fans op fra sofaen og hen at stemme. Frygten er, at man frastøder flere, end man lokker til: Der var eksempelvis tegn på, at syndfloden af berømtheder, der støttede Hillary Clinton i 2016, var en ulempe, fordi de forstærkede fortællingen om, at hun var den progressive elites kandidat, skriver Vox.

På den måde kan identitet få nogle til at købe en vare, de ellers ikke var interesserede i, men omvendt også skræmme kunder ud af butikken.

2. Identitetspolitik

Der er noget fascinerende ved folk, der kan få provinsen i Danmark til at fremstå som noget esoterisk, som folk med folkeregisteradresse i en af landets større byer ingen chance har for at forstå.

I går udkom bogen Det de kalder udkant kalder vi hjem, der angiveligt skulle handle om uligheden mellem land og by.

Identitetspolitik er imidlertid løbet med en stor del af opmærksomheden, når den socialdemokratiske folketingspolitiker Bjørn Brandenborg og forfatter Lars Olsen har turneret rundt i medierne for at tale om bogen.

Skurken er magteliten i København, der er besat af »wokeismen«. Uden for de store byer trives imidlertid det »folkelige Danmark«. Den opdagelse har Lars Olsen for nylig gjort, da han efter seks årtier i København i 2021 flyttede til Holbæk, kunne jeg for nylig læse i den digitale efterkommer af min barndoms lokalavis.

Det folkelige Danmark er noget med flæskestegssandwich og tatoverede fædre med klapvogne, lyder Olsens antropologiske iagttagelse.

I et andet interview fortæller Brandenborg, der selv bor i Svendborg, hvordan han tager sig til hovedet, hver gang en journalist fra hovedstaden bevæger sig ud i provinsen og lyder, som om »de er taget ud i reservatet«.

»Det er, som om de ikke forstår det,« siger Brandenborg, og så må man bare håbe, at de to har skrevet en bog, som selv københavnere kan forstå. Men eftersom en pæn del af hovedstadens indbyggere faktisk er vokset op uden for bymurene, er der måske en chance.

3. Blodrøde linjer

Selv i underverdenen synes man at gå meget op i identitet. Selvom den forbudte bande Loyal to Familia får skyld for meget, har de også en grænse for, hvem de vil sættes i bås med.

Tirsdag kunne Ekstra Bladet via en mellemmand bringe en kommentar fra banden, der gerne ville tilbagevise påstanden om, at det var et af deres medlemmer, der var blevet anholdt og sigtet i en terrorsag om et brandattentat mod en jødisk kvinde.

»Vi i LTF tager stærkt afstand fra enhver form for terrorhandling, der skulle være rettet imod civile borgere eller stater uanset hudfarve, religion eller politisk linje,« lød det i beskeden til Ekstra Bladet.

I samme ombæring kunne LTF også – efter en »intern undersøgelse« – konkludere, at der ikke var hold i en anden sag om terror med forbindelse til banden. Det næste bliver vel, at de igangsætter en ekstern advokatundersøgelse eller nedsætter en kommission.

»Vi er ikke guds bedste børn, men terrorister er vi heller ikke,« lyder det fra banden, og det er jo dejligt med sådan en klar moralsk identitetsmarkering, man kan berolige sig med, næste gang man møder en svensk børnesoldat i gaderne i magtelitens storbyer.

Den gruppe, der læser med i nyhedsbrevet i morgen, tror jeg til gengæld gerne, at man vil tilhøre. På gensyn. Indtil da er min indbakke åben på xboa@weekendavisen.dk.

Med venlig hilsen
Anders Boas