Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Velkommen til efteråret, der et øjeblik var fraværende, skønt der allerede i en uges tid har stået september på kalenderbladet. Men nu skulle den være sikker: Det er ankommet i al sin kølige drivvåde utilregnelighed.

De sidste solskinstimer var så kostbare, fordi vi grådigt spiste af dem med bevidstheden om efteråret, der egentligt burde være her, men endnu ikke var kommet.

Sådan er det. Nogle gange er det, der mangler i historien, næsten lige så vigtigt, som det, vi ser lige foran vores øjne. Et menneske, en oplysning, som mod forventning ikke spiller hovedrollen, men som alligevel hviler som en skygge over alle dem, der står tilbage på scenen.

1. Fraværende kandidat

Tirsdag skal de to amerikanske præsidentkandidater første gang debattere, og lige siden Demokraterne rev Joe Biden af stemmesedlen og erstattede ham med vicepræsident Kamala Harris, har partiets største fordel været fraværet af Biden:

Harris var ikke en af de to gamle mænd fra den gerontologiske hanekamp, vi ellers har været vidne til de seneste år, og som en hul isvaffel kunne vælgere med nyvunden entusiasme fylde alle deres sukkersøde drømme i Harris' kandidatur og et øjeblik flyve på håbets tomme kalorier.

Men har sensommerens »Kamalamania« blot været en »sukkerrus«, der nu langsomt er ved at fordampe, spørger New York Times' politiske analytiker Nate Cohn i sit nyhedsbrev.

Anledningen var et snævert forspring til Trump i en ny måling, som avisen havde lavet i samarbejde med Siena College, og selvom man nok skal passe på med at lægge for meget i en enkelt måling, peger den også på et centralt dilemma for Demokraterne: De adspurgte vælgere føler angiveligt ikke, at de ved nok om Harris, men spørgsmålet er, om hun vinder ved nærmere bekendtskab.

2. Fravær af evidens

»Absence of Evidence is not Evidence of Absence,« lyder en af videnskabens ofte gentagne læresætninger, der skal huske os på, at manglende beviser for et problem ikke er et bevis for, at problemet ikke findes.

Det kan selv erfarne forskere have svært ved at huske, så det er måske forståeligt, hvis også Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, et kort øjeblik havde glemt det, da han fredag forsøgte at bringe partiets »klovnebus« til midlertidig standsning.

Der var ikke sexisme og sexchikane i Moderaterne, lød det fra Løkke: »Det ved jeg, fordi Arbejdstilsynet er kommet så langt med deres arbejde, at det kan man slå fuldstændig fast,« sagde udenrigsministeren til TV 2.

Heldigvis kunne tv-kanalen senere på weekenden hjælpe Løkke med den vildfarelse: Så ultimative konklusioner kan Arbejdstilsynet aldrig drage, kunne eksperter fortælle TV 2.

3. Den fraværende træner

Den forgangne uges danske herrelandskampe i fodbold var også præget af alle dem, der ikke længere var til stede.

Først og fremmest var Kasper Hjulmand væk. Hans midlertidige afløser, Morten Wieghorst, var også fraværende, og til søndagens kamp mod Serbien var mange af balkanlandets stjerner også pludselig blevet forhindret i at deltage.

En anden ting, der var fraværende, var den håndsky paralysering, som det danske landshold ellers har været præget af de seneste par år, og det kaster jo projektørlyset på dem, der er til stede: den fungerende landstræner, Lars Knudsen, og hans assistent, Daniel Agger.

»Skal han så ha’ jobbet permanent, spørger Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen, og svarer selv nej: »Der skal i min verden trods alt mere til end to opgraderede træningslandskampe på hjemmebane for at blive dansk landstræner. Forhåbentlig da.«

TV 2s Morten Bruun er uenig: »Da han tog Christian Eriksen ud efter en times spil af kampen mod Schweiz, følte jeg mig sikker på, at Lars Knudsen havde røv nok i sine bukser. Det krævede sin mand at tage den beslutning,« argumenterer Bruun.

Det helt store spørgsmål er, om mirakelkuren skyldes det nye trænerpar, eller om det måske i virkeligheden er fraværet af forventninger, der får landsholdet til at sprudle?

Det er svært ikke at få det indtryk, at det danske landshold gennem mange år har været ramt af et fodboldpsykologisk klodshanssyndrom, hvor de ofte klarer sig allerbedst, når forventningerne er lave, mens de aldrig rigtig har lært at håndtere en ankomst med friske succeser og store forhåbninger i sportstaskerne.

Er de seneste to kampe resultatet af de lave forventningers frihed, eller har Knudsen virkelig fundet en måde at få holdet til at sænke skuldrene permanent?

Der skulle være nok at diskutere over frokostbordet eller ved kaffemaskinen.

Tak for at læse med og på gensyn i morgen.

Venlig hilsen

Anders Boas