Dagen ifølge Anders Boas

Kære læser

Idealer er en spøjs ting. Vi slår streger i sandet, vi ikke vil krydse. Vi holder stædigt fast, selv når det bliver mere og mere tydeligt, at omkostningerne ved at gøre det, der føles rigtigt, langt overstiger ubehaget ved at være pragmatisk og se realiteterne i øjnene.

Men så pludselig kan gærdet vælte. Så vader vi helt naturligt ind over tidligere tiders røde streger og kan næsten ikke forstå, at vi øjeblikket forinden var klar til hårdnakket at forsvare dem som ukrænkelige.

1. Tyske tilstande

I øjeblikket er det Europas udlændingepolitiske idealer, der vælter brik for brik, og i går var turen nået til de ellers tidligere så idealistiske tyskere:

De vil nu lukke grænserne til nabolandene for at kunne afvise immigranter ved grænsebommen og bremse potentiel islamistisk terror.

Den tyske regering vil – som reaktion på AfDs succes i de nylige delstatsvalg – signalere en stram udlændingepolitik til vælgerne. Men er det for sent?

I Storbritannien bliver Tyskland i hvert fald allerede betragtet som et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske, hvis ikke udlændingespørgsmålet håndteres.

Premierminister Keir Starmer må erkende, at han har et kort vindue til at reformere Storbritanniens udlændingepolitik, inden spørgsmålet vil ødelægge hans regering, skriver journalisten Aris Roussinos i det britiske medie UnHerd.

Ifølge Roussinos kan Starmer passende lade sig inspirere af de danske socialdemokrater, der har haft succes med at afpolitisere udlændingespørgsmålet.

Man kunne tage klaphatten på og – uden antydningen af skadefryd – fejre, at den danske udlændingepolitik er blevet vores største eksportsucces efter Wegovy, men i virkeligheden er det langt mere interessant, om den danske model vil virke i Europas store lande:

Er man villig til at komme de indvandringskritiske partier i møde, og vil det overhovedet gøre en forskel?

2. Amerikanske tilstande

Hvor man ender, hvis ikke man gør op med dumstædige principper i tide, kan observeres i USA, hvor de amerikanske vicepræsidentkandidater lige nu diskuterer, om skoleskyderier er et onde, man må finde sig i på linje med lus og snotnæser.

Det er Trumps politiske wingman J.D. Vance, der i kølvandet på det nylige skoleskyderi i Georgia fik sagt, at – skønt han ikke kunne lide det – var skoleskyderierne et grundvilkår i livet.

Ifølge Vance var eneste mulighed at styrke sikkerheden på skolerne – altså flere skydevåben. En eller anden europæer kunne måske komme på en anden løsning.

Men spørgsmålet er igen, om det er for sent. Den politiske kommentator Jennifer Rubin skriver i Washington Post, at der sådan set er opbakning til strammere våbenlovgivning i den amerikanske befolkning, men det politiske system i USA gør det imidlertid svært at få ændringerne vedtaget.

Måske lærer de amerikanske tilstande os, at man som samfund er nødt til at spørge sig selv, om man er på vej op ad en skrænt, der er så stejl, at det er umuligt at klatre ned igen, hvis man finder ud af, at man er kommet på vildspor.

3. Norske tilstande

Kunsten er selvfølgelig at få øje på de ting, vi i fremtiden vil ryste på hovedet ad. Nogle gange føles det lidt, som om man bare kan kigge til Sverige og gøre det modsatte, hvis man vil være på forkant med den politiske vindretning i Europa.

Men for nylig mente Expressens politiske redaktør Patrik Kronqvist alligevel at have identificeret et problem, hvor det måske stadig var muligt for svenskerne at lave en U-vending med æren i behold:

Ifølge Kronqvist er naboerne i Norge et afskrækkende eksempel på, hvordan det kan gå, når politikerne ikke tør prioritere og tage de svære beslutninger:

Den »norske syge«, som Kronqvist advarer imod, er den lammelse, landets store olierigdom har henlagt de norske politikere i: Som forældre uden rygrad tør de ikke sige nej til de forkælede borgere.

»Penge løftes ofte frem som den eneste løsning på samfundets mangler,« skriver Kronqvist, og det er lidt svært at sige nej til at kaste penge efter samfundets problemer, når midlerne synes uendelige.

Kronqvist fremhæver tabuet om Norges generøse betingelser ved sygdom: En gennemsnitlig fuldtidsmedarbejder i Norge har et fravær på næsten 28 dage om året, skriver Kronqvist – hele ti dage mere end i Sverige. Det overstiger langt resten af den vestlige verden.

Hverken Sverige eller Danmark lider af helt samme økonomiske forbandelse, men er Norge bare et ekstremt eksempel på, hvor svært det kan være at afholde sig fra at forsøge at løse problemerne med penge i de rige skandinaviske velfærdssamfund?

»Skyklapperne minder ikke så lidt om dem, som var i debatten om indvandring i Sverige før 2015,« skriver Kronqvist.

Skyklapper eller ej, så tak for at læse med i dagens tilstandsrapport. Håber, vi ses i morgen. Indtil da er min indbakke åben på xboa@weekendavisen.dk.

Med venlig hilsen
Anders Boas